Tronhjem/Nidaros

14.09.2014

Kære venner/fam.

Det gælder alle vore postkort at de er skrevet for at støtte vores egen hukommelse, men I må gerne kikke os over skulderen. Læs så meget og så lidt som I har lyst til.

Det er søndag i Tronhjem 14. september. Vi havde afpasset vores rejse efter, at vi gerne ville til højmessen i Nidaros. Der var da også en lille bagtanke med denne fromme handling, nemlig, at så sparede vi entreen på 70 kr pr person. Så i grunden har vi tjent 140 kr ved at gå til gudstjeneste. Og det er da ikke så dårligt. Var det en ide til at få flere i kirke, at de ligefrem kunne tjene på at komme der. Måske skulle man lade ideen gå videre!

Nå men vi sadlede vore jernheste og nu vidste vi fra fredagen, at det kunne lade sig gøre at køre 31 km frem og tilbage ind til byen ad stejle bakker og også nedad. Ja så stejle, at Else næsten ikke turde cykle ned uden at bremse kraftigt op. Jeg strøg ned af bakkerne og halvvejs op ad den næste, og så ventede jeg på toppen til vi igen var samlet.

Gudstjenesten var kl 11:00. Det var en særlig gudstjeneste, fordi de nye konfírmander skulle modtages og 3 børn blev døbt. Det er sandelig en smuk og god ide, at sætte de unge i fokus. Bare jeg selv havde haft den ide, da jeg startede nye konfirmandhold. Men jeg har set, at mange andre præster i vore dage gør det.

Vi glædede os til at høre det kolossale nye orgel med 139 stemmer til 54 mill kroner. Og vi blev ikke skuffede.

Da gudstjenesten begyndte var der procession og et kæmpe drengekor suppleret med et stort mandskor var på plads. Som afslutning på processionen kom de tre familier til barnedåb og de nye konfirmandaspiranter, vel nok 30 stykker. Det siger sig selv, at det blev en meget festlig indledning. Drengekoret sang flere gange under gudstjenesten og det var himmelsk at høre deres lyse sopranstemmer. Vi talte bagefter med en af fædrene, som også sang i mandskoret. Hvor mange gange øver drengene om ugen? Svaret var mandag, tirsdag og torsdag, foruden gudstjenesten om søndagen. Det hele var på frivillig og ulønnet basis.

Vi sad helt fremme, så jeg kunne fotografere og tilmed optage musik. Da dåben skulle foregå blev der gjort overordenligt meget ud af det. Efter dåben fik præsten, en kvinde, den nydøbte lagt i armene og så løftede hun den lille væsen med en hvid kyse på hovedet højt op, og forkyndte, at her var Olav et nyt medlem af menigheden, og at alle skulle tage vel imod barnet såvel som familien. Nogen af mødrene og pigesøskende var i nationaldragter. Det var alt sammen meget smukt.

Vi sang som den første salme vores egen ”Herre Gud, dit dyre navn og ære”. DVS vores egen er det jo ikke for forfatteren er nordmanden Petter Dass, som var fisker og præst på Lofoten. Salmen er en del af en 24 vers lang digtning, som handler om skabelsen (nemlig de 3 vers vi har fælles med nordmændene) Kristus og Helligånden. Salmen til barnedåben var af den danske præst Hans Anker Jørgensen. En dåbssalme, som også bruges i mange danske kirker i dag. Desuden var der en Grundtvig salme. Jo vi følte os skam rigtig hjemme. Prædiken er ikke noget at skrive hjem om, for ærlig talt, at forstod vi ikke rigtig hvad hun sagde og akustikken var ikke enestående, men evangeliet kendte vi godt, det var det med arbejderne i vingården, hvor dem, der bliver antaget i den 11. time får en dagløn ligesom dem, der havde båret dagens hede og besvær. Det blev de naturligvis sure over, men Jesus sagde til dem. Er dit øje ondt, fordi jeg er god, eller har jeg ikke lov at gøre ved det, der er mit. eller har du ikke fået som aftalt: en dagløn. Det kan vi jo så gå lidt og tænke over, og måske få endnu flere tanker om, når vi næste 11. søndag efter trin om 2 år hører den samme tekst, som præsten har brudt sit hoved med at sige noget klogt om.

Konfirmander blev en og en kaldt frem med navns nævnelse og fik overrakt en bog, jeg ved desværre ikke hvad det var for en bog, men det var ikke en bibel. Else mener, det var en oplysende bog om Nidaros, som hun selv købte. Til sidst var der altergang hvor man gik op i 2 rækker og fik en oblat som man dyppede i kalken.

Nidaros har jo så mange siddepladser at den slet ikke kan fyldes ved gudstjenesterne. Der var vel 200 og de sad kun i den ene halvdel af kirken og slet ikke i korarmene.

Lidt mere om Nidaros

Da Olav Haraldsson var dræbt i slaget ved Stiklestad 1030 blev hans lig ført til Tronhjem og begravet. Efter nogen tid blev han gravet op igen og der blev bygget en kirke over hans grav. Man mener, at højalteret står på det sted, hvor han ligger begravet. Der skete mirakler ved hans grav og der udsprang en kilde og allerede 1031 blev han erklæret helgen. Fra da af var Norges et kristent land.

Det er selvfølgelig ikke rigtigt, at Norge med et slag blev kristent. Vi kan se det blandt andet af, at stavkirkerne har mange hedenske symboler i deres udsmykning. F. eks. dragehovederne på taget og runeindskrifter i træværket. Men der er sket en kristning i løbet af 1100 tallet idet engelske biskopper blev importeret bl. a. til Nidaros. Ærkebispesædet blev etableret 1152. Karakteristisk er det ottekantede kor, Oktogonen kaldet, som skulle give Olav den Hellige så fremtrædende en plads som muligt. Oktononen var sikkert inspireret fra gravkirken i Jerusalem fra ca år 330.

Vores viden til alt dette stammer fra Snurre Sturlasson, og måske er ikke alt helt pålideligt. Han var jo kirkens mand og ikke historiker i moderne forstand. Men mange af hans oplysninger giver os et godt billede af hvordan den ældste kirke var indrettet. Muligt er det også, at cistercienserklostret på Tautra har bidraget med stenarbejder til kirkebyggeriet. Interessant er det at som kirken blev bygget og udbygget blev der omkring 1200 indført en helt ny byggestil, den gotiske med de spidse buer, som kendtes fra de store katedraler i Europa.

Alteret er lavet 1882. Det er en gave fra kong Oscar II og dronning Sophie til minde om deres kroning her i 1873. Det er formet som et det skrin Sct. Olav lå begravet i. Det var formet som en kirke. På alteret står der 4 lysestager, lavet som kopi efter Limoges stagerne fra Urnes kirke. Vi fandt senere ud af, ved besøget der i Urnes stavkirke, at stagerne slet ikke stod fremme, fordi de var så værdifulde. Se foto

Døbefonden af klæbersten er fra 1905. Det er en rekonstruktion efter en der blev fundet under restaurering i 1880 erne. Den har en meget speciel trappeformet sokkelt, så mindre voksne og børn kan kravle op og se, hvad der foregår. På siderne er figurer med relieffer af Gustav Vigeland. Der er i den ene side en høj platform, hvor selve dåben foregår, og efter at dåben er sket bliver barnet her vist frem.

I dag fremtræder Nidaros som nordens flotteste gotiske katedral med en længde på 100 m og en facade på 39 m. Det højeste spir er 97,8 m højt og hovedskibets højde på 21 m.

Allerede fredag var Else og jeg til Kulturnat i Nidaros. Det nye orgel blev demonstreret og vi fik lov til at komme helt op på 2 etage, hvor der også var en masse mekanik og orgelpiber. Den længste som kunne ses nede fra kirkerummet var 32 fod høj. Organisten fortalte og demonstrerede med lydeksempler orglets kapacitet. Det var en betagende oplevelse.

Knap så betagende var det, at vi skulle køre hjem i buldrende mørke og det viste sig, at min cykellygte ikke virkede. Det var godt jeg havde Else som lysende eksempel, ellers havde jeg ikke kunnet finde hjem.

Kærlig hilsen fra Else og Niels Ebbe