Postkort nr. 16

https://plus.google.com/photos/112866383635724967151/albums/6061114928050400465

Stavkirkerne i Lom, Urnes og Fantofte

Først til Lom, der ligger i Oppland. Der ligger en meget smuk gammel stavkirke, der stammer fra anden halvdel af 1100-tallet og er den største af slagsen i Norge.  - en kirke, hvor stavteknikken er begrænset af en stor hjørnestav i hvert hjørne. I stavkirkernes første år hvilede stavene (de runde bærende stolper) direkte på jorden, senere på sten for at undgå råd. Indvendig går opbygningen med stave fra gulv til taget.

Kirken var oprindelig rektangulær, men er siden blevet udvidet til korskirke i 1664. De fint udskårne dragehoveder ved gavlene har eksisteret siden starten. Det samme har de små runde vinduer allerøverst, så der er ikke kommet meget lys ind i kirken.

Gallerierne - de overdækkede pladser i siderne af kirken, der var beregnet til forskellige befolkningsgrupper / sociale lag var også bemærkelsesværdige. Til de lavest stillede var ingen bænke. De måtte ganske enkelt stå op under gudstjenesten. Ja, det var dengang, hvor man også måtte dele pladsen med de pilgrimme, der rejste gennem Lom helt frem til 1349, hvor den sorte død satte en brat stopper for dette travle middelalderliv. Først efter reformationen i 1537 kom der atter gang i kirkelivet.

I 1608 blev der lavet en flad hvælving over koret dekoreret af en ukendt kunstner. Kirken blev også forsynet med ny altertavle i 1669 - en altertavle, hvor vores guide gjorde os opmærksom på ansigtstrækkene på disciplene omkring nadverbordet. De var ikke typisk nordiske. Billederne på væggene var også atypiske - malet af Eggert Munch, præstesøn. Prædikestolen i typisk renæssencestil blev doneret af en sognepræst og dennes kone, medens menigheden gav bidrag til at den kunne blive malet. Siden blev den forsynet med fint udskårne akantusblade i barokstil. Først i 1907 fik kirken et orgel af en lombo, der var udvandret til Amerika - et orgel, der siden i 1960erne blev gjort elektrisk bag den gamle orgelfacade.

Vi går udenfor igen og mærker solen, der trækker tjæren ud af de massive stave og bjælker. På nordsiden var kirken sort, mod syd lys og gylden.

Køreturen fortsætter op mod de højere luftlag - op gennem Sognefjeldet i 1450 m højde over havet. Også gennem et område af Jotunheimen, som Niels Ebbe og hans mor har gennemvandret i 1975. Det ene smukke landskab efter det andet dukker op foran os, solen skinner og det er varmt til bare arme, selvom sneen ligger lige foran os. Vi nyder aftenen i selskab med jævnaldrende ægtepar fra Skåne, der er ivrige amatørfotografer, så snakken gik livligt.

Formiddagssolen skinner onsdag den 17. september på snebræerne og udetemperaturen siger 11 grader, 1 grad mere end i morges, hvor der var is på bilens tag. Lige om lidt går turen videre mod Urnes, hvor vi efter en lille sejltur skal se endnu en gammel stavkirke. Da færgen lægger til, spejder vi efter kirken, men nej. Først efter opstigning og opstigning i hårnålesving, får vi øje på kirkens spir. Flere er sakket bagud, men pludselig kommer den til syne.

Urnes stavkirke skulle være den ældste og mest værdifulde i stavkirkefamilien bygget i 1130, men allerede langt tidligere har der på samme sted ligget ikke mindre end tre kirker, hvoraf dele er benyttet til den nuværende. Der har også her været udvendig balkon/svalegang og huller ind til kirken for at de syge også kunne få del i gudstjenesten. Stavkirken blev opført på Unescos verdensarvsliste i 1979. På et tidspunkt var den nedrivningstruet, men blev i 1881 overgivet til fortidsmindeforeningen. Vedligeholdelsesbyrden var for stor til kommunen. I Urnes stavkirke er der gjort mere ud af udsmykningen af stavsøjlerne og bænkegavlene end i Lom. På mandesiden er skåret et jagtsymbol, på kvindesiden - den kolde nordside - et hjerte-/omsorgssymbol. I forbindelse med en ombygning blev det meget flotte indgangsparti flyttet fra vest- til nordsiden og har ikke mere nogen praktisk betydning.

Vi lader billederne med kommentarerne tale for sig selv.

Mht selve historien om kristendommens udvikling i Norge tager Niels Ebbe over, men foreløbig er vi her på en wildcampingplads ved Oppheim, hvor vi har haft besøg af en ung svensk gymnasieelev, David på 18, der er på sidste del af en dokumenteret tur på 100 km på scateboard som en del af et selvportræt. Levende, energisk og velstruktureret, så det har været en fornøjelse at dele vores aftensmad med ham. I aftes snakkede vi foto, i aften snakker vi skoleprojekt og it. Ellers har dagen budt på køretur nedad i bjergene fra en højde på 1450 m med store udfordringer til både bil og campingvogn og så er der tilbagelagt ca. 60-75 km i tunneller. Den længste var på 25 km. Næste mål bliver Bergen, hvor vi er blevet anbefalet en centralt beliggende campingplads.

Bergen når vi så ved middagstid den 18. september. Det blev vel efterhånden til 100 km i tunneller og så af gps'en vist ad en smal, s m a l vej, hvor biler max måtte have en længde på 10 m (vores totallængde er 12 m), men det gik! Endelig kom vi til den plads, vi var blevet anbefalet foran Bergshallen, hvor der er elstik. Så håber vi på internetadgang undervejs inde i byen, men vi skal lige runde afsnittet af med endnu en stavkirke, som ligger ikke ret langt herfra.

På samme måde som jeg derhjemme kan sidde i spændingsfeltet mellem stenalderen (stenalderredskab på mit arbejdsbord) og den fagre nye it-verden, er vi midt i spændingsfeltet mellem de gamle stavkirker og en helt moderne kirke heroverfor. To vidt forskellige formsprog og tider spejler sig i hinanden.

Men så til den tredje stavkirke på turen - Fantofte.

Oprindeligt var der 1000 stavkirker i Norge, nu er der 28-29 tilbage. Fantoft stavkirke, der ligger ikke langt herfra, er en af dem. Den ser vi udefra, da der kun er åbent for besøg frem til 15. september, men får iøvrigt et kik indenfor i vores bog om de norske stavkirker. Vi får dog en fin fornemmelse af standarden, selvom det er en nyopført kopi.

Her ser vi også for første gang svalegangene på ydersiden af stavkirken, som stammer fra Fortun i Sogn og Fjordane. Den blev flyttet til Bergen i 1883 og genopbygget med stavkirken i Burgund som model, men blev antændt og nedbrændte i 1992. Sidste genopførelse skete i 1997.

Næste fokus bliver Bergen som kulturby.

Kærlig hilsen Niels Ebbe og Else