Rejsebrev nr 3 Argentina
Vores rejseguide i Favelaen. Elektricitetskaos
Favelaen huse i mange etager. Taxi motorcykel
Iguazu vandfaldets største fald: Djævelens svælg.
Vi sejlede helt ind under faldet
Så elegant kan håndklæder lægges. Næsebjørne løb os om fødderne
Søndag den 10.02.14
Kære venner/fam
Vi slap jer da vi skulle sove. Det trængte vi virkelig til. Efter den lange flyvetur og oplevelserne i Rio om aftenen.-
Kl 6 var vi 4 der mødtes for at gå i vandet på den berømte Copacabana strand, som lå 100 m fra hotelllet.
Morgen på Cobacabana og Krisus skulpturen
besøg i Favela
Solen var ikke stået op så himlen stod blodrød bag de sorte silhuetter fra palmerne. Man kan ikke svømme, da der er en kraftig brænding, men vi lagde os i vandet og lod bølgerne bruse hen over os. Det var herligt. I kan jo selv se billedet af de to strandløver (Kvinderne ville ikke have deres billede på webalbum, jeg tror det er fordi, de ville få alt for mange smigrende tilbud).
Kristusfiguren
Allerede 1884 dukkede de første tanker og tiltag op, men først i 1923 tages fat på bygningen, der i overfladen er afsluttet med sæbesten for at gøre den modstandsdygtig over for vejrpåvirkninger. Bag arbejdet, der først er færdig flere år senere, står en ingeniør og en kunstner. En del af arbejdet er udført i Frankrig.
Figurens højre langemand var ødelagt på spidsen pgra lynnedslag. Der kan på nettet findes billeder heraf, men om de er manipulerede ved jeg ikke.
Det var vores guide, der havde sørget for, at vi kom dertil i god tid. Super for vi slap for køer og stegende middagssol
Formiddagens tur gik med guide til den fattige del af Rio. En af de berømte Favelaer. Louise vores lokale guide havde boet der hele sit liv, og gav os en formidabel tur. Bydelen ligger lige midt i de riges bydel, og der gælder helt andre regler end blandt de rige. Der bygges helt uden nogen form for tilladelse. Når der blev bygget et hus og familien blev forøget, så byggede man ovenpå. Husene var i 5-6 etager alt efter hvor mange generationer, der boede sammen. Nogle af husene, fortalte Louise var bygget med træfundamenter. Når de store regnskyld kom styrtede de sammen og husene lå i ruiner. Men trøstigt byggede man igen op , efter stormfloden. Beboerne betaler ingen skat, for myndighederne vil prøve at fjerne dem, så de lukker for vand og strøm med jævne og ujævne mellemrum. Der blev f. eks bygget en stor vandledning, som skulle forsyne de rige med vand. Louise grinede. : så lavede vi bare et hul i vandledningen og vups, så havde vi selv vand og gratis. Myndighederne ved godt at det foregår, og så lukker de for vandet en gang imellem. I stedet har vi store tanke på tagene, se selv alle de blå tønder og der har vi vores vand, når de lukker, indtil vi igen kan fylde vore lagre op. Der er jo ingen der har lyst til at hente vand op af alle de trapper. Favelaen ligge på en skråning og vi gik den dag 9 km gennem små snævre gyder og ned ad utallige trapper. Elektricitet er et helt kapitel for sig. Der er et edderkoppespind af ledninger som man kender det fra fattige lande. Når man skal have strøm, (De betaler heller ikke for strøm) så klipser man ene ledning på det bestående net. Ingen kan finde ud at hvorfor ens strøm pludselig ikke virker, så i stedet for fejlfinding, hvilken ledning har ikke forbindelse, så klipper man nogle ledninger over og snor nye på. Der må være en brandfare uden lige. Mange af deltagerne sagde at de havde set det samme både i USA og i Indien i de fattige kvarterer.
Det var slet ikke farligt at færdes der sammen med vores Louise. Hun sagde at vi endelig skulle tage billeder for hun betragtede sit arbejde som en reklame for udbredelse af kendskabet til Favela erne. Der er nemlig ikke bare denne favela, hvor er boede 300.000, jeg er ikke helt sikker på tallet, men der var 950 favelaer og med i alt 3 mill mennesker, som bor i 5-6 etagers huse og fylder en brøkdel af byen.
Favelaen har fået sit navn efter en plante. Den lignede en af vore kendte stueplanter, se på foto.
Da jeg gik ved siden af Louise prøvede jeg at stille intelligente spørgsmål. Men uanset om det var dumme eller kloge spørgsmål så svarede hun beredvilligt. Der var kriminalitet i favelaen, men der boede også masser af ”pæne” fattige og hun var en af dem. Vi kom ned af en smal gyde og hun standsede ved en dør som var overmalet med graffiti. Vi kom ud på en stor terrasse med en 100 mill kroners udsigt ud over bugten ved Rio. Det var hendes kæreste, der boede lige nedenunder og vi var alle enige om, den udsigt og placering var ubetalelig. Louise grinede og pegede over mod de riges bydel, hvor grunde og huse løbet på i skyhøje summer bare for udsigtens skyld. Jo vi klarer os, ogg vi finder altid en udvej.
Hvordan skal jeg skrive for at du kan modtage et brev? Ja det var en helt anden historie. Kun få gader har navne. Jo forklarede hun, Man skrive Louise Favela Rio gade nr 3 og drej til venstre og gade nr 2 drej til højre og hun bor lige ved cafe Antonio 2 huse længere fremme. Sådan nogenlunde. I forkortet form: Favela Rio, 3gade, 2 gade cafea Antonio. Uden for Cafe antonio var en en trækasse sat op på væggen. Der lå alle breve, så kunne man selv gå hen og se efter, om der var post fra Danmark. Se Foto af postkassen. Renovation er et helt kapitel for sig. Gaderne flød med skidt fra poser, som var revet i stykker af hunde. Dem var der mange af. Men ellers blev det samlet sammen i store bunker og så kunne folk gå og sortere i affaldet for at se, om de kunne tjene lidt ved det. Der var også offentlige conainere men nogle af dem var overfyldte. Der stank i gaderne.
Det er Hans Eriks (vores fantastiske rejsearrangør og guide) store fortjeneste, at vi fik lov at komme rundt og Louises skyld, at det var med åbent camera, så jeg ikke skulle stjæle mig til at snuppe et par eller 3 fotos. Vi så nogle motorcykler hvor føreren var iklædt en gul vest. Det var små taxier. Der kunne være en mor med et barn på armen bage på og for nogle få mønter kunne hun komme op uden at skulle bruge de mange trapper. Det kunne da være skægt hvis vi også havde den motorcykel taxier hjemme. Så vidste jeg nok, hvad jeg ville tjene mine lommepenge på.
--
Med kærlig hilsen Else og Niels Ebbe
Vi er lidt bagud med at sende billeder, men nu i BA har vi fin internet adgang, så der skal nok komme noget.
Skrevet i natbussen fra Puerto Iguazu til Buenos Aires den 11/2
Sidst på søndagen 9/2 fløj vi 1-1/2 time fra Rio til en lufthavn ved Iguazu vandfaldene. Vores hotel var i Puerto Iguazu: Hosteria los Helechos på den argentinske side af grænsen. Om aftenen gik vi bytur og havnede på en restaurant, hvor der var nogen i vores selskab der rynkede på næsen over at spise lidt blodigt og ugennemstegst kylling. Folk er nu kræsne nu om stunder, når man kan spise rå fisk, hvorfor så ikke rå kylling, altså jeg siger bare....
Nå men ingen vågnede næste morgen - med salmonella forgiftning!
Vi gik derhen i tørvejr, men da vi kom ud stod, regnen silende ned. Det lovede jo ikke godt for i morgen, hvor vi skulle besøge den argentinske side af vandfaldene.
Næste morgen den 10.02 turen til Iguazu vandfaldene fra den Argentinske side
Foto fra den argentinske side af vandfaldene
Jeg lovede Else at sætte vækkeuret, for vi ville op kl 6 så vi havde god tid til morgenmad og forberedelser. Min telefon vækkede os punktligt kl 6.
Der var ikke et øje i restauranten, så vi tog den med ro. Noget senere fik vi vores morgenmad og undrede os over at de ikke åbnede kl. 6. Vi fandt ud af, at vi var stået en time for tidligt op. Af skade bliver man klog, så næste nat stillede jeg vækkeuret på min Iphone med stor omhu til kl 6. Men i morges kom vi igen op 1 time for tidligt. Iphone uret rettede sig efter brasiliansk tid og mit armbåndsur efter argentinsk tid. Else havde gjort sig helt klar til morgenmad, da hun slukøret kom tilbage og sagde: kl er kun 5:30. Nå men det gjorde nu ikke noget, vi var udhvilede og parate til dagens oplevelser.
Efter morgenmaden skulle der veksles penge. Hans Erik ville hjælpe os med at få en bedre kurs end i banken, hvor 1dollar var 7 pesos.
Næsten som hans bodygard meldte 3 modige mænd sig til at følge ham på den farefulde færd. Undertegnede var den ene af dem.
Vi blev hentet i bil og kørte i rask fart ... Ned i byen? Og hen til en ganske normal vekselstue. Der var intet mafia i det, men han gav os veksel til kurs 11 og det var jo noget bedre end 7. Så gik Else og jeg tilbage til vores værelse for lige at få lidt styr på de 6.600 pesos vi havde fået vores 600 dollars forvandlet til.
Da vi kom tilbage til receptionen var der kun en receptionist. Alle var væk og han oplyste at de var kørt. Det var jo lidt af en streg i regningen. Jeg havde end ikke Hans Eriks telefonnummer. Else måtte tilbage på værelset for at finde vore rejsepapirer. Jeg fik receptionisten til at forstå at vi var i gruppen, men at de havde glemt os. Han mente vi skulle tage en taxi for at slutte os til dem. Men Else kom med nummeret og Hans Erik meldte i den anden ende af røret, at de ville køre tilbage og hente os. Så alt endte i fryd og gammen og både den fortabte søn og datter kom hjem til familien.
Med besøget ved vandfaldene begyndte en enestående oplevelse. Der er i hundrede vis af større og mindre vandfald og vores første indtryk fik vi ved Djævle hullet. Garantas del Diabolos.
Der var også mulighed for at komme ud at sejle i den stærke strøm. Vi fik udleveret en stor pose lavet af kraftig pressennings plastik. Der skulle lægges alt det, som vi ikke ønskede skulle blive vådt. Så gik det ellers hu hej vilde dyr ud igennem floden og med retning lige mod et kæmpe vandfald. Han sejlede med bagbord side hvor vi sad ind under den gigantiske vandmasse, som fossede ned over os. Vi blev dyngvåde og skreg så højt, vi kunne. Det var en på en gang frygtelig og frydefuld oplevelse. Derpå sejlede han hen mod et andet vandfald og gav os hele to omgange der. Vi var euforiske allesammen og da vi atter satte foden på sikker klippegrund, kunne vi sige til hinanden: Det her har vel nok været vildt. For mig personligt var det en af mine bedste oplevelser.
Medens vi var på den Argentinske side af vandfaldene, havde vi ikke overblik over, hvor storslået det i virkeligheden var. Det fik vi først næste dag fra den brasilianske side. Vi så på skridt tælleren om aftenen, at vi havde gået 9 km. Det gjorde godt at komme hjem i det kølige hotelværelse efter at have været i over 40 graders varme med meget høj luftfugtigheds grad. I øvrigt har vi fået at vide, at vi idag havde 43 grader. Så her er dejligt varmt, lige noget for vores gode ven Birthe, men knap så behageligt for Martin.
I dag 11/2
Vasketøjet var knap tørt, men morgenbordet var helt forskelligt fra i går. Der var både ost, skinke og druer. Hans Erik havde været i supermarkdet og havde sørget for ost, skinke og druer til os forkælede danskere.
Hyggeligt at sidde sammen.
Denne dag fik vi så endnu en fantastisk (jeg er ved at udgå for superlativer) oplevelse. Nogle taxier hentede os ALLE i hotellet og vi kørte over grænsen til Brasilien. Med bus blev vi fragtet et stykke af vejen til det sidste store udsigtspunkt. Vi stod af 1200 m derfra og gik helt ude på kanten at den canyon, hvori i Iguazu floden løber.
Floden Iguazu betyder De store vande på Guarani sproget. De kendes fra en spansk opdagelsesrejsende Alvar Nunez Cabeza de Vaca fra 1542. Han kaldte dem Hellige Maria Vandfald. Siden har de været besøgt af mange. Både Argentina 1934 og Brasilien 1936 oprettede nationalparker, som i dag fungerer flot til stor glæde for tusindvis af mennesker. Lidt tal: floden udspringer 1320 km fra faldene. Antallet af vandfald varierer fra 270 til 150 alt efter årstid og vandmængde. Og nu kommer det mest .... Så nu mangler jeg igen et superlativ, .. Forbløffende: der løber i den vandrigeste tid 6.500 cubic meter vand over kanterne i sekundet. Waw. Det er da noget, der vil noget.
Når floden løber ud over basaltklipperne, rammer den ned i bunden og der deles floden af en ø Isla San Martin, så der er mange små og store vandfald.
Vi gik fra den ene panorama udsigt til den anden. Og havde til sidst ikke flere åh og ih tilbage. Turen endte ude over et af faldene, så vi kunne stå lige, hvor vandet fossede ud over kanten. Vi stod i dampstøv og måtte passe morderligt på vores kameraer. Solen forærede os de flotteste regnbuer i vandampen.
Hans Erik havde arrangeret og financieret exstraordinært at vi skulle spise på en meget stor restaurant, hvor der var et overdådigt tagselvbord og 6 kokke med skartslebne knive til at tilfredsstille enhver smag. Sjovt var det også at se tjenerne bære brugt porcelæn ud. På en stor rund bake stablede han skråt forneden efter at have hældt rester samt bestik ind i midten. Se foto, når de kommer
Nu sidder vi allerede 100 km fra vores Hotel i Puerto Iguazu, i en luksusbus, hvor vi natten igennem bliver kørt helt til Buenos Aires. Vi har nogle fantastiske sæder, som kan lægges helt ned, så vi har et vandret sengeleje. Der mangler et bord (det kom dog i form af en bakke, da vi fik serveret en forfriskning) og nogle kroge, hvor vi kan hænge vore ting på. Bare busselskabet dog læste dette. Men ingen tvivl om, at vi får sovet godt.
På turen er der fuld forplejning. I det hele taget har Hans Erik gjort alt, hvad han kunne for at give os den bedste rejseoplevelse. Han behersker det spanske sprog, så selv Argentinerne kan forstå ham. Lidt vanskeligere var det i Brasilien, for der taler de portugisisk.
KLokken er nu 17:38 lokal tid og mon ikke vi snart skal have et eller andet i maven. Vi får se - og vi ses og høres ved i BA (hvilket den intelligente læser vil udlægge som Buenos Aires)
Forresten vi har neto passeret byen Eldorado, hvor en dansk tømrer Oluf Johannsen fra Østerbro, i 1920 kom med kone og fire børn købte et stykke jungle på 50 ha og og bosatte sig sammen med 3 andre danske familier i det, der den dag i dag er byen Eldorado og har en dansk argentinsk klub, der havde til huse i bygning i næsten bindingsværksstil. Vi gjorde holdt der og flere fik taget et par billeder. Det er dog ikke et helt eldorado, der blev skabt der. Mange huse var forfaldne og usle, men var tilsyneladende beboede efter bilerne udenfor at dømme.
Vores kontrollør ved busterminalen var fra Eldorado, men kendte ikke historien.
Kærlig hilsen fra Else og Niels Ebbe
