Rejsebreve fra Spanien side 2

Klik på Margrethe kirken for at se dias i fuld størrelse

Når I fører musen hen over billedet ser I en hånd. Det betyder at billedet er et link som I kan klikke på. Derved kommer I ind på siden med billeder og kan se dem i ro og mag. God fornøjelse.

Spanien – rejsebrev nr. 6 den 24. og 25. december 2011.

Kære venner/fam

”Men da jeg skulle have min håndbagage, var den gal igen. Åben! ”Hvad er der i den pakke.” Else stod lige bag mig, så jeg hviskede ”Det er julegaver til min kæreste.” De 2 pakker blev halet hen i et rum og gennemlyst. Så stod hun igen med en gavepakke: ”Hvad er der i den?” Jeg hviskede næppe hørligt, Else stod jo lige bagved, og nogen kender måske hendes nysgerrighed/hjælpsomhed: ”Det er et ur.” ”Nej var svaret.” ”Nå så er det noget lugteværk, parfume eller sådan noget” sagde jeg. ”Det må De ikke have i håndbagagen!”
Ja sådan stod der i det første rejsebrev, som jeg havde fået strenge påbud om ikke at måtte læse, men det måtte jeg, efter at Niels Ebbe havde givet mig mine julegaver: En superlækker shampo og et dejligt ur. Og min forestillingsevne fejlede absolut ikke noget. Og slet ikke efter beretningen om, at Niels Ebbes smed bukserne for at vise installation af piberensere og kateder, som blev åbenbaret for en meget måbende tolder. ... . Jeg – eller rettere vi begge (for latter er noget af det mest smittende) - lo, så tårerne trillede ned af vore kinder.
Vi hyggede os, grinede og vendte mere alvorlige emner, inden vi lagde hovederne på puderne 3 timer inde i juledag efter en juleaften, der startede med gudstjeneste i Margrethekirken i Fuengirola, hvor Christen Væver holdt en prædiken, der både havde humoren og alvoren med. Det er så dejligt, når man går beriget fra en gudstjeneste. Et af de billeder, jeg især hæftede mig ved, var de enarmede engle, der først formår at flyve sammen med en anden, der også kun har en vinge. Vi er først mennesker i fællesskab med andre.
Efter gudstjenesten var der fælles middag med efterfølgende dans om juletræ og uddeling af gaver – dvs helt traditionel gammel dansk jul.
Det fælles var det danske! Det fælles var nok også, at vi alle havde familie og venner derhjemme i Danmark, som vi også tænkte på.
Et er min nysgerrighed / hjælpsomhed. Noget andet er Niels Ebbe´s ditto. Vi sad ved siden af to piger, som skulle med toget tilbage til Malaga 45 km væk. De kunne ikke når deres tog og blev selvfølgelig tilbudt kørelejlighed. Den ene, en enke takkede nej, den anden, en singel ja! De skulle have været med toget, som stoppede ved en given station, hvorfra vejen var SIKKER det sidste stykke. De havde sagt at de kendte adressen, men da vi så sad med dem bag i bilen og spurgte til den nøjagtige adresse, var svaret ”Øhhh..”, men ved hjælp af en god GPS og lidt fælles hjælp lykkedes det alligevel af få de to damer læsset af oppe på et højt bjerg med udsigt over Malaga og vi kunne køre videre det sidste stykke til vores lejlighed. Hjemme kl 0:30
Christen Væver og hans kone Magda mødtes vi med i den norske kirke juledag. I morgen 2. juledag glæder vi os til at fortsætte samtalen. De kommer nemlig her til frokost.
Kærlig hilsen lcne

Når I fører musen hen over billedet ser I en hånd. Det betyder at billedet er et link som I kan klikke på. Derved kommer I ind på siden med billeder og kan se dem i ro og mag. God fornøjelse.

Rejsebrev fra Spanien nr 7  d. 29.12.2011

kære venner/fam.
nu troede jeg lige at der ikke ville være så meget at skrive om, når vi skulle til nogen af de samme steder, som jeg tidligere har besøgt.
RONDA (se også billeder fra Ingers og min rejse i 2009 Klik her)
efter en smuk solskinstur igennem det højeste pas på 1065 m kom vi til Ronda og fandt hurtigt en parkerinsplads.  Gennem hovedgaden calle careera de espinel en gågade som var fyldt med spaniere, kom vi til byens hovedattraktion, de 3 broer over dendybe slugt, som deler byen i 2 dele. Det er alt sammen måske idt kedeligt at skrive om, for det skal jo opleves, men pludselig tiltalte en GAMMEL  mand os og pegede  på den mellemste bro vi netopkikkede på, og sagde på flydende spansk puerto arabica. je skyndte mig at vælge et af de 2 ord jeg kan og sagde si. så kikkede jeg lidt på den gamle mand, og nu begyndte han at fortælle om at han var født lidt uden for byen, havde arbejdet ved landbruget hele sit liv og hørte hjemme i Ronda nu. så udpegede han de arabiske bade og den endnu ældre romerske bro længere nede af slugten. vi prøvede at gætte på den gamle mands alder og jeg fortate ham at jeg var en årgang 1940. så skrev han med tegn i min hånd at han var født 1948. Mærkeligt som han var ældet og jeg følte mig nærmest som hans søn. men han  har jo haft et hårdt llv med megen arbejde og været i solen altid, så hans hud  ar blevet rynket og som læder. men der var en blidhed over ham som virlede meget velgørende. se selv billedet af det'fi e ansigt på den "gamle" mand. det var en stærk oplevelse.
Lidt efter gik vi ind på en typisk lokal tapas restaurant og fik små fisk, s/om man helst skulle sluge i en mundfuld fikke at smagedm for meget, men der var også nogæe fiskekroketter, blæksprutter, se billedet af de små søde arme, og rejer på spid champignon og alt det til to personer for 12 €. Det smagte herligt.
nu er turen gået videre og vi har fundet byen Arcos de la Frontera. her er der en utrolig høj og stejl skrænt og på ka ten ligger byen. jeg har aldrig set noget lignende.
vi har valgt et hotel med balkon lige ud til den gade, som om lidt skal føre os op til klippens rand.  
Først gik jeg ind i plantage for at komme på skudhold med mit camera. jeg traf et par mænd og med fagter pg tegn blev de klar over at jeg ville iggennem deres private have for at tage et billede. Da jeg gil tilbage bæev jeg standset. Så plukkede  manden 6 appelsiner for dem skulle jeg have. Else har lige pillet to, og aldrig har jeg smagt noget lignende. frugt taget direkte fra træet. uhm!
da vi kom til byens torv, som lå helt oppe på toppen, fik vi en udsigt ud over dalen og langs med den 90 grader stejle klint. et fornemt hotel la casa grande lå lige på kanten, og vi kunne fra udsigtsstet se direkte ned langs klippesiden. vi ved ikke hvorfor der er skabt så skarp en skråning, men synet er overvældende
Gaderne er utrolig smalle og biler må køre frem og tilbage bare for at komme rundt om et hjørne.
vi sluttede vores bytur med etpar glas rødvin i en af de smalle gader.
i morgen besøger vi Cadiz og Gibraltar
På genlæs fra lcne

Når I fører musen hen over billedet ser I en hånd. Det betyder at billedet er et link som I kan klikke på. Derved kommer I ind på siden med billeder og kan se dem i ro og mag. God fornøjelse.

Rejsebrev nr 8 den 1. januar 2012

Kære venner/fam.
Godt nytår til jer alle sammen.
Else og jeg fejrede vores nytår med dyb kavalergang og livrem i de fine bukser med pressefolder her i vores hyggelige lejlighed. Else tryllede en forret frem af laks og rejer med avokado mix, derpå hamburgerryg med brunede kartofler til grønlangkål, rødbeder fra DK og sennep samt tyske pølser ( mere spansk kan det nok ikke blive ??) og som dessert, vi slet ikke kunne spise med det samme, citronfromage med flødeskum og revet chokolade. Dertil en dejlig rødvin og et usædvanlig godt selskab. Jo vi manglede ikke noget, bortset fra alle jer kære, som vi også gerne ville have hygget med. Så gik vi ud for at se fyrværkeri, og Else havde held til at se een raket, ellers var alt stille og roligt, kun havets rullen kunne høres i den mørke og lune nat. Om eftermiddagen var jeg ude at bade, og vandet var altså ikke koldt, vel en 18 grader, uden at jeg har målt det. Dagen derpå har vi lige spist morgenmad med solen ind på vores terrasse og bølgernes sang. Jo vi har det godt her i vores lille rede, Torrox Costa.

Vi slap jer da vi var i Arcos. Den by sidder endnu på nethinden for den gjorde et meget stort indtryk på os.

Cadiz

Byen ligger som en ø langt ude i Middelhavet for enden af en lang landtange. Her dufter der af saltvand og fisk alle steder.
Den gamle bydel er anlagt med snorlige gader, som skærer hinanden i 90 grader. Calle Sacramento førte os ind til bymidten, hvor der var et stort overdækket marked. Der var en Guds velsignelse af fisk i lange gader, og når I ser billederne så er det en savfisk han skærer ud af. Desuden var der boder med frugt og vi kunne få 3 kg manderiner for 2 €. De var lette at pille og meget saftige og velsmagende. I en lille gade sad en gammel kone pakket ind i tæpper. Da jeg gik forbi hende sagde jeg frigor, og hun forstod at jeg spurgte om det var koldt for hende. Hun sagde si, og gav mig et strålende smil, så man kunne se, at hun kun havde en tand i munden. Det havde Else allerede forudset.

Trafikken er et kapitel for sig. Vi forstår ikke at der parkeres biler i de smalle gader, men man slår bare sidespejlet ind og så kan en anden bil også uden sidespejl kante sig forbi. Når de skulle dreje ned ad en anden gade måtte de bakke frem og tilbage. Vi nåede frem til Katedralen, som er bygget 1838. Vi kikkede lidt ind i den og jeg gik bare lige forbi en lang kø, som stod og ventede på et eller andet. Signor, signor.. blev der råbt efter mig, men jeg forstår jo ikke spansk så jeg fortsatte ind for at se kirkens indre. Da jeg stod der og ville tage et billede kom manden løbende hen til mig, Signor you must buy a ticket. Og se, det ville jeg ikke, for at se kirken, så vi forlod den igen og var 6 € rigere. For øvrigt var der ikke så meget specielt at se i den kirke i forhold til de andre som var meget ældre. Turen gik videre langs vandet tilbage til vores bil i et parkeringshus. Tidevandet var lavvande og flere både lå på siden på stranden. Det er vist nok fra Cadiz at Volvo Ocean Race udgår. Sejlbåde som konkurrerer om at komme først rundt om jorden, bl.a. skal de passere Kap Horn.

Gibraltar

Flere billeder fra 2009

Vi passerede et hav af vindmøller på turen mod Gibraltar. Underligt at de havde lagt nogle vindmølleparker nede i dale, men vi formoder, at der har været særlige vindforhold som berettiger placeringen.
Da vi passerede et sving i bjergene lå Gibraltarbjerget pludselig foran os. En stejl klippe der rejser sig som en skibsstævn på et enormt vrag. Den er 426 m høj og har været et stridspunkt mellem England og Spanien igennem mange år. Ja helt op til vore dage kræver Spanien Gibraltar, men Englænderne er urokkelige ligesom med Falklandsøerne.
Klippen er opkaldt efter Tarik ibn Ziyad (Gibr al Tarik , Tarik bjerget) 1713 fik Briterne klippen.
Vi besluttede at tage bilen med ind i ”England” og kom til at holde i en kilometerlang kø af spaniere som udelukkede skal over for at købe benzin og diesel. Prisen i Spanien er for benzin 132,9 €. I Gibraltar købte vi benzin for 117,9 €. Vi tog en Taxitour (alt for dyrt 65 € så vi gav kun 60 €) til klippen. Med en lille bus kravlede vi op ad de utrolig stejle veje til en drypstenshule og til det sted hvor aberne holder til. Man siger der 150 aber tilbage, og ifølge myterne er det sådan, at så længe der er aber på Gibraltarbjerget så beholder briterne overherredømmet. Aberne er meget tamme. De går mellem benene på os og værdiger os ikke et blik. Ellers også står det i øjnene på dem: Oh endnu en turist med et camera. Det er beundringsværdigt, som de kan kravle på helt glatte klippeflader og hoppe rundt på kanten af de dybe afgrunde. Vores turs sidste station var en lang tunnel, hvor der var opstillet kanoner så man kunne beskyde farvandet og havnen omkring bjerget. Sådan en kanonkugle vejede 29 kg. Og vi tør slet ikke tænke på hvordan soldaternes trommehinder må være sprængt, når sådan en kanon i en lille hule blev affyret. Der stod, at den giftige røg fra detonationerne var med til at slå flere ihjel inde i bjerget, så man måtte bryde et hul for at der kunne komme frisk luft ind. Puh ha, djævelskab.

Kl. var ca 17:30 da vi forlod Gibraltar og kørte lige hjem, hvor vi ankom kl. 20:30 efter vores udflugt på 720 km.

Nu skal vi til at udvælge nogen billeder, som kan fortælle om vores rundtur Ronda, Arcos, Cadiz og Gibraltar. Vi har været igennem det sydlige Spanien som for det meste er opfyldt af høje bjerge men ved Middelhavet er der en kystslette som prydes af hvide sandstrande, hvor især surferne har fine forhold, da der blæser en jævn vind og dog kan blive gode bølger.

Med kærlig hilsen lcne

Rejsebrev nr 9 - 4. januar 2012.

Cordoba

At sanse en tapas er ikke bare at spise en tapas! Ja vi starter midt i det hele - onsdag aften på hotelværelset på Hostel  Fuende i Cordoba efter at have nydt en utrolig lækker tapas-menu længere nede af gaden. Fisk i flere variationer og serveret i flere etaper afsluttende med en lækker sød ting. Dejligt med noget, ingen af os overhovedet har prøvet før. 
Bazar Fyn vil helt klart blive frekventeret, når vi vender tilbage til Odense ........vi drak en hel flaske vin til.

Mezquita de Cordoba

Prøv dette link til Mezquitaen i Cordoba: GoogleEarth_Placemark.kmz

Ellers har dagens højdepunkt været La Mezquita, hvor Niels Ebbe var for godt to år siden sammen med Inger - og hvor både han igen og jeg for første gang blev totalt overvældet af den kæmpe skov af slanke søjler - oprindeligt 1293.  Starten af det enorme byggeri, der i dag står som en af de største moskeer i verden, begyndte i 780. På billederne ses tydeligt skoven af slanke søjler i lange lige rækker, der bærer dobbelte buer malet i røde og hvide rektangler, der liver op i marmor-og stenfarverne. Næsten 23.000 kvadratmeter er under tag. 

Se min beskrivelse fra 2009

Vigtigst i mezquitaen er mihraben, som vender mod Mekka og hvorfra fredagsbønnen lyder. Væggene er dekoreret med gyldne mosaikker, blomsterslyng og korancitater, der stræber mod himlen i de dekorerede kupler. Selve mihraben krones af en kæmpe muslingeskal - symbol på koranen - hugget ud af en blok marmor, der skulle forstærke imamens stemme ud til de rettroende. Bemærkelsesværdig i denne sammenhæng er også den katedral, der ligger midt i mezquitaen - påbegyndt i 1523. Arkitektonisk noget af et sats! Nogen kalder det arkitektonisk terror. Overvældende under alle omstændigheder!
Inden jeg går videre, kommer en sidebemærkning - underforstået fra Niels Ebbe, som er kravlet ned under lagen og tæppe  - dyner findes ikke på disse kanter: Det eneste, jeg har taget af, er skoene, fordi jeg har glemt min rygsæk' med tandbørste m.m.. Måske skulle jeg også beholde sandalerne på, så jeg ikke glemmer dem i morgen!
Nå tilbage til vores sightseeing!

Alcazar

Alcazar - borg grundlagt af romerne, ombygget af arabere og kristne og omgivet af  palme-, mandarin- og blomsterfyldte patioer med springvand var et smukt og fredfyldt sted for et så forelsket par som os at slentre. Det samme gjaldt den romerske bro. Vi følte os iøvrigt ikke som det eneste par af slagsen. 
I morgen besøger vi på vejen tilbage Madinat al Zahra med ruinerne af en gammel paladsby og Antequera med enorme bronzealdergrave.  foto følger.
Kærlig hilsen nelc

Rejsebrev nr. 10 5. jan 2012

Kære venner/fam

Tiden nærmer sig, hvor vi begynder på at forberede os på at komme hjem. Ganske vist er det først d. 14. vi rejser hjem, men vi er så fyldt af store og betydelige indtryk, at vi har svært ved at rumme mere.

Afrejse fra Cordoba.

Vi boede på et ganske lille værelse i Cordoba og da vi skulle i seng, kikkede jeg forgæves efter min rygsæk, hvor jeg havde pakket min toilettaske og lidt tøj til turen, bl.a en t-shirt, som jeg plejer at sove i. Else havde på en tidligere tur sørget for at have alle vore ting i sin rygsæk, men jeg mente at det var bedre at jeg havde min egen lille rygsæk. Det skulle jeg nok ikke have gjort, for vi kunne konstatere, at jeg var kommet af sted uden tandbørste, barbermaskine og hvad er ellers er i sådan en mandetoilettaske samt min medicin, foruden lidt undertøj og nogle strømper mm. Da vi derfor kom tilbage til værelset fra vores besøg i Cordoba og opdagede at der var hundekoldt på værelset, kravlede jeg i seng ifør fuld krigsmaling bortset fra sandaler og gemte mig under 1) lagen, 2) tæppe 3) sengetæppe. Jeg faldt straks i søvn. Dog senere på natten kravlede jeg ud af det meste og sov sødeligt til morgenstunden. Else tilbød mig sin tandbørste men jeg var stolt nok til at klare mig med en mandarin.

Antequera

Vi forlod Cordoba og ville på hjemvejen besøge Antequera. Else læste at der var visse interessante ting, og nogle gamle bydele. Men det vi kom til at opleve overtrumfede totalt vore forventninger.
Vi opdagede et Turist informations skilt, men da vi desuden fulgte vores gps blev vi noget betænkelige ved at komme ind i uhyre snævre og stejle gader, som førte os længere ind i labyrinten. På et tidspunkt satte jeg advarselsblinket på og holdt i den forkerte side af gaden, hvor det var forbudt og forlod bilen for at finde turistkontoret. Heldigvis var det lige om hjørnet og en venlig og kyndig turistpige lagde et kort foran mig og udpegede hvilken rute vi skulle gå og hvad vi skulle se. Der var oven i købet en speciel turistparkering GRATIS. Så begyndte rundgangen, eller opstigningen. Vi kunne se en masse kirker og målet var Alkazaba, en borg, som lå højt oppe over byen. Vi fik den ene storslåede udsigt efter den anden på vores opstigning, og da vi nåede borgen købte vi billetter senior pris 2x3 € og fik hver en radioguide til vores rundgang. Borgen var meget stærkt befæstet med 2 ringmure og vagttårne og plateauer hvor soldater kunne bekæmpe fjenden dels med skydevåben dels med flydende beg og tjære. Da vi stod et stykke oppe var kl. 12 og pludselig begyndte kirkerne at ringe med klokkerne. Vi talte 15 kirketårne og klokkerne havde vidt forskellige lyde og tempo. Men tænk i så lille en by var der så mange kirker, og store kirker vel at mærke. Vi er efterhånden så mætte at store katedraler, at vi næsten ikke gider gå ind i dem mere, men dette musikorgie, var fantastisk.
Da vi forlod byen skulle vi også se en gammel gravplads. Efter nogen søgen fandt vi et område hvor der allerede var lavet en stor parkeringsplads og nogle bygninger, som stod ufærdige, hvor der skulle være museum mv. OG der bagved på en  mark så vi på lang afstand en kæmpemæssig sten der lå som overligger ved indgangen til en gravhøj. Indenfor var der kæmpe store sten flere tons tunge som omkransede et gravkammer. I vores guidebog står der at graven er 4.500 år gammel. I første omgang betvivlede jeg den oplysning, for jeg kender Jeriko, som er en af de ældste byer i verden 7000 år gammel. Men det var skam rigtignok ifølge arkæologerne, at denne gravplads var 4500 år gammel. Man bliver lidt stille, når man står sådan et sted. Jeg har trods alt kun levet snart 72 år og så det her 4500 år nu meget.
Fra Antequera besluttede vi os til at undgår alle motorveje, for derved at komme ad de gamle bjergruter, som har eksisteret lige siden der har boet mennesker der. Det blev en tur med hiv og sving med stejle passager og dybe dale. Langs med stejle bjergsider og dybe afgrunde, Flot flot og vi var enige om, at denne del af turen var meget bedre end kørsel af motorvejene.
Ja og så kom vi hjem kl 16:30 og jeg kunne endelig få mig en dukkert i Middelhavets blå vand, hvor jeg fik vasket noget af rejse snavset af kroppen.
Else var så træt, at hun som de næste par timer, så dette bliver nok vores sidste større udflugt, medens vi er her.

Hanne og Flemming

På søndag skal vi til gudstjeneste i Fuengirola og bagefter har vi inviteret Hanne og Flemming til at spise hos os.
For øvrigt hvad ved I om Hanne og Flemming? Da vi stod i et supermarked i Nerja kort før jul, diskuterede Else og jeg hvad piskefløde mon kunne hedde på spansk. Vi hørte et par tale dansk og dem fik vi hjælp af. Det hed naturligvis Nata, men skal jo vide det for kunne købe det. Det viste sig at være Hanne Lytken og Flemming. De havde boet her i mange år, og havde et hus højt oppe på et bjerg. Vi kom så godt i snak med dem, da vi fortalte vores lovestory at Hanne gerne ville invitere os til at komme på besøg. Da vi skulle finde deres hus havde vi nogen vanskeligheder. Else har en Tom Tom gps med og jeg har en Medion gps med. De 2 apparater var totalt uenige om at vise vejen. Da vi  kom til Almunecar, hvor Hanne og Flemming boede kørte vi ned ad en lang bakke. Elses gps sagde: om 200 m sving til venstre. Min  Medion gps sagde om 200 m hold til højre. Hvad gør den kloge så: åbner vinduet og smider begge gps’ere ud. Det var dog det mest nærliggende. Men jeg sagde, nej vi følger min. Jeg har nemlig en fast tillid til Medion. Vi kom ned i byen og så sagde min hold til højre og drej derefter umiddelbart til venstre. Hvis jeg gjorde det ville vi komme til at køre i modsat retning, der hvor vi kom fra. Nå men så dum er jeg ikke. Advarselsblinket på og så over vejen hvor jeg havde set der holdt en politibil, de måtte dog kunne give os ordentlig besked. Det vare rigtignok Medion der havde ret. Det viste sig, at Tom Tom ville have fristet os til at begå ulovligheder. Man må nemlig ikke overskride selv en enkelt fultoptrukket linie. Derfor skulle vi ned i byen for at vende og køre tilbage og dreje, der hvor Tom Tom ville have lokket os til at begår ulovligheder.
Så gik det opad frygteligt smalle veje, eller der var kun en, og til sidst havnede vi oppe op toppen af et bjerg hvor Hanne og Flemming boede. Under os var der den mest bedårende udsigt over byen og Middelhavet. Det var et dejligt besøg, hvor det viste sig, at vi havde rigtig meget at snakke om. Hannes mor er kunstneren Anne Marie Lytken, hvis navn forekom Else bekendt. Flemming havde haft en stilling som projektleder ved nogle store ingeniørarbejder i Danmark, men  nu nød de livet i Spanien. Det er dem, vi skal i kirke sammen med og bagefter spise sammen med her på søndag. Vi har også fået det indtryk at Hanne og Flemming vil besøge os i Danmark, når de er der om sommeren. Det ser vi frem til med stor glæde.
I er sikkert ved at falde ned af stolen, når jeg breder mig så meget, så jeg vil skynde mig at slutte
Kærlig hilsen lcne

Elses dejlige billeder fra en vandretur til Torrox Costa d. 11. 01 2012

Rejsebrev nr. 11 den 13. jan. 2012

Kære venner/fam

Så er vi i gang med forberedelserne til hjemturen. Kufferterne er så godt som færdigpakkede og nullermændene har fået kam til deres hår.
Men siden rejsebrev nr. 10 og traveturen til Torrox har vi været på endnu en fantastisk bjergtur.

Først en kørselsvejledning til interesserede:

1. Kør ad N 340 mod Nerja, Almunecar til Salobrena.
2. Kør nordpå ad N323 Granada. Fravælg motorvejen når der er kørt 1 km
3. Embalse de Rules (Rules dæmningen) nås på højre hånd.
4. I næste rundkørsel viste vejen til Lanjaron sig at være spærret på grund af jordskred.
5. Vælg vejen til Granada selvom den fører op på motorvejen.
6. Afkørsel 164 mod Lanjaron A 348 videre til Orgiva
7. Kryds Rio Guadalfeo og hold til venstre stadig på A 348
8. Drej mod syd ad A 4131 16 km. Dette er den flotteste del af turen.
9. Drej til højre ad GR 6204 og nå ad mange slyngninger ned til N 340 og kør mod Castell de Ferro.

De sydspanske bjerge fra Salobrena over Lanjaron til Castell de Ferro

Kilometermæssigt har det været en af de korteste ture – godt 100 km med en gennemsnitshastighed på 18 km i timen. Det skal dog ikke lyde som en opfordring til at tage turen på cykel. Vi mødte nu heller ikke hverken cyklister eller fårehyrder. Og heldigvis kun få medtrafikanter, hvor vejene var smallest – især på strækningen fra Haza del Lino, som ligger i 1280 m højde til Castell del Ferro. Vejene var smalle og uden autoværn. Det var ud og ind. Det var op og ned. Det var på toppen af bjergryggene flere steder. Jo turen kan godt anbefales til jer derude, der vil elske højder og stejle afgrunde på begge sider.  På et tidspunkt var vejen så stejl og af en sådan beskaffenhed, at vi spekulerede på, om vi havde overset et skilt. Men nej, den var god nok!!

På strækningen lige efter den store dæmning ved Izbor var asfalten fin og helt nylagt, men ak og ve! Vejskilte angav, at vejen var ujævn og at den endte blindt. Vi var i alle tilfælde ikke helt enige om, hvorvidt vi skulle opgive eller forsøge. Heldigvis fik jeg min vilje – gæt selv hvilken.
Nå men vi stod ud og gik hen for at besigtige vejforholdene. Bjergmaterialet, der nærmest må betegnes som ler, var skredet og havde lavet store ujævnheder og dybe revner i asfalten. Se selv billederne og vurder, hvordan en bil med en lav undervogn ville have det med at passere en sådan strækning?
Men ikke nok med det. Vel hjemkommet kom følgende melding fra Niels Ebbe: ”Havde du ikke været med, var jeg nu nok kørt videre ad vejen!” Jeg mindedes i mit stille sind, da undervognen skrabede mod fortovskanten, da vi skulle op ad en opkørsel til en garage i Barcelona!!!

Og så er foråret kommet til Sydspanien. Helt på toppen af bjergene i 1200 m højde blomstrede mandeltræerne og der var appelsiner på træerne. I i horisonten anede vi de sneklædte bjerge i Sierra Nevada i over 2500 m højde. Jo vi var mætte, da vi kom hjem. 

I er vel også ved at være mætte og uden behov for at protestere, når vi nu holder pause i vores rejsebrevsskrivning indtil forårets tur tværs over USA.

De kærligste hilsner fra Niels Ebbe og Else