Fra Necochea over Tres Arroyos til Bariloche

 - en tur på 12-1300 km

18-19-20.02.2014

 

Vi forlader Necochea kl. 9 og kører mod Tres Arroyos. Vi kommer til den danske kirke eller rettere kirkegård. Kirken er reelt et kapel, men bliver brugt som kirke. Der er et meget smukt maleri udført af Larsen Stevns ud fra nogle linier i en sang af Jeppe Åkjær - Som dybest brønd giver altid klarest vand.

På selve kirkegården stod Peder Hougaards gravsten midt i midtergangen. Ikke fordi han var en betydningsfuld person, men fordi man valgte at lade den stå, da kirkegården blev udvidet. Meget vigtig del af hans gravplads synes jeg den lille tavle ved siden af den store sten er, fordi den viser hans værdsættelse som menneske, for det han har betydet for sine medarbejdere, i det hele taget de mennesker, der omgav ham.

 

Ove som jeg senere snakkede med, fortalte, at Peder Hougaard kom til hotellet, der nu er immigrationsmuseum, og fik den arbejdsskraft, han havde behov for. De tog så med tog til Tandil, Tres Arroyos og Necochea, hvor de fik arbejde.

 

Vores frokost, som bestod af epanader, blev nydt i en park, der var blevet anlagt af en rigmand for at hans kone skulle have et sted, hvor hun kunne ride. Vores værter - dansk-argentinere havde stået på pinde, lavet mad og tog utroligt gæstfrit imod os. Det blev til mange gode snakke med både Ove og Thorkil og Judith, Birthe og Julie, som har gået på kunstakademi i Århus. Birthe, der er søster til Judith, fik overrakt folkedanserdragt af Hans Erik, som havde lovet at den skulle komme tilbage til Argentina og overrækkes til en folkedanser ved lejlighed. Vi fire piger gik igennem parken og havde en rigtig god snak. Erik Rybjerg m.fl. gav udtryk for, at Niels Ebbe lige så godt kunne blive tilbage som deres præst, da de manglede en. Han mente, at de kunne tilbyde kost og logi som i gamle dage. Det forudsatte, at han kunne spansk, men det mente Niels Ebbe, han hurtigt kunne lære.

 

Ikke langt uden for Tres Arroyos kørte vi forbi Peder Hougaards estancia, som kunne anes på afstand. Mellem - 10.000 og 15.000 ha. --------- Desværre ville bussen eller rettere chaufførerne ikke køre ad de smalle grusveje for at komme dertil.

Hans Erik bidrog med Darvins teorier om dannelsen af bl.a. Sydamerika, hvortil han kom fra Galapagos Øerne.

 

Efter at være kørt igennem Bahir Blanca gjorde vi holdt ved en tankstation og fik en kop kaffe. Lagde mærke til de tydelige indianske træk hos mange af de lokale, der kommer fra Bolivia og Uruguay.

https://plus.google.com/photos/112866383635724967151/albums/5982982626496078465

 

Og hjulene drejer rundt, drejer rundt .........

Efter et solidt aftensmåltid kl. 22, for nogens vedkommende 400 g bøffer, for andre en kop kaffe, kører vi ud i den argentinske nat på de sidste 1000 km på vej mod Bariloche, indtil vi næste morgen gør holdt ved Piedra del Aguila (ørnens sten). Esso tanken havde lukket, så bedste alternativ var en noget misserabel restaurant, der allerede udefra signalerede sløseri. Enten er tingene ikke gjort færdig eller var de totalt nedslidte. Trækket til toilettet måtte vi finde inde i et hul i muren og rengøringen var her en by i Rusland!

Men vi får stillet den værste sult og tørst og fortsætter ud i det øde og stenrige landskab.

Enkelte heste og enkelte køer forsøger at finde lidt saftigt grønt.

Andesbjergene skifter karakter og spejler sig indimellem i irgrønt vand i søer og floder, Rio Liam. Det bliver flottere og flottere, efterhånden som vi kommer tættere på og solen står op.

 

Ved middagstid ankommer vi til Bariloche –

  Hotel 3Reyes (De 3 Konger), hvor vi får et lækkert værelse, en helt anden standard end hvor vi var sidst.

 

Vores faste buschauffører får fri, da der er lejet to minibusser, som med Hans Erik og Ricardo transporterer os rundt på en sightseeingtour i området ved Nahuel Huapi søen, som vi dagen efter - torsdag den 20. - skal ud og sejle på. Niels Ebbe overvejede dog at blive på hotellet, da han om morgenen havde lidt tynd mave. Men han håbede, at det gik. Vi fik en god travetur på den første ø, vi lagde til ved, hvor der var nogle meget specielle træer med kanelfarve. Vi lader billederne tale for sig selv.

Da næste stop skulle være med landgang i fire timer, valgte vi dog at sejle tilbage til udgangspunktet med færgen. Ingen busplan i sigte! Fik dog et lift med en veluddannet argentinsk kvinde, hvis mand var jurist og hun selv ansat ved det offentlige skattevæsen. Hun kom direkte fra den nærliggende golfbane og fortalte også, at hun og hendes mand havde været i Danmark. Da vi dernæst halvvejs kom med den lokale bus mod Bariloche, rejste de unge sig som på kommando for os to gråhårede og vanen tro, forsøgte vi at komme i snak med dem, vi sidder ved siden af. For Niels Ebbes vedkommende startede snakken - på spansk - med en ung dansk, kvindelig skadestue-læge. Hun spurgte, hvor Niels Ebbe kom fra og det viste sig, at der sad to danskere ved siden af hinanden i en argentinsk bus på den anden side af Ækvator.  Af dennes hollandske, men dansktalende kæreste fik jeg at vide, at han var F16 pilot. De boede i Holland og han havde netop friet til hende ved Perito Moreno, hvortil vi selv skal. Et utroligt og uventet møde, der gav en god snak begge veje! Lige stor forelskelse på begge sider af generationskløften.

 

Så er vi tilbage på hotellet og glæder os til, at Niels Ebbes mavestrømninger lægger sig, så vi er klar til at tage med til Villa Angustora, hvor vi skal indlogeres på nyt hotel samtidig med, at vi skal aflægge dansk-argentineren Gunardo Pedersen, formand for det radikale partis lokale afdeling, et besøg i morgen. Han skal bl.a. fortælle om argentinsk politik - og skal det nedfældes her i rejsebrevene, bliver de ført af Niels Ebbes pen. Men godt, vi kan deles om opgaverne.

Kærlig hilsen fra Niels Ebbe og Else