Rejsebrev nr 6 Argentina begivenheder 14.02.2014
https://plus.google.com/photos/112866383635724967151/albums/5980799304868566129
Buenos Aires 14.2.2014
Ved morgenbordet var der breafing om dagens og kommende dags muligheder. Jeg fik af Ricardo at vide, at der på immigrantmuseet, Museo de la immigracion, Av. Antardedida Argentina 1355, er mulighed for at søge på skibe i et givent år og der finde frem til, hvilken båd min farfar kom med og dermed også nøjagtig dato for ankomst.
Vi koncentrerer os om immigrantmuseet.
Efter rejsebrevsskrivning begav vi os af sted til fods i retning af de røde pakhuse, vi sad foran i forgårs og fik en søjle øl. Det er en fordel at gå, for så ser vi så meget både i fodhøjde og over øjenhøjde. Fortovene byder både på huller og hunde-hømhømmer en masse og oven over det hele kan vi næsten forvente, at en halv vejbane falder ned i hovedet på os. Det gør den nu nok ikke, for sådan har den hængt siden 1978, hvor den er påbegyndt op til VM i fodbold. Se fotos i webalbum.
Vi valgte i dag at gå ned ved den forreste kaj og kunne helt tydeligt se, at det var de gamle pakhuse. Det første knap så voldsomt restaureret i forhold til de andre, hvor vi kunne se, at det var udskiftet sten i hjørnerne, så kanterne stod skarpe. På kajen var opsat planche, der viste, området på den anden side ud mod deltaet. Samme overblik fik Niels Ebbe i kameraet set fra et vindue på immigrationsmuseet.
Flere indtryk af datidens sejlads - her på krigsmuseumsskibet Fragata A.R.A. Presidente Sermiento, der sejlede sin første sejlads i 1899 - ikke mange år før 1903, hvor min farfar ankom første gang. På imigrationsmuseet, der lå for enden af sidste og yderste dok, var der plancheudstilling med datidens passagerbåde. Men ingen oplysninger om hverken min farfar, farmor eller far. Ja, de var i det hele taget fattige på oplysninger, ikke mindst når vi sammenligner med de data og andet materiale, der er samlet ind på tilsvarende dansk arkiv i Elk Horn i USA.
Immigrationsmuseet var indrettet i et gammelt hotel med en standard, vi ikke kender. Sovesale med hvide jernetagesenge med stofbund. Hvide fliser var der på væggene over det hele. Videoinstallationerne var ikke relevante for os. Derimod synes vi, det var spændende at snakke med Mette og Birgitte fra København, som havde relation til henholdsvis Århus Universitet og DR1. De rejste som par og havde fokus på tangoen, som de har dyrket i flere år både i Danmark og i udlandet.
Det bliver med tangoen, vi fortsætter - både historisk og aktuelt i danseshow på El Querandi.
Aften
Kl. 20 blev vi hentet til et tango show og det var en pakkeløsning. Først en 3 retters menu bl.a. med et meget fint stykke oksekød og bagefter tango show.
Et dygtigt orkester bestående af piano, bas, harmonika og violin skabte den rette stemning med deres musik. 3 par dansede sig derpå ind i vore hjerter. De svingede med benene ind og ud mellem hinanden. Det var næsten umuligt at følge med. En gang imellem slyngede hun benet langt om hans krop så der vi ikke var nogen tvivl om hensigten. Det var skægt at tænke, at da dansen kom til Buenos Aires blev den danset af mænd. –Sikke et fremskridt, at kvinderne nu må være med. Men det centrale er dog, at det stadig er manden der bestemmer. Sådan er det altså kun i dansen, hvis I forstår mig ret.
Nå men 3 par underholdt os i stive 2 klokketimer, og jeg faldt kun i søvn et par gange. Heldigvis sad jeg bag ved Else, for så kunne hun ikke nappe mig i låret, som når vi er i kirke.
Jeg vil forbigå sangerne, en gammel gråhøret mand på ca 70 og et lidt yngre af slagsen, men der var ikke nogen tvivl om, at de selv syntes vældig godt om sangen.
Det var et dejligt show og jeg glædede mig til at komme hjem og sove. Jeg tror nok jeg var den eneste som hellere ville have ligget i sin seng, og det kom jeg da også hurtigt til, da vi kom hjem. Men tak for showet!
Hvis man kun skal skrive om hvad man har forstand på så bliver det ikke til megen skriveri. Jeg vil vove mig ud i at skrive om Tango. Her er hvad jeg fandt på nettet
http://tangorojonegro.dk/historie.html Læs selv
http://argentinsktango.weebly.com/tangoens-historie.html læs selv
Tango er en dans og en musikkform som oppsto på slutten av 1800-tallet i Buenos Aires i Argentina og Montevideo i Uruguay. De to nasjonene har lenge stridt om hvor tangoens vugge stod, men bila striden i 2008 og søkte året etter i fellesskap UNESCO om at dansen skulle defineres som del avVerdensarvengjennom oppføring på listen over Mesterverker i muntlig og immateriell kulturarv.
Valsen, som er en av tangoens røtter, hadde lenge vært den mest populære europeiske dansen i Latin-Amerika, men var forbeholdt de bemidlede samfunnslag. Tangoen hadde imidlertid en lyssky begynnelse, og ble i utgangspunktet danset i bordeller, lugubre kneiper med jordgulv, og på gatehjørner. Danser som europeernes polka og mazurka; cubanernes habanera; de argentinske gauchoenes milonga, og afrikanske slavers candombes, ble blandet gjennom dansegulvets virvler, til tango: En ny pardans skapt av bakgateduellens voldsestetikk, livsbejaende afrikanske rytmer og valsens eleganse.
Den argentinske tangoen har tre underkategorier, nemlig musikk, sangtekster og dans.
Våren 1913 slo den argentinske tangoen som dans for alvor igjennom i parisiske salonger og dansehaller. I tillegg var dansen nå blitt et massivt populærkulturelt fenomen, en industri som skulle prege alt fra moter og postkort til livsstil og kjønnsroller. Tangoen bidro trolig til å forskyve grensene for normer om dyd og sømmelighet, ettersom kvinner plutselig kunne tillate seg å danse i mer utfordrende klær. Den argentinske tangoen hadde dessuten et mye tydeligere erotisk symbolspråk enn de øvrige pardanser.
Argentinsk tango er etterhvert blitt den mest populære sosiale pardansen i Norge, og undervises i de fleste større byer. Ukentlig danses det argentinsk tango på organisert basis i 14 norske byer. Den mest utbredte tangosjangeren på verdensbasis er argentinsk tango. Ballroom-tango er først og fremst en konkurransedans, og danses ikke i sosiale sammenhenger.
Karakteristisk for den argentinske tangoen er at dansen gir mange muligheter til eksperimentering med steg og figurer, men hele tiden utfra grunnprinsipper som uanstrengt eleganse, jevn flyt og reversert symmetri, i tillegg til at den ene fører og den andre følger.
Den argentinske tangoen er i større grad en "ført dans," enn sportsdanser som ballroomtango og foxtrot. Det innebærer at grunnfigurene, og variasjonene over grunnfigurene, ikke er avtalt spill, men blir ført. I prinsippet kan hvilket som helst steg komme når om helst, gitt at balansen er synkronisert mellom de to danserne. Evnen til å føre og bli ført på dansegulvet er derfor obligatorisk for å beherske tango. Imidlertid skal ikke den som blir ført være passiv, men både eksperimentere og påvirke der mulighetene oppstår. Det som ved første øyekast kan se ut som enveiskommunikasjon, er i virkeligheten dialog og samarbeid mellom to aktivt skapende dansere. Innenfor Queer tango-bevegelsen utfordres forestillingen om at det er menn som fører og kvinner som følger i tango, og det åpnes for rollebytte i løpet av dansen.
Dansegulvet er organisert ved at man danser mot klokken, fortrinnsvis i periferien av dansegulvet. Vanligvis fylles midten av dansegulvet av nybegynnere med begrensede navigasjonsferdigheter, eller folk som vil gjøre plasskrevende eller avanserte figurer. Det er tillatt å stanse og gjøre stasjonære figurer, så lenge man ikke blokkerer for andre par: Har man en en stor luke foran seg, er man trolig til hinder for paret som kommer bak. Det forventes av alle par at de skal respektere de andre som befinner seg på dansegulvet, for å unngå kollisjoner o.l., som gjerne ødelegger flyten i dansen. I tråd med sunn fornuft er det vanlig å tilpasse dansestilen sin til de generelle omstendighetene på dansegulvet. Er det lite folk, står du ganske fritt til å danse utagerende. Er det derimot trangt om plassen, gjør man klokt i ta ekstra hensyn og ikke gjøre ville krumspring.
Tangoens historie i Norge
Den norske maleren Per Krohg bodde i Paris da tangoen erobret Europa. Han lærte seg tangoen på den harde måten, ved å danse på Bal Bullier. Der var dansen bokstavelig talt blodig alvor. Hvis man danset dårlig i nærheten av de beste danserne kunne man ifølge Krohgs selvbiografi risikere å bli banket opp. Krohg tok også dansetimer hos en amerikansk billedhugger.
I desember 1913 hadde Per Krohg og hans franske femme fatale, Lucy Vidil, en legendarisk tango-oppvisning på Chat Noir i Kristiania. Det ble en sensasjon, og både presse og publikum var henrykt. Per og Lucy hadde en rekke forestillinger på Chat Noir i 1914, og gjorde Skandinaviaturné i 1915. I København opptrådte de en kveld for 1500 mennesker på Paladshotellet. Etterhvert flyttet de tilbake til Paris, men der var alle dansestedene stengt på grunn av krigen. Etter Den første verdenskrig ønsket Per Krohg å fremstå som seriøs kunster, og sluttet å danse. Han ble skilt fra Lucy, som levde bohemlivet på felgen.
Tango ble danset mange steder i Norge i mellomkrigstiden. Ballroom-tangoen ble kodifisert i England på 1920-tallet: Reglene innebar bl. a. rigide standardfigurer, omfavnelse med ryggsvai og stakkato hodebevegelser. Alt dette er helt fremmed i argentinsk tango. Konsekvensen i Norge var at tangoen delte seg i 1) ballroom tango, 2) flat-tango (som vi kjenner fra det prøysenske univers), og 3), en argentinsk tango som ble mer og mer en perifer subkultur.
Kilde: Wikipedia
http://tangoforeningen.dk/?page_id=2798
Historien om tangoens comeback i 80’erne, har en række eksplicitte momenter, og nogle af disse med en præcis datering, der gør det muligt at sige hvornår det skete. Det er fx en almindelig anderkendt kendsgerning at opsætningen af showet ”Tango Argentino” til efterårsudstillingen i Paris i 1983, er et markant startskud til den argentinske tangos comeback på verdensplan, der tog fart fra midten af 80’erne og efterfølgende ikke har sat tempoet ned på noget tidspunkt.
Der er samtidig mange andre historier, som er sværere at præcisere i tid og betydning. Det er fx givet at der allerede var et tangomiljø der beskæftigede sig med den argentinske tango i Paris, før Tango Argentino, blev opført, ligesom at Juan Dietrich Lange var begyndt at danse tango i Berlin. Jorden har så at sige været gødet inden dette fænomenale show, der har 30 års jubilæum i år, satte sit markante aftryk og fik sat skub i udviklingen.
I Danmark er der en ganske bestemt begivenhed der markerer hvornår man begyndte at danse den argentinske tango (igen!?). Det skete i Århus, den 13. og 14. januar 1991, hvor Michael Rühl fra Berlin underviste på en tangoworkshop arrangeret af os, Navina Østergaard og Gunner Svendsen. Hvad der er sket før dette tidspunkt er vanskeligt at sige noget om, men det er givet at der ikke har været et miljø der dyrkede den argentinske tango som dans før dette tidspunkt. Workshoppen i Århus den 13. og 14. januar 1991, blev optakten til et meget levende tangomiljø i Århus, med mange dansere og arrangementer.
Allerede ved Århus Festuge september 1991, dansede de to par Kirsten Jacobsen og Allan Hansen og Sakina Harees og Gunner Svendsen, ved festugens åbningsarrangement foran 40000 tilskuere! Når det blev Århus, der fik det første miljø omkring den argentinske tango, beror det på en række mere eller mindre tilfældige omstændigheder.
Mod slutningen af 1989 mødes vi, Navina og Gunner, til et arrangement i Huset, og det var første gang vi ser hinanden i næsten 10 år. Vi kommer begge fra Nordjylland og havde lært hinanden at kende som teenagere. I begyndelsen af 1990, skal Navina til at skrive sit speciale på spansk-studiet. Hun vil skrive et semiotisk inspireret speciale om argentinsk tango, og bl.a. lave en analyse af teksterne til tango-melodierne. Hendes vejleder er Per Aage Brandt, der selv er født i Argentina.
Navina ville lære at danse argentinsk tango og da hun kender Gunner fra Nordjylland som en glad festdanser, der kunne føre en pige til et nordjysk krobal, spurgte hun ham, om vi skulle danse sammen. Navina havde allerede en del kendskab til Argentina, men kendte ikke tangoen som dans og hun havde ikke selv set den. Den eneste tango hun havde set, var fra Fernando Solanos film ”L’exile de Gardel”, der handler om livet blandt en gruppe argentinere bosat i Paris, som måtte flygte fra militær-diktaturet i Argentina i 70’erne. Det var især et sted i filmen hvor Gloria og Eduardo Arquimbau danser, der havde fascineret Navina.
Vi havde altså ikke meget at gå efter, da vi opsøgte en af de lokale danseskoler i Århus, Brøggers Danseinstitut, men vi tilmeldte os et hold og kom i gang med at danse. Det var selvfølgelig tango i form af den klassiske standard-dans der blev undervist i, og når vi spurgte til ’argentinsk tango’ fik vi fx at vide, at den argentinske tango hedder sådan, fordi den blev opfundet af en italiener der hed Argentin!
I efteråret 1990, opsøger Navina det lokale tangomiljø i Berlin, hvor man var begyndt at danse argentinsk tango i 1982-83. En af de første i Berlin var Juan Dietrich Lange, der startede tangoskolen Estudio Tango Argentino i 1985. Her møder Navina Michael Rühl, der underviste i tango, og hun kom glad tilbage til Århus og fortalte at nu havde hun lært de første tangotrin! Vi gik straks i gang med at øve, men det gik hurtigt op for os at Navina havde svært ved at huske herrens trin!
Vi besluttede os derfor til at invitere Michael Rühl til Århus, og arrangere en workshop! Vi lavede flyers og plakater, som vi hængte op på universitetet og hvor vi ellers kom frem. Der tilmeldte sig 15 par, og det var en kæmpe succes. Vi skulle starte lørdag formiddag kl. 11.00 i Entré-scenens lokaler, der dengang havde indgang fra Sejrøgade 8. Michael Rühl havde haft et tangoarrangement i Berlin fredag aften, og han skulle køre i bil hele natten for at nå frem til Århus i tide. Vi sad og ventede hjemme på en opringning (det var før mobil-telefonen!) og ca. 10.30 ringede han og sagde at han var i Vejle! Gunner skyndte sig ned til Entré-scenen og kunne fortælle deltagerne at Michael Rühl var på vej, men at vi ville blive en halv time forsinket. Michael Rühl kom og kl. 11.30, 13. januar, 1991, begyndte den første workshop / undervisning i argentinsk tango i Danmark. Workshoppen var programsat til lørdag og søndag, med undervisning fra kl. 11.00 – 18.00 begge dage! Søndag kl. 15 havde de fleste nået mætningspunktet forlængst. Michael Rühl beskrev sig selv som ’ur-berliner’ med en tør humor, og Hans Jürgensen, en af deltagerne på workshoppen, bemærkede at Michael Rühl var bleg som et lig og ikke smilede en eneste gang, den første dag.
Vi arrangerede en workshop med Michael Rühl allerede en måned efter, denne gang både for begyndere og let-øvede. Begejstringen var stor fra starten og blandt dem der deltog i den første workshop, var vi en gruppe der mødtes en gang om ugen for at træne i lokaler på Den Nordiske Teaterskole, på Trøjborg. Det var ud over os selv Navina og Gunner, Allan Hansen, Kirsten Bak Jacobsen, Sakina Harees, Hans Jürgensen, Lorena Alvarado, Ulrik Ortman, Hans Christian og Susanne Storm.
I marts rejste Navina til Argentina, og vi aftalte at fortsætte med at lave tango-arrangementer, når hun kom tilbage til august. I mellemtiden fortsatte Gunner med at arrangere workshops i Århus med Michael Rühl i foråret 1991. I sommeren 1991, skrev Navina at hun blev i Buenos Aires længere end forventet, da hun havde mødt Marcelo. Trevor Davis, der dengang var generalsekretær for Århus Festuge, havde inviteret Allan, Kirsten, Sakina og Gunner, til at deltage i åbningen af Århus Festuge den 30. august, og som en del af forberedelsen til opvisningen ved Festugen, tog Gunner sammen med Sakina til Berlin og deltog i en workshop med Antonio Todaro, arrangeret af Juan Dietrich Lange. Kirsten, Allan,
Sakina og Gunner optrådte foran 30-40.000 mennesker på Århus Havn, dansende på en åben togvogn, der blev trukket af et gammelt damplokomotiv, og det gav gelé i benene, men også blod på tanden til at lære mere og komme videre med tangoen. Michael Rühl kom igen og underviste et par gange i efteråret 1991, bl.a. i starten af oktober, hvor vi arrangerede den første milonga i Danmark lørdag den 5. oktober, i ”Sub’en”, et lokale i bunden af et diskotek i Klostergade. Navina kom tilbage til Danmark og Århus i februar 1992, sammen med Marcelo, og de flyttede til København i foråret 1992, for at starte tangoen op i København.
Tak til Gunner Svendsen