I det følgende vil jeg prøve at gengive den oplevelse det var at høre Jens to døtre Carmen (1946) og Erna (1947) fortælle.
Jeg vil gengive det ligeså naivt og uden forkundskab, som jeg oplevede det den dag.
Det var i går vi kørte fra vores hotel i San Carlos de Bariloche kl 9 for at komme til vores næste og sidste fælles hotel i Villa La Angostura. Men undervejs fortalte Ricardo os i bussen, at vi skulle hen for at mødes med 2 af Jens Brendstrups døtre. Besøget blev et besøg jeg aldrig vil glemme.
Født 21.02 1915 (læg mærke til, at vi er der få dage før hans fødselsdag) stammede fra Hinnerup ved Århus. Han døde 14.01.2002 lige efter den store statsbankerot i dec. 2001, hvor alle banker lukkede for udbetaling af dollars i Argentina.
Vi mødtes med to spændende piger Erna og Carmen og de kørte foran os ind i en skov og holdt stille ved foden af en høj bakke. Det var mest Erna der førte ordet. Hun ville have os med op på et bjerg, Tortuga skildpadde) hvorfra hun ville fortælle om sin far.
Det var en meget anstrengende tur for nogen af os gamle, men vi pustede ud undervejs, medens de to damer spænede i forvejen som gazeller op ad bjerget. Da vi endelig forpustede kom op på toppen blev vi klar over, hvorfor vi skulle derop.
Under os til alle sider bredte skoven sig og mod nord lå Nahuel Huapi søens spejlblanke vandflade og så begyndte Erna at fortælle.
Ja far kom her som gymnastik lærer lige før krigen i 1938. Han var uddannet på Ollerup gymnastikhøjskole og havde været elev under Niels Bukh. Der havde han fået de livsværdier, som han holdt højt i ære hele livet igennem. Det var som vi alle ved ikke bare gymnastik men også livsværdier, værdighed, arbejdsomhed, nøjsomhed, og en hel række af de værdier, som gør, at et menneske kommer til at spille en rolle for andre, menneskeværdier.
Han havde hørt taler, samtaler, rejsebeskrivelser og fortællinger fra præster og lærere. Han havde et grundigt kendskab til historie, folkelige værdier, som retskaffenhed og ihærdighed. Desuden kendskab til økonomi og produktion, nyheder om ernæring og bedre anvendelse af foderstoffer. Han havde sammen med kammeraterne hver morgen og hver time sunget danske salmer og fædrelandssange, som stod i højskolesangbogen.
Desuden var han godt orienteret om hvordan udviklingen havde været mellem Sydslesvig og Danmark, ”Det gamle Land”.
Af Niels Bukh var han blevet forberedt til gymnastikholdets kommende turne i forskellige europæiske lande og mellemasien, og specielt en rejse til Israel i 1938.
Han havde hørt Niels Bukhs svoger Lars Bækhøj holde taler om de kolossale strækninger der var i Argentina af uopdyrket land og om den store danske udvandring netop til Argentina. Lars Bækhøj blev senere leder af den frie lærerskole i Ollerup, hvor Else har været i 20 år og blandt andet kendt ham. Han har skrevet en bog, som vi har haft megen glæde af som forberedelse til vores rejse: Danske udvandrere i Argentina.
I Argentina havde en anden dansker allerede gjort sig godt bemærket Otto Einar Pedersen f. 1905. Han var den tredje søn af et dansk ægtepar, som var kommet til Argentina i 1889. Otto var vokset op i et landbrugsmiljø og havde fra barnsben af lært at tage fat. Ni børn fødtes i den familie. Otto ville være lærer og fik den besked af sin, som han også selv gav sine børn senere i livet: Hvis du vil være lærer, må du ikke regne med at du vil tjene gode penge.
Drengen rejste som 18 årig til Danmark og blev læreruddannet fra Silkeborg sminarium og der trak han sin tilkommende kone Johanne. De fik senere deres egen skole. Den dansk argentinske skole ved Cascallares. På et Danmarks besøg besøgte han sin onkel Lars Bækhøj i Ollerup, og sammen besøgte de Niels Bukh, hvor Otto var blevet uddannet som delingsfører. De bad Niels Bukh om han kunne henvise til en elev som kunne være gymnastik lærer på deres skole i Argentina. Jens Brendstrup viste sig at være interesseret, men det var hans mor ikke. Hun knaldede døren i, da Otto spurgte efter Jens.
Han skulle være gymnastiklærer hos Otto og Johanne på skolen ved cacallares ved Tres Arroyos. Ved siden af arbejdede han som høstmedhjælper, når han havde ferie. Da han var færdig med sin kontrakt med skolen kom han til Bariloche. Krigen var jo i øvrigt brudt ud 1939-40 og han kunne slet ikke rejse til Danmark mere.
Nu er vi i min fortælling tilbage på bjerget hvor vi ser ud over skovene. Alle disse træer har min far plantet. I kan se der hvor træerne holder op, dertil gik vores jord. Min far blev kaldt for en tosset gringo da han købte et stort opland af fuldstændig tørret og ørkenagtigt land. Men han fandt ud at opdæmme en flod og skabe kunstig vanding så træerne kunne gro og vi kunne dyrke marker her. Men hvert eneste træ har min far plantet. Med håndkraft har han gravet alle kanaler og grøfter og bygget vores hus. Han havde en stor mælkeproduktion som blev kørt til toget og fragtet til ens større by og han fik foderstoffer fra den samme station som vi hentede på hestevogn.
28.04.1945 blev han gift med en anden invandrerfamilies datter, Inger Andersen, som
også havde været på dannelsesrejse til DK og blev uddannet som delingsfører i Ollerup og desuden var på Askov. Da krigen brød ud besluttede Inger sig for at rejse hjem til Argentina. Nu blev det pludselig ”hjemme i Argentina”. Senere arbejdede hun på hotel i Bariloche og i sin fritid spillede hun harmonium. I årene fra 1946 til 1952 fik de seks børn: Carmen, Erna, Hugo, Margarita, Martin og Jose Carlos
Omkring 1950 købte Jens Brendstrup sammen med Christian Hansen et stykke jord fra storbruget ”El Condor” og de begyndte at arbejde med at gøre det brugbart til mælkeproduktion. Senere lavede han sin egen planteskole og fandt træer, der var egnet til klimaet. Stedet var meget mere solrigt end længere mod vest i retning mod bjergene. Det viste sig at være et særdeles klogt køb.
Den første tid var meget hård for de skulle udføre alt arbejdet med håndspader og skovle. De byggede malkestand 1951 og udvidede den med flere længer og stuehus
Senere 1969 blev der anlagt en asfalteret vej mellem Nahuel Huapi søen og vores jord og bygget en bro henover floden Nirihuau. Nu skulle vi ikke længer vade over floden om sommeren eller køre 25 km udenom for at komme til Bariloche. Det betød at mange kom ud for at spørge om de kunne købe jord for selv at bygge. Der opstod en hel ny som 1973 officielt fik navnet Dina Huapi, Dina for Dinamarca Danmark. Jens var uhyre flittig og skabte sig en formue og var en meget afholdt mand overalt. Der blev dannet en Dansk klub, og vi besøgte den på vores tur rundt i skoven.
Argentina havde haft utallige kriser og skiftende militære kup afløst af de socialdemokratiske såkaldte radikale bl. Raoul Alfonsin 1983, som fik ryddet op efter falklandskrigen, hvor hæren havde mistet hele folkets støtte og respekt.
1998 til 2002 gennemgik landet sin værste krise. Pesos faldt med 20 %. I forhold til dollaren. Ricardo fortæller at folk havde anbragt deres penge i dollars i banken og fik 15% i rente, men så sagde regeringen af nu kunne de ikke længer hæve dollars i banken og 1 peso var 1 dollar. I den følgende tid blev det endnu værre og efterhånden kostede 1 dollar 3 peso. I dag koster den efter officiel kurs 7,8 pesos og den sorte børs for 50 og 100 dollar sedler får man 11 pesos, men for alt derunder af sedler får man 10 pesos.
Jens Brendstrup mistede som alle andre store beløb ved krisen måske op til 20%. Don Jose, som han altid kaldtes i Argentina, kunne ikke forstå, hvad der pludselig var sket og han døde i januar 2002
Vi gik ned på den anden side af bjerget og der hvor der ragede en stor sten op af bjerget havde Jens selv ønsket at blive lagt i jorden med en beskeden sten ved, hvor der stod hans navn og fødsels og dødsår. Der var gravet et hul til Inger også, men da hun døde blev hun lagt i en almindelig grav og det var børnenes hensigt at flytte Jens hen til det samme sted.
Ernas datter boede nu i det hus, hvor Jens og Inger oprindelig havde boet, og vi kørte forbi både den oprindelige kostald og stuehuset.
Det er utroligt at en danskers indsats og energi i Argentina har kunnet sætte sig sådan et spor en hel bydel stammer fra hans liv og virke. Der er flere af den slags eksempler på en enkelt mands store indsats. I aften skal vi være sammen med Gunardo Pedersen, søn af Otto og Johanne Pedersen
Med venlig hilsen Else og Niels Ebbe