Holland-Belgien-Frankrig 2013

12.04.13 Cykeltur til Amsterdam besøg i Herimitage museet hvor Van Goghs billeder er indtil nyåbningen af Van Gogh museet til maj

17.04.13 Afrejse fra Gent og ankomst til Lille. Besøg hos Iasabelle, Philipe og Suzanne. Bytur i Lille. Rejsebrev nr 5

18.04.13 Afrejse fra Lille og ankomst til Merville-Franceville, Normandiet. Rejsebrev nr 6

21.04.13 Tur til Mont St. Michel og Point du Hoc og den amerikanske kirkegård i Colleville sur Mer. Rejsebrev nr 8

27.04.13 Anden dag i Paris: Rodin museet, Napoleons grav, under Eiffeltårnet, Sacre Coer

Top

Rejsebrev nr 1

Regn og regn fra vi kørte kl 09.30 fra Harreslev til Holland. I kender vist alle turen ad motorvejen gennem Tyskland, og vi da vi kom i nærheden af den hollandske grænse var der lidt blå himmel. Nu håber vi på at vejret i morgen bliver "strålende".

Vi havde valgt en campingplads, som lød vældig godt kun 10 km fra Amsterdam og til 16 € for 2 voksne incl strøm og 2 varme brusebade.

Da vi kørte fra Motorvej A8 ved Amsterdam for at finde pladsen fik vi noget at en overraskelse. Vejen førte langs en kanal, det gør de jo alle her i Holland, men tillige med en række huse på den ene side og med en så smal vej at man lige med nød og næppe kunne komme igennem med en 250 cm bred Kabe campingvogn. Pludselig dukkede der en større transportvogn op i modgående retning, og nu var gode dyr rådne, som man siger. Jeg kunne i hvert fald ikke bakke, så det var ham, der måtte vige. Lige bag ham kom en personbil. Begge vore modtrafikanter måtte knibe sig ind på ganske små pladser mellem en række biler, der var parkeret langs husrækken. Så rykkede jeg fremad, men måtte slå mit spejl ind for at komme forbi. Endelig nåede vi vores luksusplads. God morgen, receptionen var inde i en larmende bar, døre knagede og bragede og skrabede imod gulvet så alle vendte sig om fra deres kortspil og ølkrus for at se, hvem der forstyrrede dem i deres larm. De var nu meget venlige, men vidste ikke rigtig noget om det rabat kort vi havde, så Theo måtte ringe til chefen og fik bekræftet at vi kun skulle betale 16 €. Det viser sig så at vi har 8 ampere og hver gang vi bruger for meget, så slår strømmen fra. Nu håber vi at komme igennem natten uden at strømmen går, men vi har heldigvis vores gas, så det skal nok gå.

Vi har tænkt os at cykle til Amsterdam i morgen, så husk lige i jeres aftenbøn at bede om tørvejr her.

Ellers er alt vel, humøret er højt og vi glæder os til Amsterdam de næste 3 dage.

Kærlig hilsen fra Else og NE

Top

Rejsebrev nr 2

Rejsebrev 13. april 2013 om Amsterdams historie
Byen opstol ved Amstel floden og stedet hed Dam. Derfor Amsteldam eller senere Amsterdam. Fra 1200 tallet var der et lille fiskerleje ved Amstel flodens munding og her udviklede byen til på grund af de gode muligheder for at drive verdenshandel. I 1600 tallet var det verdens førende handelsby med handelsruter, der gik over hele jorden. De købte træ og korn i de baltiske lande og solgte sild, derfor var de meget interesseret i magtbalancen mellem Danmark og Sverige og blandede sig gentagne gange i stridighederne for at sikre at de hollandske skibe kunne få fri adgang til handel gennem Øresund.
De byggede større og større skibe og i 1595 blev fire skibe sendt af sted fpr at finde de ruter, som spanierne og portugiserne holdt hemmelige. Kun tre skibe vendte tilbage men det lykkedes at finde handelseruterne og så strømmede varer ind til Amsterdam. Amsterdams købmænd konkurrede de første år med hinanden men så fik rådmand Johan van Oldenbarenveldt købmændene til at slå sig sammen i Ostindisk Compagni eller VOC. Så blev Amsterdam den betydeligste handelsby overhovedet og den rigeste. Amstedamse Bank og den nye børs var en realitet, som hele Europa måtte regne med. Med rigdommene og det velhavende borgerskab kom også 1100 aktionærer og hermed det første multinationale foretagende i midten af 1600 tallet. Amsterdam blev også et fristed for forfulgte. Jøder fra Spanien og huguenotterne fra Frankrig. Mange tog særlige håndværk med og det berigede byen.
1612 blev der lavet 3 rækker kanaler uden om den gamle bykerne. Heerengracht, Keisersgracht og Prinzengracht. Bygningerne der blev rejst langs med dem, var underlagt meget strenge arkitektoniske krav. Husene skulle være minimum 3 meter brede. Der skulle være et særligt forhold mellem dørenes og vinduernes proportioner og facaderne skulle vende med gavlen mod kanalerne. Vi sejlede en kanaltur og så de vidt forskellige gavle. De blev bygget på pæle, men efter år kom nogle af dem til at hælde og de så faretruende ud. Når vandet forsvandt i kanalen, på grund af ebbe kom træpælene over vandet og begyndte at rådne. Alligevel står der i dag den ene pragtbygning ved siden af den anden. Vores kanalrundtfart varede 1 time og der var god lejlighed til at se først og fremmest den fornemme Heerengracht, hvor de rigeste af købmændene boede. De var i stand til at omgå reglerne så de byggede over flere parceller. Borgmesteren boede i en af bygningerne der.
Keisergracht var de knap så riges område og arbejdere og håndværkere boede ved Prinzengracht.
Vi besøgte også en Begijnhof. Det var en slags kloster samfund hvor for det meste rige døtre, der ikke var blevet gift kom til at tilbringe deres liv. Det var lidt svært at finde, for der var bare en træport som førte ind til en lukket gårdhave med kirke og små række huse. Der var en stilhed og harmoni i denne gårhave som var velgørende i forhold til gadens larm udenfor.

Rejsebrev nr. 3

Vi forlod jer sidst i Holland, og har nu sagt farvel til Vibeke og Lars fra Helsinge. Turen videre til Gent var uden problemer og vi kom til camping Blaarmeersen ved Watersportban. Det er et rostadion, i udkanten af byen.

Gent er en dejlig cykel by. Der var markeret cykelsti langs med kanalerne til centrum. Vi kunne køre fuldstændig beskyttet helt ind til centrum.

Byen er kendt bl. a. for sine mange store kirker. I centrum ligger Michaelis kirken, Nicolai kirken, og Baafs katedralen. Den sidste er opkaldt efter grev Baaf, som forlod denne verdens rigdomme og magt for at gå i kloster. Han skænkede hele sin formue til kirken og derved kunne Baafs katedralen bygges. I kirken findes verdens ældste oliemaleri. Jan van Eicks: Det mystiske lam. Det var mærkeligt at have stået foran Rembrandts malerier i Amsterdam som er fra 1642 og så dette værk som er fra 1432. Van Eick må have haft en fantastisk teknik når han mere end 200 år før Rembrandt kan skabe sådan et kunstværk. Det er en trefløjet altertavle og hovedmotivet er taget fra Johs Åbenbaringen kap 7. Jeg citerer nogle af de vers, som referer til maleriet. Johs fortæller om de syner han har fået og siger: Derefter så jeg en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål. De stod foran tronen og foran lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne og råbte med høj røst: Frelsen kommer fra vor Gud som sidder på tronen og fra lammet.

Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire væsener og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud og sagde: Amen! Pris og lov og visdom og tak og ære og magt og styrke er vor Guds i evighedernes evigheder, Amen!

Og en af de ældste tog til orde og spurgte mig: de som står i hvide klæder, hvem er de og hvor kommer de fra? Og jeg sagde til ham: Min Herre, du ved det. Og han sagde til mig: det er dem, som kommer fra den store trængsel og som har vasket deres klæde og gjort dem hvide i lammets blod.

Derfor står de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel, og han, som sidder på tronen skal rejse sit telt over dem. De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem, for lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.

Denne tekst har Van Eick brugt og på maleriet ser vi lammet på alteret og blodet fra det løber ud i alterkalken og nedenfor er livets kildevæld i form af en brønd. På højre side står det ny testamentes vidner. Det er martyrerne og nogle eremitter og på venstre side står det gamle testamentes vidner som holder bøger med hebraisk tekst foran sig. Teksten kan læses med lup på hebraisk. Foroven lidt i baggrunden er vidnerne med palmegrene jomfruer syngende og andre skarer som lovpriser lammet, symbolet på Jesus. Se det Guds lam, som bærer alverdens synd, siger Johs Døberen i kap 1 i Johs evangeliet.

Maleriet var ved at blive restaureret men en del af det var færdigt, så vi kunne se det originale også.

Nok om kirker lige nu. For nu ville jeg gerne finde sømandskirken. Det var slet ikke så nemt, for alt var forandret og min hukommelse var heller ikke hvad den har været, hvis den altså nogensinde hat været det. Dog efter flere forgæves forsøg fandt vi den flotte bygning fra 1927 bygget af arkitekt Bindesbøll, og skænket af konsul Johannes Hartmann og hans kone Sigyn Hartmann. Vi prøvede også at finde frem til min bekendt i Gent tiden, sønnen Oluf Hartman, men senere erfarede vi, at både Oluf og hans kone var døde. Hun for 3 måneder siden. Han for flere år tilbage. Det fornemme hus som engang havde huset det danske konsulat var nærmest en ruin, men en gade var opkaldt efter den gamle konsul Johannes Hartmann lige ved huset.

Rejsebrev 16.04.2013 Gent
Kære venner og veninder
Jeg kan snart ikke finde ud af noget. Efter 3 glas rødvin kører det lidt rundt. Den ene dag går vi forbi hashcaffeer i Amsterdam og den næste dag sidder vi i måneskin på Graslei i Gent. Turen er en vidunderlig række af store kunst og kulturbegivenheder og tilmed dejligt møde med Vibeke og Lars fra Helsinge. Jeg gider ikke fortælle om alle de timer vi har vadet rundt i Reijksmuseum i Amsterdam, men tag ned og se det nye flotte museum, som er blevet restaureret i de sidste 3 år for mange millioner Euro. Dog Nattevagt som slet ikke er et nattebillede, da det har en tydelig solstråle som skinner ind på gruppen, dog det billede kan vi ikke glemme. Tilmed måtte vi fotografere så meget vi ville og nu har vi en sand guldgrube af fotos fra vores 7 timer lange besøg i Reijksmuseum. Van Gogh museet var under restauration men hans billeder var udstillet i Herimitage museet og det var en fornøjelse at se dem der. Hvem kan glemme hans solsikke eller hans selvportræt da han har skåret øret af for at skade Gaugin. Heldigvis har hans bror Theo gemt over 1000 breve og masser af malerier som ellers ville være gået tabt.
Nå men nu er det Gent. Heldigvis har vi vore cykler og vi kan køre ad en cykelsti de 5 km til Gent centrum. Hvor er det hele forandret. Ingen biler må passere Belforte, det store vagttårn, som er byens vartegn og som jeg kendte som mit kendemærke, når jeg skulle rundt i byen. Men nu er hele centrum et stort gå og sporvognsområde. Vi besøgte Baafskatedralen med Jan Van Eycks triptique ”Det mystiske lam” Tænk sig 1432 lavede han dette kunst værk som hører ind under unescos vidunderværker. Selve værket er nu bag glas. Jeg husker den tid, da jeg stod med søfolk lige foran værket og kunne pege hver enkelt detalje ud for dem, og bagefter bede kirketjeneren lukke de store sidefløje, så man kunne se Maria bebudelse og Johs Døberen og Johannes evangelisten samt de to givere, hvis navne jeg ikke lige nu kan huske. Men selve hovedmotivet som er taget fra Johannes Åbenbaringen om lammet som bærer alverdens synd, og de grupper, som ærer lammet er virkelig betagende. Detaljerigdommen er enorm. Selv blomsterne i græsset kan ses med lup, og mønterne i ønskebrønden nederst i billedet. Marias dybblå kjortel glemmer man aldrig. I det hele taget mister man mælet, når man skal fortælle om det kunstværk. Det mest imponerende er dog at vi her taler om et billede fra 1432 sammenlignet med billeder af de flamske mestre i 1600 tallet f. eks. Rubens og Rembrandt. Det er lige som om Van Eyck er meget større end alle andre.
Vi havde jo cykler med og derfor viste jeg den direkte vej til Sømandskirken ---- god morgen. Jeg kunne slet ikke finde ud af noget som helst. Da vi var faret vild måtte Else hale Tom Tom frem fra jakkelommen og så blev der sat styr på gaderne. Men så havde hun også tabt det fine saddelovertræk som jeg havde udstyret med tykt skumgummi og min saddel gik totalt i stykker.

Sømandskirken lignede stort sig set selv (Else siger jeg skal tage en pause). Men flagstangen på taget er væk. Men klokken sidder stadig i klokketårnet. Bygget 1927 er det et monument, som har stor historisk betydning. Bygningen adskiller sig fra alt andet i dens nærhed. Vi fandt også Mac Donnalds restaurant hvor der var fri WIFI. Fint så kunne vi komme på internettet.
I dag den 16.04 har vi besøgt Brugge. Fra parkeringspladsen ved Brugge Station gik der gratis bus til centrum. Fint. På Markedspladsen var der masser af hestevogne og turister. Turen gik ad Breidelstrasse til Rosenkai hvor kanalbådene udgår. Vi nød udsigten og vandrede langs kanalen til Vor frue kirke, som var under restaurering. Men dog kunne vi se den eneste skulptur uden for Italien lavet af Michael Angelo. En Maria med Jesus barnet. Det var kirkens hovedattraktion. Der var også en krybt hvor man kunne se, at den oprindelige kirke havde haft kalkmalerier.
Lige overfor var Sct. Johannes hospital. Men det vigtigste der var malerier af Hans Memling 1434-1494. Det mest berømte maleri er et triptikon med Den hellige Katarina 1479. Et bryllupsbillede hvor hun bliver viet til den himmelske Gud. Det er mærkeligt at stå over for kunstværker, som er over 600 år gamle. 1479 altså før Columbus opdagede Amerika 1498 eller vores Kristian den 2.
Vi så også kirurgiske instrumenter, som ville kunne få enhver af os til at falde døde om af skræk, og en boremaskine som jeg har brugt, når jeg borede huller i træ med.
Så nu kan det være nok. Else har svælget i død og ødelæggelse, så se hendes billeder.

Else har lige lavet en vidunderlig ret med rodfrugter og frikadeller og vi sidder og nyder vores rødvin. I morgen går turen til Lille for at besøge nogle naturistvenner vi har fået på Svinø. Så jeg slipper jer nu og I slipper for mig til vi igen brygger noget sammen om vores kedelige rejse. Skønt vejret er jo ved at blive godt. Vi har set flere træer, som var grønne og forårsagtige. Slut
Kærlig hilsen Lc og ne
(Fordel selv pinktummer og kommaer og abcdefghijklmnopqrstuvxyzæøå) Ikke mere rødvon til den herre.

Turen gik til Lille for at besøge Isabelle, Philippe, Gaspard og Suzanne. Vi havde svært ved at finde en campingplads, men fik lov til at sætte vores vogn ind på en plads som ikke var officielt åbnet endnu.

Familien Isabelle/Philippe boede i et gadekvarter hvor der om aftenen var livlig natklub trafik, og vi turde ikke lade vores bil stå der natten over. En anden bil havde fået smadret sideruden tæt ved. Men det var spændende at se, hvordan familien havde indrettet sig í et gammelt hus i 3 etager . I stueetagen havde Philippe sit aterlier og på første sal var der stue og køkken og toilet og formodentlig soveværelse på 2. sal. Philippe ernærer sig som kunstlærer og selvstændig kunstner og Isabelle passer familien.

Vi gik en bytur og fik indtryk af en meget smuk gammel bykerne med Grand Place som centrum og snukke barokke og nyklassisistiske bygninger. Lige ved Operaen fik vi os en velfortjent øl, altså Philippe og jeg, medens Else fik hvid vin og de andre ønskede sodavand.

Familie bød på aftensmad og vi fik en dejlig snak om kunst og børns evner i den retning. Børnene blev inddraget i Philippes billeder på den måde, at de selv tegnede noget. Gaspard 10 år var god til at tegne dyr og Suzanne 8 år tegnede katte. Gaspard viste sine tegninger til Else og Suzanne underviste Else i fransk og bagefter læste hun op af H.C. Andersens eventyr for mig på fransk.

De havde lige fået et legat til London 5 dage, hvor Philippe skulle kopiere en klassisk kunstner.

Vi havnede sidst på aftenen ved vores campingvogn, og næste dag gik turen til Caen i Normandiet.

Det blev et værre cirkus for os at finde en naturistplads som vi havde læst om i bogen. Den lå 30 km syd for Caen. Vi fik gode råd af en slagter, men det var ikke nok til at finde noget som helst. Vi havnede i Bretteville sur Laise og fik så hjælp af nogle lokale skovarbejdere, som kørte foran os. Vi kørte ad små skovveje som absolut ikke var egnet til en 250 cm brev campingvogn, og jeg sagde til Else, at de nok førte os derud for at slå os ihjel og tage vores GPS. Men al frygt blev gjort til skamme da vi holdt foran porten til et meget ydmygt sted. Der var ikke et øje og jeg råbte så højt jeg kunne så vi er sikker på at dyr og mennesker blev skræmt væk. Øv vi trængte lige til at falde til ro efter 450 km men det var der ikke noget at gøre ved så op på hesten igen og tilbage ad smalle veje til civilisationen.

Vi havnede ude ved kysten hvor vi fandt en dejlig 4 stjernet plads og der planlægger vi nu vore næste udflugter, som går til invationsmuseet ved Aromanche og Bayeux i morgen.

Rejsebrev nr 7

Besøg på invasionskysten og ved broderiet i Bayeux

Vi bor på en dejlig campingplads. Der er internet, fra fællesstuen men Else har også tilkøbt en forbindelse, så hun kan sidde i vores Kabe og surfe.
I dag skulle det være oplevelsen af D-dags minderne og Bayeux Tapetets erobringshistorie fra slaget ved Hastings 1066.
Da vi kom til Orne floden blev vi mindet om de engelske faldskærmstropper, som nogle få timer før det var 6. juni 1944 blev kastet ned øst for floden Orne. Deres opgave var at erobre de vigtige broer over floden og kanalen til Caen. Det lykkedes dem og vi så det hus, som var det første der blev befriet i 1944. Broen som efter faldskæmstroppens mærke, den vingede hest, nu kaldes Pegasus broen. Den er blevet flyttet til et museum og vi kunne se den ude fra vejen. Allerede her begynder D-Dagens ofre at berøre os dybt. Vi kørte langs med de berømte invasionsstrande: Sword Beach, Juno Beach, Gold Beach, I den lille by Asnelles gjorde vi holdt ved et stort udkikspunkt hvorfra man kunne se de store sænkekasser, som skulle være bølgebrydere for den havn, der blev etableret. Der var også en vældig cement klods, hvorfra en af tyskernes kraftige kanoner kunne bestryge havet. Der var en mindeplade, som fortalte at englænderne havde haft store vanskeligheder med at sætte den ud af spillet og at det havde kostet dem store ofre at erobre den.
I Asnelles begyndte vi at få et indtryk af hvilken enorm logistisk opgave det havde været på fjendens territorium at landsætte de allieredes tropper. Langsomt begyndte vi at acceptere at 1½ million var blevet landsat her i løbet af de næste 2-3 måneder.
Når man sådan ser ud over havet går det op for en, hvad vejret har betydet for successen ved så stor en operation. Eisenhover havde besluttet at invasionen skulle ske 5.juni. Der skulle være fuldmåne så faldskærmstropperne kunne orientere sig og det skulle være ved lavvande. Det er interessant at læse, at tyskerne var over bevist om, at det ville ske ved højvande, og at de tillige mente, invasionen ville ske et helt andet sted. Men vejret den 4 var stormende og absolut uegnet til at landsætte tropper på en fremmed kyst. Derfor blev invasionen udskudt til 6. juni 1944.
Vi ved også at nogle af de kodede meddelelser, der blev udsendt af BBC til den franske modstandsbevægelse var blevet afkodet at tyskerne. Det var også sket den 5. juni, og de tyske efterretningsofficerer advarede om at en invasion var forestående. Men uheldigvis for tyskerne så havde de samme folk for en måned siden udsendt den samme advarsel og derfor blev deres oplysninger ikke taget alvorligt.
Øverst kommanderende for de tyske tropper i Normandiet general Rommel (ham fra Afrika krigen) var taget på familiebesøg i anledningen af sin kones fødselsdag. Ingen regnede med at en invasion ville blive gennemført med så dårlig en vejrudsigt. Hitler havde taget en sovepille og kunne ikke forstyrres. Han havde udtrykkelig givet ordre om at han selv personligt ville tage stilling til troppernes bevægelser, så ifølge mine kilder var der en vigtig indsatsstyrke, som først blev indsat nogle dage senere.
Men tabene var enorme. 10.000 blev dræbt den første dag. Amerikanerne led de største tab, for de mødte den bedste del af den tyske hær og landgangen var besværlig gjort af de høje klipper. Der er så mange fortællinger i D-dagen at vi slet ikke kan rumme dem.
Dernæst besøgte vi invasionsmuseet i Arromanche les Bains. Her var der gjort meget ud af at fortælle om den flydehavn der betød at 2½ million soldater kunne landsættes for at sætte Hitler ud af spillet og omsider også befri Danmark. Montgommerys navn blev nævnt mange gange. Han var ledende general for invasionen.
Der var sådan en slags kino drama hvor hele invasionen blev opført, så vi kunne se at faldskærmstropperne var forudsætningen for et heldigt udfald og derpå når strandene var sikret at man kunne opbygge en kunstig flydehavn. Først sænkede man 15 udtjente skibe og så færgede man betonsænkekasser (i alt landedes der 115 betonsænkekasser) over fra England og skabte bølgebrydere for at beskytte de broer hvor skibene skulle losse biler og mandskab og kanoner og andet djævelskab. Tallene er : i løbet af sommeren 1944 landede der 2,5 mill. Soldater, 500.000 køretøjer og 4 mill. Tons materiel. Allerede om aftenen på invationsdagen var der landet 25.000 soldater på stranden ved hjælp af landgangsfartøjer.

19. juni kom der en storm, som ødelagde store dele af havneanlægget, men det blev atter bygget op da stormen, som varede i 2 dage løjede af.
Det er den største landsætningsaktion, der er sket nogensinde. En af gæsterne havde en masse ordener på jakkesættet. Jeg kunne se, at det var en veteran. Han fortalte at han havde været med i forsyningstropperne og havde sejlet mange gange over kanalen. Han var født 1925 og med et smil sagde han til mig hat han ville hjælpe mig med udregningen at han var 88, Vi blev enige om at jeg var en und mand. Jeg mente at soldaterne måtte have været meget bange, men han udtrykte sig sådan: de var jo trænede og gode soldater.

Bayeux

På den baggrund var det så også interessant at besøge Bayeux, hvor det berømte broderi hænger. En af hovedbegivenhederne der er at Vilhelm Erobreren, udruster en flåde for at sejle til England og tilkæmpe sig herredømmet. Hans landsætning udgik fra en nordligere by Dieppe, men det var sikkert også en af den tids store landgangsmanøvre, som der blev fortalt om i århundreder.

Man kører igennem et meget smukt landskab med snoede smalle veje her i Normandiet. På lang afstand kan vi se domkirken i Bayeux. Vi beslutter os for at finde en gratis parkeringsplads. Det vil sige vi valgte at gå ind til byen. Vi kunne nu have sparet os for der var gratis parkering næsten inde ved domkirken.
Det er forbløffende at der er bygget så store gotiske katedraler. Odense domkirke ville kunne stå inde i denne kirke og der var gotiske buer i 3 etager oppe i koret. Det er i denne kirke, at broderiet er blevet hængt op 1 gang om året igennem mange år.

Vi fik udleveret en audioguide på dansk og så gik vi langs det ca 70 m lange og ½ m høje broderi og sugede viden til os. Harald var hos den engelske konge Edward, som ville sikre sig at hertug Wilhelm skulle være hans efterfølger på tronen. Derfor får Harald den opgave at rejse over for at meddele Wilhelm dette. Da han efter flere vanskeligheder kommer derover sværger han Wilhelm troskab og rejser tilbage til England. Så dør kong Edward og Harald snupper kronen. Wilhelm bliver virkelig sur og udruster en flåde og drager sammen med biskoppen Odo, som er hans halvbror til England og i slaget ved Hastings bliver Harald, den svigagtige ramt af en himlens pil for sin falske ed og Wilhelm er den rette Konge over både England og Normandiet.
Alt dette er skildret med en utrolig detalje rigdom og med et væld af figurer, mennesker, heste, dyr fisk og fugle, fabeldyr og ting og sager.
Det tog os vel ½ timer når vi skulle følge vores audioguide. Men bagefter gik vi tilbage og tog detaljerne. Så vi var der ca 3 timer og nu står flere af motiverne på vores nethinder og jeg har fyldt mit kamera med fine optagelser. Da vi kørte derfra sagde jeg til Else, at jeg var så glad over, at det ikke var forbudt at fotografere. Else kikkede vantro på mig og mente at jeg talte ironisk. Du så da godt at det var forbudt, gjorde du ikke. Og det kan jo ikke hjælpe noget at ville overbevise hende om sin uskyld, så jeg tav bare og glædede mig over at jeg ikke havde set skiltet. Men jeg ved nu heller ikke om det havde gjort nogen forskel. Men det siger jeg ikke til nogen.
Nu er vi hjemme i vores dejlige vogn og i morgen tager vi til Le Mont St. Michel, klosterbyen som ligger for enden af en landtange ude i vandet hvor der er 15 m forskel på ebbe og flod
Med kærlig hilsen fra Else og Niels Ebbe

Rejsebrev om Mont St. Michel og Point du Hoc afsluttende med et besøg på den amerikanske krigskirkegård i Colleville sur Mer

Dagen var tåget fra morgenstunden, men op ad dagen klarede det op og resten af dagen havde vi strålende sol. Der var 147 km til det fjerneste mål: Le Mont St. Michel.

Mont-Saint-Michel

Biskop Aubert fik i 798 oprettet et kapel på en lille, stenet ø ud for Normandiets kyst. Senere opførtes et romansk kloster og til sidst en hel middelalderby, som stadig kan ses den dag i dag.

Opført: Aubert, Avranches biskop, fik i 708 udgravet en krypt og oprettet et kapel på en lille, stenet ø nær Normandiets kyst.

Historie: Historierne vil vide, at Avranches biskop, Aubert, i 708 blev besøgt tre gange i søvne af ærkeenglen Michael, som bad biskoppen bygge en helligdom til hans ære på Mont Tombe.

Mange pilgrimme besøgte Mont-Saint-Michel de følgende år, og mange donerede store pengegaver, som fik stedet til at vokse.

200 år senere sendte Hertug Richard I en flok benediktiner-munke til Saint-Michel med ordre om at forvandle templet til et sted, der var navnet værdigt. Fra da af blev Mont-Saint-Michel et af de mest statelige kristne monumenter.

Det romanske kloster, vi ser i dag, blev først bygget i 1023.
Syv facts:

Sådan fortæller min kilde ”Turen går til Normandiet og Bretagne”. Det var som et drømmesyn da klosterets spidse top dukkede op i horisonten. Det var søndag og vi havde et par steder forsøgt at købe en baguette, men først i en lille by på det sidste stykke var vi heldige. Derfor var vi veludrustede med the og brød og ost og skinke, da vi kom dertil. Vi så andre havde fundet et gratis sted at parkere så der var også lige plads til os. Vi havde vore minicykler med så det var bare pakke rygsækken og køre derudaf. Det viste sig, at cykling var forbudt på de sidste par km til byen, men der var gratis shuttle busser så vi havde let ved at komme derud.
Det er planen at øen igen skal se ud som en ø. Derfor vil den dæmning, som forbinder fastlandet med øen blive fjernet og erstattet af en lang bro. Arbejdet var i fuld gang. Det var lavvande, så vi så kun sand og sand og atter sand.
Adgangen til byen var gratis. Vi fandt en lille niche hvor vi kunne spise vores mad og så gik det ellers op ad til toppen af klosteret. Udsigten var formidabel medens vi steg op. Bygningerne var meget gamle og smukke og solen skinnede varmt på os.
Stedet er en af Frankrigs store turistattraktioner og besøges årligt af 3-4. mill. Lykkeligvis var vi der, da der ikke var 1 mill. Mennesker. Gaderne var letfremkommelige og der var ikke trængsel nogen steder. Fra toppen af kirkespiret lyste ærkeenglen St. Michael med sværet hævet over en fæl drage.. Han har givet stedet navn og berømmelse.

Point du Hoc

Vi er tilbage i 2. verdenskrigs gru når vi besøger vort næste mål. På en høj klippeskrænt havde tyskerne bygget en række maskingeværtårne så de kunne beherske en del af den engelske kanal. 6. juni landsattes 225 amerikanske ranger soldater, det svarer til vores frømænd, på kysten. Men der skete to fejl. De kom på grund af en navigeringsfejl ind for langt mod nord og de kom 40 min for sent. Det blev alvorligt for de 180 af soldaterne som kom ind. De var i 4 grupper men tyskerne kunne se nogen af dem og skød løs fra toppen. Det lykkedes nogle af dem at komme ind til selve skrænten, så de kunne kaste deres siger op over kanten og begynde opstigningen. Der var en mindetavle, som fortalte, at når en blev skudt ned, var den næste parat til at tage over. Men stort heltemod lykkedes det dem at komme op over kanten og sætte nogen af maskingevær-rederne ud af spillet og da dagen var omme, havde de erobret Point du Hoc. For de allierede var det af afgørende betydning, at den slags strategiske punkter blev erobret. I en anden by St. Lo ca 40 km inde i landet holdt tyskerne stand i mange dage med store tab til følge på begge sider.

Den amerikanske krigskirkegår i Colleville sur Mer

Vort sidste stop den dag var ved den store amerikanske kirkegård. Her står 9387 hvide kors i snorlige rækker til minde om de frygtelige tab der var. Det kostede efter 2-3 måneders kampe 275.000 dræbte og forsvundne, samt 350.000 sårede tyske og allierede soldater.
De amerikanske pårørende har taget mange af deres mænd hjem til USA, hvor de nu ligger begravet, men korsene og jødestjerne og halvmånerne står der stadig for at minde os om, at dette aldrig mere må ske. Vi kunne ikke lade være med at tænke på, at vi nu i hele vor levetid havde undgået at være i åben krig med et andet land siden 1945. Vi så på tavlerne, som beskrev erobringen af europa og bemærkede, at Danmark slet ikke er med på de kort. Heller ikke Norges befrielse var med. Det er sådan at ude i europa, hvor de virkelig har lid så store tab var de ikke bare besatte, men de var erobrede for at Hitler kunne rette det afgørende store slag med England. I det spil var vi kun en lille brik, selvom vi også kender vore tab og har vore sår. Hvidsten gruppen har fået os til at indse, at det kan koste livet at forsvare Danmark.
Med dette sidste manende besøg afslutter vi nu vores Normandiet rejse. I Arromanche fik vi den berømte egnsret Moules frites, Muslinger med pommefriter og det var en dejlig afslutning på en begivenhedsrig dag.