Det var ligesom brikkerne helt faldt på plads, da Else og jeg i går aftes den 5/3-14 havde fået lov til at mødes med medlemmer af den danske menighed der.
Vi mødte Niels Peter Nielsen f. 1930. Han var fuldstændig åndsfrisk og det første jeg spurgte ham om var: Kender du Jens Brendstrup?. Niels Peter svarede:”Det var min første gymnastiklærer i 1942” Her stod vi overfor en mand, som kunne skabe forbindelse til alt det, vi havde fået fortalt af Erna og Carmen, nogle af Jens Brendstrups døtre. Vi fik os en lang snak om de mange år der var gået siden 1939, da Jens kom til Argentina og ikke kunne vende tilbage til Europa på grund af krigen, der var brudt ud.
Vi blev hentet af Maggie Tolderlund, som talte engelsk fordi hun er engelsklærer i en argentinsk skole. Maggie har rødder tilbage i DK, men nu er der vist ikke nogen, der bærer det navn mere i DK. En vej i Odense hedder Tolderlundsvej, det var det eneste, der var tilbage. Maggie kørte os sikkert til den danske kirke.
Kirken ligger klemt inde mellem huse, men har et meget tydeligt kirkearkitektonisk præg. Den blev indviet i 1931 og fungerer som samlingssted for de danske immigranter. Maggie havde nøgle til kirken og vi var der i god tid. Jeg skulle fortælle kl 19. I kirken boede 2 danske voluntører, som har fået en ordning med DSUK, om at være hjælpere i det kirkelige arbejde mod af få lov til at bo i kirken. Allan Ivan og Miriam var begge teologi studerende og havde fået den enestående chance at komme til BA. Det var spændende at tale med Allan Ivan om de gamle professor koryfæer, som jeg har haft på Århus Universitet. Jeg har siddet under Løgstrup, Prenter, Lindhardt og Sløk. Jeg har været så heldig, at da jeg læste teologi var det netop i Århus, de spændende og markante professorer underviste. Allan Ivan ville gerne høre, hvordan det havde været at have Løgstrup som forelæser, og jeg kunne fortælle ham, at det præg, jeg fik af Løgstrup har præget hele mit præsteliv og min teologi. Og det er Lindhardts måde at prædike på, jeg har taget til mig. Lindhardt brugte det applerende ”du” i sine prædiker og det syntes jeg har været meget vigtigt at bringe videre.
Da tilhørerne indfandt sig i det hyggelige bibliotek skulle Karen Mikkelsen tolke det, jeg ville sige. Hun er professionel tolk. Klavs Nørtoft var også mødt op og han supplerede på sit fremragende spanske mine svar på spørgsmål.
Else og jeg havde været i den katolske kirke i El Calafate og set skriftordet fra Math 18.20 på spansk. ”Quando dos o mas se reunan in mi nombre yo estare en medio de ellos” det forstår I jo godt alle sammen. At hvor 2 eller 3 er forsamlet i mit navn, der er jeg midt i blandt jer. Jeg havde rigtig øvet mig på at sige det udenad, og det lykkedes - vist nok. Tolkningen var sikret ved Karen, som fungerer både som guide og tolk fra spansk til engelsk og til dansk.
Med det udgangspunkt fortalte jeg om de små menigheder, hvor jeg havde været præst i Sydslesvig. Til slut forærede jeg min bog i 2 eksemplarer til menigheden. De har et meget stort bibliotek, og ville lade den ene bog stå der og den anden kunne gå på omgang. Desuden oplyste jeg, at den kunne hentes som e-bog på www.saxo.com . Bagefter fortalte Else om sine relationer til Argentina og om vores store rejse.
Efter besøget i kirken ville Else og jeg ud for at tage en tangolektion i Neruta danseskolen i Palermo Viejo. Neruta betyder spåner. Det hentyder til at danserne høvler skåner af gulvet, når de danser. Karen kørte os hele vejen derud og undervejs spurgte hun hvornår vores fly afgik fra BA. Kl 15:10. ”Jamen så henter jeg jer og kører jeg til lufthavnen” selvom vi protesterede og sagde, at vi kunne tage en taxi holdt hun fast ved at hun slet ikke spurgte om noget, men bare at hun ville hente os kl. 11. Vi er meget taknemmelige for al den venlighed og hjælpsomhed vi har oplevet i kirken. I det hele taget så er vores følelse af taknemmelighed så dominerende at vi bliver helt varme indeni ved at tænke på alle de store oplevelser, denne tur har givet os.
Det var meget dejligt at Karen kørte os til lufthavnen, og hun blev der lige til vi gik gennem security. Da vi stod og ventede på boarding og skulle ombord i flyet kom der pludselig en dame hen til os og sagde vi skulle følge med. Så blev vi fulgt til maskinen som nogen af de allerførste. Else er overbevist om, at det var vores hvide hår der gjorde udslaget. Sikke heldige vi er at kaldes gamle.
En lille episode mere. Da vi kom til Hamborg med vore kufferter var der en ung mand som greb begge vor 23 kg tunge kufferter og bar dem op ad trappen. Mange tak. Han ses på den sidste fotoserie
Foto fra hjemturen
https://plus.google.com/photos/112866383635724967151/albums/5988198678926048257
Tak for jeres følgeskab og på gensyn, når vi næste gang vil fortælle om vores oplevelser
Med kærlig hilsen Else og Niels Ebbe