Postkort nr. 18
https://picasaweb.google.com/112866383635724967151/Manafossen
Exstranummer ja for vi havde jo sagt farvel
Men vi fik endnu en stor oplevelse. Bestigningen af prædikestolen.
I mit arbejdsliv har jeg stået på mange prædikestole, men denne er af en særlig karakter.
Syd for Stavanger fandt vi en smuk plads lige ved en sø, hvor vi besluttede os for at overnatte. Der var en turistinformationstavle, spm beskrev Sirdalens herligheder. Fjordarmen Lustrefjorden skærer sig øst på ind i landet og danner en smal f jord med høje bjerge på begge sider. Der var beskrevet en tur igennem dalen. Vi besluttede os til at køre den tur. Der var også et skilt som viste vej til Prædikestolen. Vi fulgte vejen over bjerget ad så smalle veje, at vi mere en en gang sagde til hinanden, at det var godt vi ikke havde campingvognen på slæb. Det ville ikke være gået. Vi nåede en færgehavn, hvorfra man skulle sejle til Oanes fór at komme til prædikestolen. Det er et højtliggende plateau 604 m over søens overflade. Det er ca 25 kvm stort og væggen går lige ned til søen. For at komme derop skal man gå 2 1/2 time op og det samme ned.
Vi blev nu på den vestlige side og talte med en venlig nordmand, (fra Såne). Vi talte med ham om han troede vi kinne klare turen på 5 timer. Joh, det kunne vi vel nok, og så rådede han os til at vælge den første parleringsplads, for derved sparede vi os selv for den første opstigning.
Vi var nu ikke helt sikre på, om vi kunne klare det.
Vi fortsatte turen pg kom bl. A. Til skilt til Monåfossen. Den måtte vi da også lige se. Ad krogede veje til sidst som grusvej nåede vi de 8 km op ad bjerget.
I begyndelse var der trapper, så vi kravlede op fulde af fortrøstning om, at det skulle vi nok klare. Men så kom der et sted, hvor det bogstaveligt var den rå klippe vi skulle kravle på og med høje sider. Else standsede og sagde: nej det går ikke, jeg kan måske nok komme op, men hvordan skal jeg komme ned igen? Æv! Det var ærgerligt. Men Else syntes, at jeg skulle fortsætte, så ville hun gå ned igen. Så fortsatte jeg alene, jeg havde ikke engang min mobil på mig. Det var selvfølgelig letsindigt. Efter en svær opstigning på ca et kvarters tid nåede jeg op til Monåfossen, og så det flotte vandfald. Jeg traf en pige med rygsæk, som kom længere oppe fra fjellet. "Du skal endelig gå 15 min længere, så kommer du til en fantastisk udsigt til begge sider". Det kunne jeg nagurligvis ikke, jeg måtte tilbage til Else. Turen tilbage var absolut ikke lettere end opturen, og jeg var temmelig øm i lårmusklerne, men det sagde jeg ikke noget om til Else. Men nu vidste jeg nogenlunde hvad Else kunne klare og hvad jeg selv kunne klare.
Så vi tog en fast beslutning, vi skulle ikke på prædikestolen med 5 timers bjergvandring.
Der er en klog mand, der har sagt, at det kun er kloge folk, der kan skifte mening. Jeg er ikke helt klar over hvordan det gik til, men da vi sagde godnat var vi enige om, hvis vi nogensinde skulle op 604 meter i et bjeg så måtte det være nu i morgen.
https://picasaweb.google.com/112866383635724967151/PrDikestolen
Kl 11:45 var vi ved fjeldcentret ved foden af bjerget hvor der var et informationscenter og en 100 kr parkeringsplads. Den anbefalede parkering længere oppe var lukket, så vi var altså på det laveste sted af opstigningen, som vi kunne se blev klaret af både unge og lidt ældre, en enkelt endda i tørklæde og lang nederdel.
Det støvregnede og ingen af os havde vandtæt regntøj, men vi havde juice óg vand i rygsækken óg vores hjemmesmurte madpakker og en enkelt øl, samt Else varme fliestrøje, som skulle bruges, hvis det blæste meget på toppen.
Jeg brugte begge mine vandrestave, else ville kune have den ene med. I begyndelsen gik det ret godt. Der var grusvej, men det gik meget stejlt op, så jeg havde god brug for mine stave. Den herlighed med grusvej holdt hurtigt op, og så var der trapper lavet af store klippeblokke. Vi syntes trinene var ret høje, men vi gik stille og roligt for ikke at blive forpustede. Vi vidste at efter den første opstigning kom der et plateau, og så ville det gå lettere. Vi var vist lidt forbavsede begge to over at vi kun havde kravlet op ad trapperi en halv time kun var nået så kort stykke til målet. Det mere end støvregnede nu, men det stod ikke i tove, vi var lidt våde begge to. Nå vi gik videre over det forholdvis flade område, men så begyndte den stejle bjegside at tårne sig op foran os. Det kan godt være, at overdrivelse fremmer forståelsen, når der står stejle sider, for mange steder var der lagt sten så man kunne finde vejen, men vi passerede også et afsnit, hvor, der kun var store runde sten, som man skulle balancere på. Jeg kikkede bagover for at se, hvordan Elseklarede det. Men det gik, hun afslog hver gang min hånd, for hun ville klare det selv. Nu kom der et meget vanskeligt afsnit. De steder, hvor der var trappetrin skulle man nogen gange kravle op. Regnen pøsede ned og vi var våde til skinnet. Efter endnu en meget svær opstigning, hvor man virkelig skulle se sig godt for, mødte vi nogen, der var åå vej ned. Det var jo ikke smart at spørge om vi snart var der, men vi havde gøet i ca 1 1/2 time og vi regnede jo med at det snart måtte have en ende. Vi fim det nedslående svar at vi nok snart var nået halvvejen. Pyh ha, mon vi alligevel havde overvurderet vores pensionistevner? Else sagde at hun nok troede hun kunne komme op, men hvordan med at komme ned igen og hun ønskede ikke at få lungebetændelse, men du må gerne fortsætte, sagde hun. Jeg havde vist også mistet modet, for vi besluttede os til at gå ned igen. Vi tog et par billeder i regnen af trappen op, og det måtte blive ved det. Vi kravlede altså ned ad de samme trin, som vi netop møjsommeligt var kravlet op ad. Da vi kom et stykke ned spiste vi vores frokost og fik noget juice og chokolade. Så holdt regnen op og himmelen klarede op der hvor vi regnede med prædikestolen var.
Kan I regne ud hvad der så skete. Vi var kloge og skiftede mening. Jo vi ville op til toppen. Der var måske 1 1/2 times vandring for pensionister tilbage, men vi ville op. Altså op ad de samme trin og klipper som før, med godt humør og målbevidste. Det her skulle vi nok klare. Så begyndte det at regne igen. Og dennegang var det ikke støvregn. Vi blev dyngvåde. Jeg også på skoene og strømperne. Efter ca 10 min hård opstigning kom vi til midtvejsmærket. Vi trak nogle unge mennessker som også syntes det var et møjvejr, men jeg sagde til dem, at jeg bar præst, og når vi nåede toppen skulle solen nok skinne. De bad os skynde os med at komme derop. Stedet var i øvrigt a kissing point, dvs at unge og gamle blev fotograferet i et kys. Det havde vi da heller ikke noget imod.
Så gik turen videre. Et sted var den næsten fuldstændig lodrette side, vi skulle ned af, og jeg spekulere et øjeblik på hvordan Else skulle komme ned af den stejle side. Men så huskede jeg fra min mors og min fjeldvandring, at man finder nogle små fremspring, og så går man sidelæns ned medens man hælder sig ind mod klippevæggen. Fint. Og sådan gjorde vi. Der var røde T er som viste vej og varder. Det mest grænseoverskridende var nok, da stien gik uden på fjeldsiden og der var over 500 m frit fald uden røkværk af nogen ting. På det tidspunkt sagde Else. Jeg vil ikke med. Jeg siger jer, at mine overtalelseevner normalt ikke rækker til nogetsomhelst, så brugte jeg her alle mine evner. else du vil da ikke gå glip af dette bare for de par spalter. Et par, der var på vej ned sagde at vi kun 5 min fra målet. Så kom Else over og videre, men kun fordi hun selv kunne se, at det kunne lade sig gøre. Det var meget toget og vi kunne ikke se søen og heller ikke så meget andet end de store sten og klippe vi forcerede. Da vi havde gået 5 min måtte vi jo være lige ved at være der. Men det næste par mente at der kun var ca et kvarter til vi nåede toppen.
Og ved I hvad. Våde og druknede som mus nåede vi 604 m op og HURRA vi klarede det. Kl 14:40 stod vi der - og kunne ikke se en skid, regn og dis og tåge hindrede udsigten både ned ad og til siderne - men vi var der og selvom mit camera blev vådt, så tog vi billeder og kan bevise, at vi nåede op.
Nedturen er ikke noget at skrive hjem om. Vi gik og kravlede og ind imellem stødte vi os og vi troede næsten ikke man kunne blive så træt af at gå, men ned kom vi ca kl 17 og HURRA VI GAMLE KAN OGSÅ.
jeg lover jer vi lå begge og kravlede op af klipper og klippeblokke hele natten, men det var ikke anstrengende for da sov vi bare.
Prøv turen selv, når Ikommer til Stavanger næste gang. Færgen kostede 162 retur og parkering 100. Plus energi og vilje
Kærlig hilsen fra de to næsten bjergbestigere Else og Niels Ebbe