Foto
https://plus.google.com/photos/112866383635724967151/albums/5985597570685747905
Frem og tilbage er lige langt, men ikke altid lige billigt. En dyr busrejse t/r blev fravalgt og bil blev lejet for at vi kunne være lidt mere frit stillet. Vejret var super og vi besluttede os for i stedet for at skrive rejsebrev fra besøget på Perito Moreno at tage en tur til El Chalten, der ligger for foden af bjergmassivet Fitz Roy.
Men først lidt om El Chalten og Fitz Roy.
Hans Erik Rasmussen beskriver i sin bog om Argentina stedet således:
For foden af bjergmassivet Fitz Roy ligger El Chalten, Argentinas yngste by, der har udråbt sig selv til Argentinas vandrerhovedstad. Klatrere og vandrere kommer hertil fra hele verden, men den første mand, der bosatte sig permanent og dermed grundlagde El Chalten, var en dansk pioner - Andreas Madsen, der kom dertil som 22-årig i 1903.
Han var kommet ud at tjene som 9 årig, havde taget hyre som matros som 15 årig og endte med at gå i land i Buenos Aires for at prøve lykken. Han fik job i den kommission, der i det sydlige Patagonien skulle opmåle grænsen til Chile.
Da han i 1903 ankom til Lago Viedma, slog han sig ned der nogle år og tæmmede heste, passede kvæg og jagede pumaer på egnens estanciaer (gårde). Han blev p.gr.a. sin intelligens og energi administrator af estanciaerne , men besluttede så at etablere sin egen estancia, Fitz Roy, på det sted, hvor Camping Madsen ligger i dag.
Vi har tidligere skrevet om Francisco Moreno som fandt Fitz Roy og navngav det.
At køre egen bil er et, lejet bil noget andet. Akkurat som i Spanien går meget an. Forrude medmærker af stenslag og pigmentering af stenstøv og et dørhåndtag, hvor fjederen ikke fungerer. Jo, ingen kører mange kilometer på grusveje, uden at det sætter sine spor, så skulle vi supplere med et par ridser, ville det ikke betyde spor. Den røde Fiat, der havde skiftet farve til grå, blev afleveret uden klager efter 500 km.
Lidt uden for El Calafate blev vi opmærksomme på Cuevas del Gualicho - 6.000 år gamle indianske huler, der var blevet opdaget af Franzisco Moreno i 1877.
Da vi dagen efter tog bilen dertil, virkede det fuldstændig uforståeligt, at hulerne nogensinde varblevet opdaget. Vi nøjedes med kikket udefra, da det var dyrt, hundekoldt og der jvf. link ikke var meget at se.
Nå, men turen gik nordpå langs de to store gletchersøer Lago Argentino og Lago Viedma,
http://da.wikipedia.org/wiki/Lago_Viedma.
hvor vi i 100 km luftlinie kunne se både sneklædte bjerge, gletchere og Fitz Roy. Imponerende syn på begge sider af vejen. Ved Lago Viedma kom vi forbi en strækning, hvor der var markant forskel på vandets farve. Den store gletchersø var farvet hvid / turkis af basaltpigmenter. Hvordan der så med adskillelse af en smal jordstribe kunne være et bælte med nærmest mørkeblåt vand, står hen i det uvisse som et stort spørgsmål? Flere km fra gletcherne svømmede mindre isbjerge afsted, medens stor flok af lyserøde flamingoer hyggede sig i vand på den modsatte side af vejen.
Et par rovfugle havde haft held med at finde et mindre dødt bytte, medens emuerne tog for sig af de store vidder sammen med lamaerne. Vi snakkede om, at det ingen sag var for dem at springe over de hegn, der var sat op hele vejen. At der var undtagelser, viste sig kort efter, da vi så en død lama nærmest forvandlet til skelet hænge ind over et hegn. Ingen tvivl om, at den har måttet igennem forfærdelige lidelser, inden den har mistet taget i livet. Lige før vi nåede El Chalten, fik vi øje på endnu en lama - denne gang hvid og inden for kameravidde - men - den var tøjret. Nå, men sådan kan enhver jo tage fejl ........
Vi kom til en flod som hed La Leona. Den havde fået navn efter ordet puma på fordi en hun puma havde angrebet Moreno og såret ham alvorligt, men han var kommet sig igen. På det sted skulle man færge køer og mennesker over floden. Det var farligt og vanskeligt, men staten byggede en flåde så folk kunne fragtes ad floden og varer bringes til kysten. Dette fungerede indtil 1974, hvor en ny bro blev bygget. På færgestedet bosatte en dansk familie Jensen sig i begyndelsen af århundredet og der fortælles mange historier om de oplevelser de og deres efterfølgere havde. 1905 kom der 3 gringos (fremmede) på deres vej mod Chile. Kort efter kom poilitiet for at vise Hr. Jensen et foto af tre eftersøgte bankrøvere. Det viste sig at være Butch Casidi, Sundance Kid og Fru Ethel Place. De havde netop røvet banken i Rio Gallegos og holdt en kort pause før de drog videre.
Gården blev også udgangspunkt for mange expeditioner. Berømtest er vist da en fransk/argentinsk expedition besejrede Fitz Roy 2. febr. 1952. De fire dristige bjergbestigere var: Lionnel Terray, Francisco Ibanez, Louis Depasse og Jacques Poincenot. Den sidstnævnte omkom på bjerget.
Andreas Madsen omtalte bjerget som det, som Gud havde valgt til at skulle vise mennesket dets grænser. Det er stejlt og når i højden 3.405 m. Men også for knap så professionelle er der mange muligheder for vandre- og klatreture. Utallige i alle aldre med større og mindre oppakning afprøver personlige grænser i det naturskønne område.
Senere flyttede den danske familie Pedersen, det ved I jo nok hvem er ik’, ind på gården og så overgik den til andre ikke danske familier. På grund af den lange ventetid med at komme over floden opstod der behov for gæstgiveri. Man fortæller også, at der hyppigt opstod stridigheder, som blev afgjort med knive med dødelig udgang. Det gammeldags præg er bevaret i en skånsom restaurering i dag.
Solen bager og det er varmt. Der er ikke et skyggefuldt sted undtagen på de få estancier, der ligger drysset ud langs vejen med mange kilometers mellemrum. Spejlinger tegner vejen forude og pludselig dukker noget op. Nej ikke fatamorgana, men lille gruppe cyklister. Vi mindes vore cykelture og er glad for, at det ikke er os, der skal cykle måske mellem 100 og 200 km for at komme fra den ene attraktion til den anden - og måske endda ad grusveje, med masser af støv og risiko for flade dæk.
Vandrerne langs hovedfærdselsåren i naturreservatet i El Chalten vender nærmest ryggen til for at undgå støvet, når vi kører forbi dem. Inde på de markerede stier er luften derimod klar og oplevelserne fine.
På rette argentinsk vis overvejede vi mange muligheder. Skulle vi overnatte i El Chalten?
Niels Ebbe sonderede terrænet og blev først præsenteret for et værelse med køjesenge på et hostel. Et var køjesengene, noget andet var, at vi skulle rydde op efter de foregående gæster. Væltet lokum siger Niels Ebbe! Så, på anbefaling fra en ung mandlig vandrer kørte vi hen til et andet hostel, hvor der var senge - som endda kunne skubbes sammen. Jo, det måtte være sagen. Og så gik turen videre ad grusevej for at komme tættere på Fitz Roy. Fantastisk køre- og travetur, men at køre ad grusvej tager altså tid - i alle tilfælde den ene vej, når vi samtidig skal sanse og opleve. 80 km med 20 km i timen - max. Vi gjorde holdt, tog sidespring ind i landskabet til fods, kørte videre og ...
Jo, der er ikke noget at sige til, at El Chalten er Argentinas vandrerhovedstad!
Om det var Niels Ebbes økonomiske sans, trang til variation eller begyndende træthed, der fik ham til at spørge, om vi i grunden ikke havde set det, vi gerne ville, og annullere hostelreserveringen, ved jeg ikke, men i forhold til tidspunkt på døgnet og aflevering af bil næste dag kl. 13, kunne jeg godt se, at det måske var mest smart at tage aftenturen tilbage til vores hotel i El Calafate.
Og så gik det over stok og sten. Ja, der skal ikke meget til, før det føles sådan, når man kører på hullet grusvej ...... Jeg tror, Niels Ebbe var glad for, at det ikke var hans bil, vi kørte i.
Godt trætte var vi, da vi sent ankom til vores hotel. Vi tog en ostemad og resten af vores rødvin og kom i snak med to unge danske studerende - begge ingeniørstuderende, den ene med fokus på design af problemløsningsmuligheder for kvinder med inkontinens. Sjovt nok var hendes oldefar udvandret til Argentina - måske til samme sted som min farfar. Hun har lovet at skrive tilbage, når hun finder ud af sammenhængen, når hun får snakket med sin far- eller mormor. Ja, sådan er det, når "bedsteforældrene" møder "børnebørnene", når de tager ud i den store verden. Men ellers er her en god blanding af både nationaliteter, køn og generationer.
Nu er vi ved at være ajour med rejsebrevene, så nu må det være et kik på de næste muligheder, inden vi vender næserne mod Buenos Aires.
Kærlig hilsen Niels Ebbe og Else