Postkort nr. 19
Birkeland hos Torgny og Svanhild 29.09.2014
Ih der er så meget at holde fast ved i erindringen fra vores dejlige tur til Sverige-Norge. Ligesom vi tror, at nu er der ikke mere at fortælle får vi nye store oplevelser.
Husk nu på, at vi skriver for selv at kunne huske, hvad vi har oplevet, men I må som sagt godt kikke os over skulderen.
Da vi forlod vores fine gratis plads om morgenen fredag d. 26 fik vi os en ordentlig overraskelse, da vi lige var kørt igennem en af de utallige tunneler. Lige foran mig uden på frontruden kravlede der pludselig en mus op medens vi kørte 70-80 km i timen og løb frem og tilbage. Else famlede med sit fotografiapparat, men lige så pludselig musen var kommet var den kravlet ned under motorhjelmen og så kunne vi ikke se mere til den. Else sagde, at vi skulle passe morderlig på, for den kunne bide i isolationen på ledninger og ødelægge en masse. På den allernærmeste tankstation kørte vi ind, og drøftede om den kunne komme ned i motoren. Vi mente nu, at så ville alle blade også kunne kommer derned. Vi prøvede med en pind om den var der, men der var ingen mus at se. Til sidst åbnede vi motorhjelmen og så pilede musen rundt og jeg troede at den ville have held til at smutte ned i motoren, men heldigvis hoppede den ned på asfalten og løb ind under bilen. Else ventede med cameraet fotoparat og så smuttede den lille fyr ud fra bilen og løb over til en blomsterkasse, og under en cykelhjelm, hvor Else fik et fint billede af den. Heldigvis har vi ikke mus i motoren mere, med mindre den har taget sin far og mor søster og bror med?
https://picasaweb.google.com/112866383635724967151/Lindesnes
Vi satte vores Kabe i byen Vigeland. Der var en masse skulpturer bl. a. af den berømte billedhugger Gustav Vigeland. Derfra kørte vi til Lindesnes fyr, det sydvestligste fyr i Norge, som leder sejladsen ind i farvandet med Skagens fyr på den danske side. Siden middelalderen var det den allervigtigste handelsrute fra Nordsøen ind i Skagerak og Kattegat med forbindelse til hele Østersø regionen.
Siden 27. febr. 1656 har der været lys der. Først 30 tællelys i toppen af et treetagers tårn, siden 1725 med fast fyrdrift.
Der var en meget stor parkeringplads og det kostede 50 kr pr person at komme ind, men af en eller anden grund blev vi ikke afkrævet noget og vi så at alle gik frit ind. Det blæste meget kraftigt oppe ved fyret, som er 16 m højt, hvilket ikke er så meget, men lyshøjden over havet er 50 m og det kan ses 20 sømil væk. Linseapparatet hører blandt de største som findes. I brochuren står der, at under ekstreme forhold kan søen slå op over maskinhus og tårn. Søen brølede neden under os, og vi kunne læne os mod vinden så kraftig var den. Jeg ville gerne have Else med til at stå på en klippe for at der kunne blive taget et billede af os, men hun sagde, at hun var bange for at flyve væk. Godt nok var der pålandsvind, men jeg havde ikke meget lyst til at rende ud og lede efter hende, hvis hun fløj væk, så det blev et ego billede, der blev taget. Natursceneriet var imponerende, og vi nød, at have fundet endnu en norsk perle, som vi slet ikke havde anet eksisterede.
Vi fik en dejlig samtale med Torgny og Svanhild, vore norske bekendte fra Danmarks besøg. De sagde at vi endelig skulle køre videre fra Kristianssand til Birkeland, som ligger ca 40 km i nordøstlig retning lige nord for Lillesand.
Det blev et meget varmt møde og vi oplevede en gæstfrihed, så helt enestående. Selvom jeg ikke trængte til det efter 4-5 dage på wild camping, så gik jeg og Else i boblebad og vi nøøøøøøøøøøød det.
Søndag d. 28 var vi først i norsk kirke i Herrefossen. Vi kørte ca 30 km og lige nede ved elven lå der en meget smuk trækirke. Vi var der ½ time før kl 11, men der var allerede kommet nogen biler. Så viste det sig, at det var en ganske særlig gudstjeneste. De nye konfirmander skulle modtages og guldkonfirmanderne skulle fejres. Desuden var der barnedåb. Jeg tror der er tradtion for at komme i nationaldragt til barnedåb. Der var 2 damer i flotte dragter. Den ene var den fra Gudbrandsdalen, fortalte hun mig.
Organisten var dansker, men gift med en nordmand, og det var en kvindelig præst. Det var meget svært at følge med i hvad vi skulle synge. Der var som altid trykt et program, men alle melodierne kom fra 3 forskellige salmesamlinger. Jeg rodede med at finde de rigtige bøger og salmer, der var nemlig ikke numre i programmet. Det var en fin gudstjeneste med mange mennesker, men havde der ikke været nye konfirmander eller guldkonfirmander og barnedåb ville det såmænd have svaret til det antal, der kommer til vore gudstjenester.
Efter gudstjenesten kørte Torgny os rundt i fjeldet til smukke udsigter og vandfaldet Hanefossen. Der var også et stort dæmningsanlæg hvor vandstanden kunne variere 8 m. Det leverede vand til en kraftværk, der forsynede store områder med strøm. Der var næsten ingen vand i fossen nu, men når vandet blev stemmet op og blev lukket ud ville det sprøjte højt i luften. Det er en ubeskrivelig smuk egn med bjerge, elve og fosser og skove og søer. Både Torgny og Svanhild et vokset op her, så vi kørte ud for at se Torgnys barndomshjem og lige i nærheden var der en 1000 årig eg, som målte 11 m i omkreds målt 1½ m oppe. Derfra kunne vi se op på et nyt hus, der lå højt oppe på bjergsiden. Det var Torgny og Svanhilds datter med mand og 2 børn, der boede i dette nybyggede hus. Da vi kom derop, så vi et utrolig smukt hvidt træhus med en stor jævn og flad græsplæne omkring. Torgny, selv siger han har 9 års søndagsskole bag sig, og svigersønnen Helge havde selv bygget hele huset. Torgnys søn var entreprenør og han havde jævnet bakken for at huset kunne bygges. Svanhild blev overfaldet af barnebarnet, en pige, for hun var mormors egen pige. Det var dejligt at se det smukke familieliv.
Vi så flere fosser og en gammel hængebro ved Tegnefossen, som man skulle være lidt af en vovehals for at bevæge sig ud på, Torgny og jeg gik helt ud og pigerne gik de første skridt ud, Else siger, vi var længere ude end de første skridt. Bedre blev det ved en anden hængebro, der var nyrestaureret i 2001 med frivillig arbejdskraft, men med finansiel støtte fra kommunen. Ved siden af var der et smukt anlæg med grillplads og en cementrampe ud i vandet. Der var en høj kant rundt om rampen, og Torgny fortalte, at den var beregnet på kørestolsbrugere, som der kunne sidde og fiske i elven, uden at falde i. Vi så mange eksempler på sådanne frivillige tiltag for at bevare gamle steder og skikke. Et sted var det tømmerfløterne, der skulle mindes og Torgny fortalte, at han som dreng i bare ben løb hen over tømmerstokkene over til den anden side af elven, som var ca 50 m bred.
Gæstfriheden viste sig også i, at Svanhild serverede elg-stej, som var så mør, at man kunne skære i den med en kniv.
Nu er det så omsider ved at være slut. I morgen tidlig kl 7 skal vi være ved færgen og så siger vi farvel Norge og farvel Sverige og farvel til jer, der har fulgt os på vores rejse.
Kærligt knus fra Else og Niels Ebbe