Tur den 13.02 2014
(Lc) Grundlagt af munke i 1700-tallet.
I 1822 blev den Buenos Aires' første offentlige kirkegård.
Foto fra Ricoleto og fra turen hjem
Vi kører dertil i taxier og bliver mødt af æresgarde, der går ud derfra. Vi er ikke helt klar over i hvilken anledning. På kirkegården, hvor det ene mausolæum mere prægtigt end det andet står ved siden af hinanden, går vi rundt på egen hånd. Der er dog også vægge med skuffer til enkeltkister uden nogen form for dikkedarer. Blandt de mest kendte er selvfølgelig Evita Perons mausolæum. Derudover så vi tidl. krigsministers ditto.
De store forskelle mellem fattig og rig i Argentina manifesteres på «Cementerio de la Recoleta». Her er velstående og mægtige argentinere stedt til hvile i overdådige mausolæer. De gigantiske monumenter ligger på rad og række.
De fascinerende skulpturer og udsmykningen giver nogle enestående fotomuligheder og det er forståeligt, at turisterne søger dertil. Samtidig kan det føles en anelse makabert at gå rundt på en kirkegård og fotografere gravsteder, som om det var en hvilken som helst turistattraktion. En trøst kan være, at mange af Recoletas døde var vant til opmærksomhed, mens de endnu var i live. Kirkegården er hvilested for præsidenter, generaler, poeter og andre prominente personer.
Et gravkammer udmærker sig ved at tiltrække sig en jævn strøm af besøgende: familien Duartes, hvor den folkekære «Evita» ligger. Over tres år efter, at den karismatiske og myteomspundne førstedame døde af kræft, bare 33 år gammel, hædres hun stadig med friske blomster på gravstedet.
Argentinerne glemmer ikke deres folkekære Evita, som er gravlagt på kirkegården i Recoleta. María Eva Duarte de Perón, som hun egentlig hed, ligger nu i en krypt fem meter under jorden. Det siges, at hendes kiste er så sikker, at den vil kunne tåle et atomangreb. Dette er måske en overdrivelse.
«Evita», Maria Eva Duarte, blev født i 1919 og voksede op i fattigdom i landsby i Argentina. 15 år gammel drog hun til Buenos Aires for at blive skuespiller.
I 1945 giftede hun sig med Juan Perón, som vandt præsidentvalget året efter.
Hun kæmpede for arbejderklassen og kvinders rettigheder, og blev udnævnt til «spirituel leder av nationen». Det var een synsvinkel, een sandhed ....
Hun døde af kræft i 1952, bare 33 år gammel.
Evitas lig blev balsameret og stillet til skue i peronistenes hovedkvarter i Buenos Aires.
Liget blev stjålet i 1955. I 1957 blev Evitas lig fragtet til Italien og begravet under navnet «Maria Maggi». Militæret afslørede, hvor Evita lå i 1971, og resterne blev fløjet til Juan Peróns hjem i Spanien. I 1974 blev kisten sendt tilbage til Argentina og Evita blev lagt på udstilling ved siden af den nu afdøde Juan Peróns kiste. I 1976 placerede militærdiktaturet Evita på familien Duartes grav i Recoleta.
Niels Ebbe og jeg havde en rigtig god snak. Læs nedenfor.
Vi gik videre ad den godt 8 km lange travetur hjem på hotellet - bla. ad den lange 16 sporede gade Avenida 9. Juli delt af et midterspor plus to i hver side. Undervejs var der spisning sammen med nogle af de andre fra gruppen.
Hans Erik ville have vi skulle opleve tango midt på dagen, så vi skulle mødes i gaden Suipacha nr 380. Gregers og Ruth og Else og jeg fulgtes ad. Vi fandt restauranten, men ingen fik lov at komme ind, da de var ved at optage en film. Jeg tilbød at spille fransk klovn eller at synge, men mine anstrengelser var forgæves. Nå, og hvor var de andre så henne. Vi opgav og fortsatte til fods hjemad.
Et par gange ringede min telefon, men jeg nåede aldrig at få den fisket frem før end forbindelsen var væk. Det så ud som om det var mit nye argentinske Movistar selskab som ville have fat i mig. Men endelig lykkedes det at nå at tage den. Det var Hans Erik, som fortalte at de var i Florida 700 fordi den anden restaurant var lukket. Der fandt vi sammen med størstedelen af selskabet. I virkeligheden var min telefon den eneste der virkede. De andres var enten sat på lydløs eller lå så langt væk i tøjet at det var umuligt at høre en opringning. Men det var fryd og gammen, da vi atter var samlede. Et par var helt forsvundet, men de havde selv løst problemet og vi nåede alle hjem velbeholdne, Else og jeg gik den dag 8,9 km og vi gik hele vejen hjem ligesom vi fik handlet nogle småting - for vores vedkommende også til lidt aftensmad.
Kl. 19 mødtes vi hos Ellen og Henrik til et glas champagne og lidt snacks. Hyggeligt selskab!!!!
I morgen ser vi frem til tangoopvisning om aftenen Om dagen er vi på egen boldgade. Vi har snakket om at vende tilbage til La Boca og tage på immigrantmuseet.
Kærlig hilsen Niels Ebbe og Else (lc)
NE laver en tilføjelse.
13/2 BA
Tur til kirkegården Ricoleto
På et område så stort som et par fodboldbaner er der gravmæler. Der er gade op og gade ned i et ternet mønster med en plads hvorfra der udgår stjerneformede gader. På begge sider af alle gader er der marmor eller sten mausolæer. Vi kikkede i et af dem. Til vores forbløffelse stod der kister på mange hylder og der var en trappe til et kælderrum hvor der også var hylder med mange kister. Else bemærkede, at dampe måtte være sivet ud fra kisterne og havde dannet aftryk på siden af kisterne. Vi troede nok, at denne tilfældigt valgte grav i en sidegade var noget særligt, men hurtigt opdagede vi at det var den mest hyppige model for familiegravsteder. Enkelte af gravstederne udmærkede sig ved, at der var bronzeskulpturer af den pågældende generals "store " bedrifter ved at være med til at få slået tusinder i hjel. Men et andet sted var der et 220 års jubilæums mindesmærke for en kvinde, der, som der stod havde havde hjulpet de fattige.
Vi spurgte efter Evita Perons grav. Alle vidste hvor det var. Hendes gravhus var nu ikke lige i centrum men i en sidegade, men det var så også det eneste beskedne. Siderne var plastret til med oplysninger om hendes mange bedrifter. Hun var folkets præsident og har gudinde status i Argentina. F. eks. står der en stor statue af hende i Argentinas, ja hele Sydamerikas sydligste by Ushiaia.
I virkeligheden er det historie forfalskning. Virkelighedens Eva Peron var godgørende for andre folks penge. Et eksempel er, at når hun besøgte en skotøjsfabrik og hilste på arbejder, som forgudede hende, så forærede hun sko til alle fattige. .... På fabrikkens regning. Selv levede hun i ufattelig rigdom og havde summer skjult i andre lande. Korruptionen var enorm, og den er først blevet noget bedre i de senere år. Men hun æres som de fattiges skytsengel også båret frem af den katolske kirke. I øvrigt er den katolske kirkes rolle meget spændende i Sydamerika. Der er den rige biskoppelige kirke, som var magthavernes forlængede arm. Og så er der en gruppe meget idealistiske og socialisk orienterede, som er for folket, og som blev udryddet over en bank under diktaturene. Selv den kendte reform biskop Oscar Romero i Guatemala blev myrdet 24. marts 1980 under en gudstjeneste fordi han talte styret i mod. Så sent som 26. april 1998 blev biskop Juan Gerardi Conedera myrdet på grund sin kamp for menneskerettigheder blandt de fattige Maya indianere i Guatemala. Han havde netop i en rapport afsløret at styret systematisk udslettede maya landsbyer. Mere en 200.000 forsvandt
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/186977:Debat--Guatemala---det-glemte-land
Det siges også at i årene fra 1970-1980 blev der myrder 13 præster og 400 kateketer i det land. Lignende eksempler kan findes i andre af de latinamerikanske lande.
På vores tur rundt på kirkegården kom Else og jeg også til at tale om vores egen begravelse. Hvordan vi gerne ville havde vores mausolæum skulle se ud. Jeg mente at Else skulle have stående ”seminarielærer” på sin gravsten ligesom jeg ville have der skulle stå ”præst”. Det var hun nu ikke så sikker på, for hun ville ikke huskes for, hvad hun havde været, men hvem hun havde været. Det er vel i grunden også det vi alle helst vil. At gå rundt på Ricoleto kan nok sætte nogle tanker i gang.