Postkort nr 15

Foto 

https://plus.google.com/photos/112866383635724967151/albums/6061133129220692305 

Besøg på Trondheim Kunstmuseum og videre mod Dovrefjeldet og Bergen

Kære venner/fam.

Allerede da vi i forgårs - i fredags - for første gang var i Trondheim og så domkirken, spottede jeg, at der måske kunne være noget, der var værd at se på kunstmuseet, når vi skulle tilbage om søndagen for at overvære gudstjenesten. Der var en moderne, noget speciel skulptur med nogle underlige gevækster, ligesom der på ydervæggen var en installation med børnearbejder. Vi havde selvfølgelig checket, hvad der var at hente om kunstnerne - Håkon Bleken, Inger Sitter og Sissel M. Bergh. Så vi valgte at besøge kunstmuseet.

Kunstnerne fremstod meget forskellige i beskrivelsen - ikke bare aldersmæssigt, men alligevel havde alle tre det til fælles, at de forholdt sig til deres samtid - det være sig tilværelsens vilkår, alvorens og humorens, intellektets og den historiske bevidsthed betydning. Sissel M. Bergh, hvis værker desværre var udstillet på en anden afdeling af museet, som vi ikke kunne nå, havde stillet sig selv følgende spørgamål: Hvad er mekanismerne bag historieskrivningen? Hvem fortæller historien? Og hvordan? Hvilke konsekvenser får udvælgelsesprocesserne for billedet af os selv? Historieskrivning er ofte knyttet til territorier og nationalitetsdannelse. De romantiske ideer om én nation, et folk og et sprog blev fremmet i 1700-tallet og fik stor gennemslagskraft i Norden i 1800-tallet. Sissel M Bergh havde indgået et tæt samarbejde med musikeren og komponisten Frode Fjellheim, men dem må vi altså have til gode. At vi alligevel nævner dem så udførligt her er fordi postkortet også skal ses som en reminder for os selv.

Derimod havde vi en god oplevelse med Håkon Bleken og Inger Sitter, begge født i Trondheim 1929 - henholdsvis 9. januar og 18. oktober. Altså 85 år unge! Samme år begyndte bygningen af Trondheims Kunstforenings galleribygning, det som i dag er Trondheim Kunstmuseums hovedbygning. Udstillingen bestod overvejende af helt nye og nyere værker - bemærk igen: de er faktisk 85 år begge to. Men de er begge på hver deres måde still going strong, forholder sig og er opsatte på at udvikle sig fortsat i deres billedkunstneriske udtryk. Portrætterende videoer gav os et dejligt indblik i menneskene bag kunstnernavnene og de udstillede værker. Ja, flere gange i løbet af aftenen vendte vi selv tilbage til udstillingen. Der var stof til både eftertanke og samtale.

Vi vil lade billederne tale for sig selv, men lidt om kunstnerne her:

Inger Sitter er opvokset og uddannet i middelalderbyen Antwerpen. Familien pendlede mellem Trondheim, London og Finland (hos moderens familie). Somrene blev tilbragt på Middelhavet og ikke mindst i Flatanger. Trondheim var også Håkon Blekens barndomshjem, men med somrene tilbragt i hytte på Tørøya i Åsenfjorden. Begge kunstnere har også stærk tilknytning til Flatanger.

Både Sitter og Bleken debuterede i Trondhjems Kunstforening i ung alder, de fik undervisning af hjembyens kunstnere og gik derefter på Kunstakademiet i Oslo. Sitter studerede videre på akademiet i Antwerpen, og i Paris. Selv om de første abstrakte kunstværker blev malet tidlig i 1900-tallet, var det figurative centralt i norsk efterkrigsmaleri. Cézanne og Matisse var vigtige kilder. Bruddet med det figurative maleri ved slutningen af 1950erne var dramatisk.  Men både Sitter og Blekens arbeider bliver mere abstrakte. For dem begge var Pariserskolen og den lyriske abstraktion vigtig.  Begge var inspireret af virkeligheden og naturen omkring dem. I de politiserede 70ere bliver fokus igen rettet mod kunstværkets litterære indhold og motiv, noget Blekens serie af kultegninger "Fragmenter af et diktatur" fra samme tid viser. Hos Sitter markerede det politiske engagement sig gennem kulturpolitisk arbejde - først som medlem i Kulturrådet, senere gennem Arbejderpartiets indføring af garantiindtægt for kunstnere, alt dette samtidig med at hun udstillede både nationalt og internationalt.

Samfundsengagement og reflektioner over eksistensielle spørsmål er markante træk ved begges kunstneriske virke. Blekens senere billeder, ikke mindst hans selvportrætter er beskrevet som kompromisløse og koloristiske.  Hos Sitter bliver de abstrakte former meget ekspressive og vitale. Hos Bleken fornemmede vi stor optagethed af både Francis Bacon og Pablo Picasso, her ikke mindst af Guernica-maleriet, der tager udgangspunkt i den spanske borgerkrig. Deres forskellige valg af materiale og teknik virker også befordrende på hver deres udtryk. Han arbejder i olie - ofte i kombination med collage, medens hendes foretrukne er akrylmaleriet, der tilgodeser en langt hurtigere proces.

Vi forsøger at gøre billedkommentarerne så fyldige, at I også kan fornemme vores optagethed.

Nå, men vi skal finde os en plads for natten, så da vi har cyklet de 15 km tilbage til Vikhammer, starter vi bilen og kører ad E6. Helt så nemt går det dog ikke med at finde en gratis campingplads. Enten skal man betale eller så må man kun holde to timer, så lidt utålmodige valgte vi så en lille rasteplads klods op ad E6 med god lastbiltrafik selv en søndag aften. Men vi sov som små sten og opdagede så den næste dag, at pladserne blev både flere og bedre, så det var der, vi lidt før Dombås spiste vores frokost i varme og sol med udsigt ud over gyldne højsletter. Moskusokserne måtte vi tænke os til ligesom elgene tidligere på turen. Da der så i Dovrefjeldene på vej mod Lom var vand i sigte, ja så var rastepladsen for natten bestemt. Her er så smukt! Der er bjergrygge på begge sider, men eftermiddagssolen når os og vandet i elven risler lige foran os.

Dovrefjeldene er for mange nordmænd symbol på landets styrke - de siger i et norsk mundheld: Enig og tro til Dovre falder. For os forbindes Dovrefjeldene nok mest med Edvard Griegs "Peer Gynt suiten", der er baseret på Henrik Ibsens værk om nationalhelten af samme navn. Solvejs sang er for mange nok den mest kendte. Edvard Grieg vender vi tilbage til, når vi besøger Bergen.

Kærlig hilsen Niels Ebbe og Else