Postkort nr. 9. - Fra Nusnäs til MoraPostkort nr 8 kommer senere
Da vi om morgenen den 4. september slår øjnene op til en skyet himmel og blæst, opgiver vi som oprindeligt planlagt at cykle til Mora langs Siljansøen og tager bil med campingvogn i stedet. Bemærker skilt med værksted for Dalarhestefremstilling.
Vi besøgte Nils Olssons Hemslöjd, der var startet af et par drenge på 13 og 15 år i 1928 og er en del af flere virksomheder, der sælger de flotte, almuemalede heste i flere varianter i størrelser og farver. Også svin og haner indgår i produktionen, men de er dyre. Hvorfor fandt vi ud af, da vi så hele fremstillingsprocessen fra udsavning i fejlfrit fyrretræ med båndsav, håndtilsnitning, spartling, første farvede grunding, spartling og slibning inden det afsluttende arbejde med bundmaling, dekoration og lakering. Både i snedkerværkstedet og dekorationsafdelingen blev vi godt modtaget og fik mulighed for at filme processen. NE fik endda et ubemalet eksemplar signeret. Selvfølgelig endte vi op med at tage pungen op af lommen! 888 kr kom vi af med tilsammen. Men hvordan startede det hele? Den ældste Dalahest er fra 1550.
Hesten har alle dage spillet en stor rolle i skovegnene. Den var den eneste velegnede trækkraft, når de fældede træstammer skulle slæbes til forarbejdning. Derfor blev det skovarbejdere, der i 1700-tallet, som uden at ane det fik sat gang i Sveriges største souvenirsucces. Efter dagens slid i skoven slappede arbejderne af foran ildstedet ved at skære figurer, især til deres børn, og det viste sig, at træhesten blev det foretrukne legetøj. I 1800-tallet snittede man træheste i ledige stunder i mange huse og gårde omkring Mora - Morahesten - og man begyndte at male dem i glade farver og blomstermønstre, som dem man brugte til at dekorere møbler og vægge med. De omrejsende handelsfolk blev interesserede om ikke andet end for at have en gave til børnene, når forældrene gav dem husly. Derved spredtes træhesten til resten af Dalarne og hele Sverige.
En krølle på halen fik besøget også, da vi faldt i snak med et andet dansk par, fynboer - bosiddende på Åbjergvej i Brenderup! Ikke nok med, at vi møder gammel rejsefælle fra vores Argentinatur, men også fynbo fra ens fødeegn. Ja, verden er lille!
Vi var glade for at få den oplevelse med Dalarhestene med og overvejede nu, om det skulle være dagens oplevelse og vi derfor skulle vælge Mora fra, m e n - der var jo ud over Anders Zorn og Zorn-gården også målstreg for Vasaløbet, statue af Gustav Vasa og de berømte Mora-knive ....... Niels Ebbe havde aldrig hørt om maleren Anders Zorn, så det var de andre ting, der var udslagsgivende for at vi valgte byen til og hurtigt fandt god parkeringsmulighed ud for Mora kirke lige ved siden af alle seværdighederne. Men først Vasaløbet.
Gustaf Eriksson Vasa (1496-1560) har vi tidligere skrevet om, gav navn til løbet. Han var den frihedshelt, der begyndte oprøret mod unionskongen Chr. II efter Det stockholmske blodbad i 1520, hvor også hans egen far blev henrettet. I en måned forsøgte Vasa forgæves at overtale folk i Bergslagen og omkring Siljan til at støtte ham, men hvad havde en 24-årig adelsmand fra det frodige lavland fælles med dalkarlene? Til sidst opgav han og flygtede på ski mod Norge i januar 1521 i stærk frost. Syd for Sälen blev han imidlertid indhentet af et par dalkarle fra Mora, ført tilbage og valgt til høvedsmand for Dalarne. Derefter lykkedes det at få adelen over på, oprørernes side og med støtte fra Lübeck lykkedes opstanden. Gustav Vasa blev rigsforstander samme år og valgt til konge 1523. Det er dalkarlenes skiløb, der bliver efterlignet i Vasaløbet, et 90 km langt skiløb fra Mora til Sälen - et løb, der dog af praktiske årsager løbes i modsat retning fra Sälen til målstregen i Mora. Det begyndte 1922 med 119 deltagere. Nu er det en kæmpebegivenhed med 15-20.00 skiløbere i hovedløbet. Ialt over 25.000 personer er aktive hvert år. Vinderne får deres navne indhugget på en sten i Berga. Om sommeren bliver ruten brugt til vandring med overnatningspladser undervejs. Lige foran Vasamuseet står bronzeskulptur af skiløber. Anders Zorns bronzeskulptur af Gustav Vasa står mindre end 50 m derfra, men den fandt vi først efter besøget på Zornmuseet og i Mora Kirke.
Mora Kirke, som stod flot efter flere restaureringsarbejder, brændte efter et lynnedslag i maj 1671. Ikke blot tårn og tag led skade, men også kirkeklokker og kirkesølvet gik til i flammerne. På menighedens opfordring gav alle gårde arbejde til nyt tag. Hvert bræt blev forsynet med giverens bomærke. Foregangsmændene Andreas Nohrmoreus og hans bror Mats Ersson Nohrman blev gravsat inden i kirken. Ved en restaurering i 1936 blev der sørget for at alle bomærkerne blev bevaret. De er i dag udstillet i glasmontre i kirkens våbenhus. Seneste restaurering var 2003-4 da kirkens hovedindgang blev flyttet til sydsiden lige overfor Zorngården.
Da vi ankom til Zornmuseet, fik vi mulighed for internetadgang, hvilket betød, at Niels Ebbe valgte at bruge tiden der, medens jeg så en billedvisning med Max von Sydows smukke ledsagende fortælling. Den tog 45 minutter, men var så smuk og vedkommende - og med interessesammenfald med Niels Ebbe, at jeg fik overtalt ham til at se den - en dejlig fælles oplevelse, inden vi gik ind i selve udstillingen, der også omfattede Zorns samling af Rembrandts kobberstik og ætsninger samt sølvtøj, smykker og udsmykningsgenstande - også i guld - her blandt andet Jesus og de tolv disciple. Jeg havde i forbindelse med min undervisning i billedkunst beskæftiget mig med Anders Zorn (1860-1920) som en vigtig maler sidestillet med bl.a. impressionisterne Anna Ancher og P.S. Krøyer, men blev her totalt overvældet af hans teknik ikke bare inden for oliemaleri, men i allerhøjeste grad også indenfor akvarel og billedskærerarbejdet. Det var faktisk billedhugger, han havde til hensigt at blive, da han som ung søgte ind på akademiet. Grafikken havde han også til fælles med Rembrandt, ligesom musikken var en fælles interesse med komponisten Huge Alfven og Marie Krøyer var en ven af huset.
Lidt om Anders Zorn (1860-1920) og hans kone Emma (1860-1942), som begge havde betydning langt ud over den kunstneriske produktion. De var jævnaldrende, men kom fra meget forskellige kår. Han fra fattige vilkår, hvor hans mor måtte have sæsonarbejde som bryggeriarbejderske i Uppsala - hans far en tysk bryggerimester, men så aldrig sin søn. Da hun blev gravid, hentede hendes far hende hjem til Mora, hvor Anders voksede op hos morforældrene. Han hjalp som andre børn til og skar i sin fritid små heste. Emma derimod fra en borgerlig, jødisk familie, det havde store kulturelle interesser og kom sammen med kunstnere, forfattere og skuespillere. Det lå derfor ikke lige for, at de skulle blive par, da han mødte hende, da han skulle lave et portræt af hendes søstersøn i 1881 - da var Anders Zorn kun 21 år gammel og var allerede slået igennem på kunstakademiets elevudstilling året før. For at lære mere rejser han efteråret 1881 stærkt opfordret af Emma til England - akvarellens hjemland - og de næste tre år tilbringer han kun nogle få sommermåneder hjemme i Sverige. 1885 er de sociale og økonomiske hindringer fjernet og de bliver forlovet juli og gift i oktober. De fortsætter rejselivet i takt med, at Anders Zorn udvikler sig kunstnerisk og får mange og store portrætopgaver - bl.a. for både kongelige og flere amerikanske præsidenter, men også det jævne menneske har hans bevågenhed, ikke mindst pgra minder fra hans opvækst. Hans billeder er fyldt med nærvær, udstråling, bevægelse og liv på godt og ondt. Lyset reflekterer i den nøgne hud, i tøjet, i vandet. Bevægelsen og stemningerne er sublime. Ikke noget at sige til, at han får flere medaljer og sælger godt og får råd til at erhverve både kunst, byggegrunde og bygninger, som i dag udgør Zorn Gammelgård. Bl.a. donerer han i 1919 også 100.000 kroner til Sverige-Amerika stiftelsen til uddeling af Zorn-stipendiet. Men hvad med Emma?
Først og fremmest var hun sin mands bedste konstruktive kritiker og opmuntrer og model. Der er et smukt billede, hvor hun sidder og læser avis. Se vore foto, når de kommer. Men også i forhold til lokalsamfundet var hun betydningsfuld. Hun grundlagde foredragsforeningen, sognebiblioteket, børnehjemmet og Mora Hemslöjd, men den største gave til Mora var dog etableringen af en folkehøjskole, hvor begge ægtefæller var engagerede. Hun holdt foredrag, han underviste i frihåndstegning. Adskillige donationer kom fra ægteparret. Da han døde, sørgede hun for, at der blev oprettet et mindemærke for hendes mand - Zornmuseet og da hun døde, trådte det fælles testamente fra 1919 i kraft og Zornsamlingerne overgik til staten og forvaltes nu af universitetet i Uppsala under navnet Zornfonden. Emma og Anders Zorn fik ingen børn selv, men hjalp gerne andre ved behov for børnepasning, ligesom de var gudforældre.
Der er så meget spændende at fortælle, alt for meget til et lille postkort, så det må blive ved det for denne gang. Vi kan kun gøre vores til, at kendskabet til og interessen for Zorn udbredes. Han er fuldt ud på højde med de andre store og mere kendte impressionister. Men hvis I besøger museet, bør billedvisningen være et must, før I ser udstillingen. Ingen af os glemmer Zorn. Vi blev tryllebundet.
Kærlig hilsen og på genhør ved næste postkort.
Niels Ebbe og Else