På hotellet i El calafate, provinsen Santa Cruz, fik vi en meget grundig indføring i, hvad vi ville se på vores tur. De havde et diasshow på deres computer og det overbeviste os. 980x2 pes. Incl. 130x2 pes for entre til Parc National los Glaciares (danske kr del med 2 altså ca 1000 kr for os begge). Det som særligt overbeviste os var, at det ville være en meget lille gruppe på max 15 personer og sejlads i en fin luksusbåd. Man er vel bare lidt pensionist eller det der grå/hvide guld.
Vi blev afhentet kl 9 og turen sluttede kl 19:30. Så gik det ud over de støvede sten og grusveje. I gør jer ingen forestilling om hvor forfærdelig vejene er. Der er sten og huller og en gang imellem kørte chaufføren ud til siden næsten uden for vejen. Nu kan vi sætte os ind i, hvordan vore rejsedeltagere havde det på deres tur i Villa La Angostura.
Pludselig gjorde bilen holdt og vi kunne tage billeder af nogle gribbeagtige fugle, som åd af et ådsel. På pæle ved siden af sad der ørne. Efter ca 60 km kørsel passerede vi Estancia Anita. Hans Erik skriver i sin bog, at her blev 120 strejkende landarbejdere mejet ned i 1919. Det sagde vores guide ikke noget om, for han fortalte ca ½ timer på spansk og 5 min på engelsk. Efter 1½ times kørsel kom vi til en campingplads, hvor dette firma havde opstillet et specielt telt. Her blev der budt på rødvin og vand eller softdrink. Derefter blev der serveret den lækreste bøf med grøntsager og kartofler og rødvin. Jeg lover jer for, der var ikke noget der manglede. En af gæsterne, en ganske ung pige, Ludmila agerede som en fortræffelig tolk, når vi ville tale med de øvrige i gruppen. Nogen af dem kom fra Brasilien andre fra Argentina. Vi var de eneste rigtige udlændinge af de 10 som gruppen bestod af.
Da de nu ville kaste sig over maden spurgte jeg om ikke der skulle siges grace. Det er det amerikanske udtryk for bordbøn. Det ville de gerne have. Men i stedet for at bede en bordbøn valgte jeg at synge ”Ham takke alle vi med sang” og så kunne vi spise.
Efter middagen blev i kørt ned til stranden, hvor der lå en lækker motorbåd med en stor 200 hestes udenbordsmotor. Vi fik nogle komfortable sæder og så gik det ellers derud over Laco Roca, Brazo Sur og Brazo Rico. Else undrede sig over, at vandet var helt mælkehvidt. Forklaringen var, at stenarten der er basalt og når det ligger og vasker i vandet og bliver slidt, kommer der hvidt pulver ud af det så vandet er hvidt.
Da vi rundede en pynt for at sejle ind i Brazo Rico kunne vi pludselig for første gang se iskanten af Perito Moreno. Det var et imponerende syn selv på ca 15 km afstand. Vi landede ved en strand og med primitiv landgangsbro kom vi i land. Der vandrede vi gennem stenørken og skov og krat forbi vilde køer til den anden side af halvøen, hvor båden samlede os op igen.
Det følgende er næsten ikke til at beskrive. Vi sejlede mellem isskosser og små isbjerge helt hen til kanten af gletsjeren. Der var kun ca 100 m, nærmere turde han ikke sejle, hvis et stort stykke is pludselig skulle rive sig løs og styrte i havet.
Det er ikke den største i verden men sikkert den mest fotograferede. Den svinder ikke ind, selvom den vandrer med 2 meter om året. Den dækker et areal på 250 kv km og er ca 30 km lang og 5 km bred. Kanten som står skarpt afskåret er mellem 40 og 80 m. I sommertiden, hvor vi så den var den vel under de 40 m på det højeste sted. Men imponerende.
Gletsjeren har både en nordside og en østside. Østsiden ligger ud mod Lago Brazo Rico og mellem den store sø og Lago Argentino er der et smalt sund. Som tiden går dannes der en dæmning så vandet i Brazo Rico ikke kan løbe ud i Lago Argentino. Vandet kan stige indtil 30 meter og udøver et sådant tryk på dæmningen at det på et tidspunkt bliver for meget. Under stort bulder og brag bryder dæmningen sammen på grund af det store vandtryk og på kort tid løber vandet fra Brazo Rico ud. Ca hvert 4 år sker dette og der er nu 2 år siden det skete sidste gang, så I skal bare vente et par år med at rejse til Perito Moreno, så får I det at se … altså hvis I lige står der, når det sker.
http://en.wikipedia.org/wiki/Francisco_Moreno
Når man graver lidt i Argentinas historie finder man ud af, at der fødtes en mand 1852 (død 1919) med navnet Francisco Moreno i Buenes Aires. Allerede som 14 årig dreng havde han samlet fossiler til et helt lille hjemme museum. Efter 1872 deltog han i flere ekspeditioner, som bl. a, førte ham op ad Rio Negro og jan 1976 fandt han Nahuel Huapi søen, som vi har besøgt på vores tur. Det var der hvor Jens Brendstrup grundlagde sin estancia Dani Huapi, hvor vi mødte hans døtre Erna og Carmen. Morenos ekspedition gik videre og 14. jan. 1877 fandt han San Martin søen og fortsatte videre mod syd og fandt og navngav det høje bjerg Fitz Roy efter Kaptajnen på HMS Beagle, som førte Charles Darwin med sig som ung forsker i 1831, da Beagle kanalen blev opdaget. Det viser sig at Moreno også fandt nogle huler ved Argentino søen, med hulemalerier. Vi har netop været derude, men det var nu blevet meget koldt og vi gik ikke ind i grotten. Dog malerierne kan ses her.
Efter at have ligget tæt på gletsjerens stejle kant blev vi sat i land og kørte til toppen af et bjerg hvor der var lavet et meget fint trappesystem, så man kunne gå fra øverste udsigtspunkt og ned af bjerget helt ned, så vi kunne se ud over klippesiden og ned i dybet, hvor isskosserne var ved at blokere for det smalle stræde mellem Brazo Rico søen og Argentino søen. Vi havde rigtig godt tid, så vi stod længe og der lød med jævne mellemrum nogle vældige brag og så håbede vi på at vores kameraer kunne nå at fange de faldende isblokke. Men hver gang kom jeg for sent og det blev kun et gevaldigt plask, der kom med på billedet. Jeg brugte også video og stod længe og ventede. Nu måtte det ske! Da jeg slukkede kameraet skete det. Et mægtigst stykke rev sig løs og plaskede i havet.
Den måde at lave udsigtplatforme på var forbilledlig. Vi gik på metal riste og trapperne var af metal og slet ikke spor glatte. Vi gik nedad og nedad og nedad. Tænkte på, det går jo nok opad, når vi skal tilbage. Sådan var det også, og da vi kom hjem på hotellet faldt vi om på vores senge, en stor fantastisk oplevelse rigere.
Næste dag ville vi have en hvile dag og skrive rejsebrev. Men det kom på helt argentinsk vis til at gå helt anderledes.
Kærlig hilsen fra Else og Niels Ebbe