Frankrigs tur april 2013
23.04.13 Afrejse fra Merville Franceville til les Andelys
24.04.13 Monets hus i Giverny
25.04.13 Afrejse fra Andelys til Paris og aftentur i Paris
26.04.13 Første dag i Paris: Notre Dame, Minepark, Centre Pompidou foto
27.04.13 Anden dag i Paris: Rodin museet, Napoleons grav, under Eiffeltårnet, Sacre Coer foto
28.04.13 Afrejse fra Paris til Harreslev
Rejsebrev 23.04.13 fra Les Andelys
Chateau Gaillard fra 1196
Chateau Gaillard er en middelalderborg, som blev påbegyndt 1196 af Richard Løvehjerte, som var både konge af England og hertug af Normandiet. Slottet blev bygget på kun to år og samtidig blev den lille by Petit Andelys bygget. Borgen har en særlig fornem forsvarsanordning, som består af tre voldgrave med et sikkert område i det inderste. Richard Løvehjerte var på korstog 1190-1192 og der har han set Crack des Chevalier, den største korsfarerborg i vores dages Syrien. Han har sikkert fået ideer derfra til udformningen af Chateau Gaillard.
Borgen blev erobret 1204 af Philip II. efter en langvarig belejring.
Borgen var et stridsæble mellem englænderne og franskmændene. Richard Løvehjerte, døde 1199 og hans efterfølger, John var ikke i stand til at holde fast på Richards besiddelser i Normandiet. I Frankrig var det Filip II som i årene 1202-1204 tog herredømmet. Han belejrede Chateau Gaillard fra september 1203- marts 1204. Hele vinteren igennem. Befolkningen søgte tilflugt i borgen, men da der ikke var mad nok til så mange mere fra byen mellem 1400 og 2000, fik borgens kommandant sendt først 500 siden igen 500 gennem de franske linjer. Men så opdagede franskmændene, at de ekstra munde i borgen betød, at der blev lagt særligt pres på englænderne og de lukkede for al anden civil flugt. Altså måtte de skræmte mennesker vende tilbage til borgen. Men nu blev portene lukket og mange døde af sult og kulde. I løbet af vinteren omkom i hundrede vis, indtil de franske gav dem mad og drikke. Min kilde fortæller, at det ikke var helt ualmindeligt, at fjenden hjalp de civile, når alle andre muligheder var udelukket.
Midt i det 14. årh. var borgen bolig for den eksilerede David II. af Skotland. Den skiftede hænder mange gange under 100 års krigen i 1337-1453 og kom endelig på franske hænder i 1449. Henrik IV af Frankrig beordrede nedrivning af borgen i 1599.
Borgen anses for at være en vigtig brik i Frankrigs historie. Det markeres at 1204 med erobringen af Rouen var det normanniske rige som gik tilbage til Rollo endegyldigt afsluttet. Det næste store slag kom til at stå da hundrede års krigen rasede mellem England og Frankrig. Det var her Jeanne D’Arc kom til at spille en særlig rolle da hun 1429 stod i spidsen for de franske tropper, og siden blev overgivet til englænderne for at ende sine dage 1431 på bålet i Rouen dømt for at opføre sig umoralsk, hun bar mandsklæder. Nå men det er en længere historie som jeg ikke lige kan gøre rede for her.
Borgen var lukket på grund af omfattende restaurerings arbejder, men vi kunne går rundt om den og se de 3 forsvarsværker som gjorde den næsten uindtagelig. Borgen regnes i dag for en af Frankrigs mest interessante og når de er færdige med at restaurere den bliver den en turistmagnet, som kan gavne byen
Helt uventet fandt vi ud af at Nicolas Poussin, Maler fra 1594-1665, var født i byen Les Andelys og at der her fandtes et museum med hans billeder. Han er skaberen og den største udøver at det klassiske maleri i 1600 tallet. Han har været til inspiration for både Jacques Louis David og Paul Cezannes. Har også malet altertavle til Peterskirken i Rom. Vi ved ikke om vi når at besøge det museum, for vi vil prioritere Monets værker i Giverny i morgen.
Vi cyklede gennem Les Andelys og kom til en meget meget meget stejl bakke. Det var faktisk svært bare at skubbe vore små cykler op ad den. Men vores anstrengelser bar frugt og der var en formidabel udsigt over Seinen, som bugtede sig nedenfor os. Vi så også at vi boede på en ø, idet campingpladsen var netop der..
Turen hjem foregik først gående ned ad stejle bakker og siden en meget smuk cykeltur langs med Seinen. God nat
Rejsebrev 24.04.2013 fra Les Andelys og Giverny
Ikke alting var som i går ………
Ikke alting var som i aftes, da vi slog øjnene op i morges. Den klare himmel og udsigten til Seinens strømmende vand var gemt bag en tåge så tyk, at vi ikke kunne se floden 10 meter fra vores campingvogn. Men høre kunne vi, at de store flodpramme på op til 100 meter i alt, når der var to i forlængelse af hinanden, sejlede støt. Ja, hele natten havde de sejlet og mindet os om togene, da vi sidste år var i USA. Vi sov dog godt og var veludhvilede og klar til at tage mod nye indtryk.
Men først en udfordring!
Ingen strøm i campingvognen! Var propperne sprunget ved el-søjlen? Nej! Det måtte være campingvognen! Der blev kikket højt og lavt og ingen fejl fundet, før jeg fandt ud at checke kabeltromlen. Ganske rigtigt. Den havde slået fra på grund af overbelastning. Lettede var vi, der begge havde set i øjnene, at det nu måske gik mod værksted for at få fundet og udbedret fejlen.
Fra Van Gogh, Rembrandt og Vermeer i Amsterdam og Nicolas Poussin i Les Andelys går det nu mod Claude Monet i Giverny. Vi skal se hans berømte have og hus og håber også at få en del af hans malerier at se, selvom det ikke fremgår af brochuren. Foråret har fået fat i det franske landskab og vi er klar over, at der venter os et farveorgie i hans have. Og ganske rigtigt, men lad billederne tale for sig selv.
Så kommer lidt om Claude Monet
Claude Monet, der er impressionismens ”galionsfigur” blev født i Paris i 1840 og døde i 1926 i Giverny. Barndommen tilbragte han dog i Le Havre, hvor han som 16-årig mødte maleren Eugene Boudin, som gav ham mod til at male udendørs og som han også senere besøgte sammen med kunstner-vennerne Renoir og Sisley. I Le Havre har også komponisten Eric Satie trådt sine barnesko. Hans musik rummer gentagelsen med variationer, som vi kender fra Monets malerier – eks. Katedralen i Rouen, der er malet i mange forskellige nuancer fremkaldt af sollyset i forskelligt vejr og på forskellige tidspunkter af dagen. Ja, lysets leg med motivet!
I 1859 bliver Monet optaget på kunstakademi og møder året efter malerne Courbet og Pissaro. Weekendernes udflugtsmål er bl.a.Fonteinebleau-skoven, hvor Manet maler.
I 1865 får Monet adgang til at udstille på salonerne i Paris og i 1867 fødes hans første søn Jean. Næste søn fødes i 1868. Han får i alt 8 børn.
1870 gifter Monet sig med Camille, Courbet er hans forlover.
1874 udstilles det impressionistiske billede ”Impression: Sunrise”
1876 møder Monet Ernest og Alice Hoschedé.
Camille dør i 1879. Og som den første maler, maler han et portræt af sin afdøde hustru.
Se fotoserie
Ernest Hoschedé går bankerot 1877 og dør i 1891. I 1892 gifter Monet sig med enken Alice.
Så melder problemerne sig igen. De første problemer med synet dukker op i 1907, Alice dør i 1911 og Jean, Monets ældste søn dør i 1914.
Men gå-på-modet er der stadig. I 1916 bygges et stort atelier på 23x12m og frem til 1926 maler han på 12 store lærreder – ”Vandliljerne” og tilbyder at donere dem til Frankrig. De sidste tre år af denne periode er Monet stadig synssvækket, selvom en operation i 1923 hjælper ham.
Læg mærke til farvestyrken på hans malerier fra disse sidste år.
Det bliver dog en lungekræft, der tager livet af ham 5. december 1926.
Efter Monets død blev haven forsømt og farvepragten forsvandt, indtil hans søn Michel tog over i 1966 og fik haven gendannet takket være mange malerier og meget arkivmateriale. 1980 åbner museet som Fondation Claude Monet..
I dag ser vi også huset som oprindeligt med værker på væggene. Ikke bare Monets egne, men også hans kunstnervenners og japanske xylografier. Nogle indrammede, andre kun med lærred på blindramme – et enkelt stående på et staffeli, som det netop kunne være forladt. Meget autentisk!.
Giverny var i det hele taget hjemsted for en del amerikanske impressionister i perioden mellem 1830 og 1930. En 80-årig amerikansk industrimagnat, som var Ronald Reagans kulturambassadør, lod en fransk arkitekt bygge en pavillon til flere millioner kroner. Aktuelt var en særudstilling med Paul Signac (1863-1935), der afslutter impressionismen med sine neoimpressionistiske – også kaldet pointillistiske – værker.
Se billedserien. Det var forbudt at fotografere J
I forbindelse med denne særudstilling var også sat fokus på den ny viden om lyset. Newton havde sat ind på den naturvidenskabelige front og der var sat farvelæreplancher op, som illustrerede kunstnernes teoretiske tilgang. Der bliver kun arbejdet med primærfarverne gul, rød og blå samt sekundær- (blandings-)farverne orange, violet og grøn. Ingen grå, brune eller sorte farver i skyggerne! Vi ved også, at Goethe næsten samtidig udvikler sin farvelære og at både Constable og Turner har arbejdet med lyset i deres billeder. For Constable var det bl.a. lysets refleksion i bladene, for Turner var det det atmosfæriske lys, der var det centrale.
Solen skinner fortsat og leger med os. Vi finder et supermarked i Vernon, hvor vi får købt en solskærmende bøllehat til Niels Ebbe. Vi spiser sen eftermiddagsfrokost under parasollen ved Seinens bred og begynder at forberede os mentalt på at fortsætte til Paris i morgen samtidig med, at vi får impressionisterne og Monet sat på plads i vores rejsearkiv.
Vi glæder os til at fortsætte turen.
Rejsebrev om besøg i Paris 2013
25.04.13 Fra Andelys (Chatteau Gaillard) til Villecresnes naturist camping
Paris et trafikhelvede
Da vi nærmede os Paris blev trafikken helt kaotisk. Med vores lille bil og campingvogn blev vi ofte overskygget af store lastbiler, som drønede indenom eller udenom os. Heldigvis var min Elseske i stand til at følge både kort og gps så vi kørte ikke forkert. Men det er nu skægt at ligge der i et af sporene og biler flyver om ørerne på en medens vi ser på det dejlige forår, som i Paris er helt fremme. Jeg havde naturligvis kodet den nøjagtige adresse ind, rue Bois d’Auteulle 48. Nu kunne gps’en ikke lige finde den adresse men 38 havde den da. Efter nogle snævre gader i Villecresnes lød det på smukt dansk fra Tom Tom: ”De har nået deres rejsemål” og der var nr 38. Vi kørte langsomt ned ad vejen og så stod der 34, 32. Æv vi måtte vende på en ret smal vej og heldigvis var der en stor grusrabat. Men ak. 12 m bil og Kabe kunne ikke komme rundt, så jeg blokerede totalt vejen. Altså ud og spænde Kabe fra og gang i car-mover. Der ventede biler i række på at passere. Her skal lige indskydes at I gør franskmændene blodig uret, når I mener, at de kun tænker på sig selv. En arbejder, nær ved skyndte sig at kommer hen til os og skubbede af al magt på campingvognen, og så opdagede han pludselig, at den kørte af sig selv, og hans kammerat, ja verden er nu uretfærdig, grinede sin r.. i laser over ham. Men tak siger vi herfra to dumme danskere, som ikke kunne finde den rigtige adresse. Nå men vi fik vendt det hele og kørte tilbage for at fortsætte over et kryds, men så hed vejen pludselig noget andet. Hvad var nu det? ”Er du sikker på at det var nr 48?” I ved godt kontrol er bedre end tillid, så jeg var lidt stødt. Så jeg pegede sejrsikkert på adressen som --- med skam at melde var nr 18 og ikke 48. Altså om igen med kareten og nu kunne jeg kun komme rundt ved at skære et hjørne hvor højre Kabe hjul måtte op over og så tilbage forbi vores hjælpsomme franskmand, som sikkert undrede sig og lidt længere henne var porten. Så nemt er det!!!!
Vi var ventede og fik en fin plads lige ved sanitetshuset. Dejligt at få et varmt bad efter svedeturen i Paris’s heksekedel. Pris 18 € pr dag incl. el.
Biltur i Paris og lun aften
Efter 1 times tid åbenbarede jeg min plan for Else. At køre i bil ind til Paris for at køre rundt til de store seværdigheder. Else mente vist nok at det ville være svært at komme rundt, men jeg kålhøgen hævdede det stik modsatte, at det var vældig sjovt. Vi kørte. Alt gik fint og vi kom ind til Place de la Concorde. Den er så smuk så smuk. Vi kunne holde ved indgangen til Tuilerne og tage fine billeder af obelisken som er 3200 år gammel og hentet hjem fra Luxor, Assuan i Ægypten i et stykke. Der blev bygget et særligt skib, som var uden agterende, og så stoppede man søjlen ind i skibet og bagefter byggede man agterenden på igen. Så blev den 23 m høje søjlen rejst 1836. Pladsen blev oprindelig skabt af Ludvig XV med en statue af ham selv, og den blev skueplads for myrderierne under den franske revolution som kulminerede med at guillotinen halshuggede Ludvig den 16 og den unge Marie Antoinette. Hendes børn blev i øvrigt frataget hende og sat ind i en bondefamilie, hvor ingen nogensinde kunne finde dem. Revolutionens leder Danton blev dræbt af Robbespiere og så blev han selv offer for guillotinen. De revolutionære åd deres egne.
I en stemning af forbrødring omdøbte de så pladsen til forsoningspladsen, Place de la Concorde.
Vi kørte op ad Champs Elysees i 4 baner og jeg fortalte om Grand Palais og præsidentens Elyse palais og senere udpegede jeg Det Danske Hus. Hvis man vil ind til kirken, skal man rundt ved Triumph buen til Rue Byron, men der er absolut ingen parkeringspladser, så vi kørte bare rundt om Triumfbuen, som i øvrigt på fransk også kaldes Stjernebuen. Ned ad Boulevard Kleber, som fører til Trocadero, lige overfor Eiffeltårnet. Jeg prøvede at lokke Else til bare at forlade bilen og gå over en kogende trafik rundkørsel, og så ville jeg vente med katastrofelyset tændt i 2-3 række uden på andre biler. Men tror I hun ville?. Nej hele vejen uden om den store rundkørsel, vente ved her eneste røde lys og så endelige nå 180 grader rundt. Foran mig holdt en smart sportsvogn og jeg kunne ikke komme derfra. Manden sad bare og gloede. Jeg dyttede diskret, men ingen reaktion. Så var der en bil der kørte ud fra en ulovlig parkering og jeg regnede med, at nu ville han tage den, men nej pludselig satte han i gang og jeg fik den plads. –Så mig ud af bilen og med dødsforagt kastede jeg mig ud i trafikken og da Else var kommet de 180 grader rundt mødtes vi ved Palais de Chaillot og kunne se ned over Champs de Mars på Eiffeltårnet. Det var en pragtfuld lun aften omkring 30 grader og der var en stemning så dejlig. Da jeg nu havde en (ulovlig) parkering satte vi os ved en restaurant og Else fik en gratineret løgsuppe med ost, og jeg fik brød med gratineret gedeost og salat. 33 € med øl og vin.
Så ville jeg lige vise Else det røde kvarter, Place Clichy og Mouling Rouge så vi kørte op til den nordlige ende af byen og så natklubber og liveshows ( udefra ) inden vi vendte tilbage til campingvognen.
26.04.13 første dag i Paris Notre Dame, Mindepark og Pompidou museet
Med bus til ReR toget fra Boissy St. Leger og Metro til Notre Dame (vi købte et todageskort med ret til alle forbindelser, tog, metro og busser for 43 €). Foran Notre Dame var der rejst en stor tribune i anledningen af at kirken blev grundlagt for 850 år siden i 1163. Den dækkede for udsynet til facaden. Men inde i kirken (gratis adgang) var der smukt og stemningsfuldt. Ydmygt satte vi os og sugede indtryk til os. Vi kunne se det ene af de 13 m i diameter store runde glasmosaikvinduer og vi nød stedet i fulde drag.
Det var lidt underligt at sidde og tænke på at det var den samme Gud, jeg har været tjener for i vore små ydmyge kirkesale. Jeg er sikker på at vores kirker er nærmere ved det som Jesus Kristus selv viste, at overfor Gud er vi alle lige og at hverken pave, kardinal, ærkebisp eller bisp, og vigtigst præst eller læg, skal stå i nogen rangorden.
Mindeparken
Notre Dame ligger på en ø i Seinen, og på den ældste del af Paris. Forenden af øen var der indrettet et mindested for dem, der havde mistet livet under nazismens hærgen i 1934-45. Jeg læste at det var nazisterne som havde interneret jøderne under krigen. ( 76.000 jøder heri 11000 børn, hvoraf mange var fra Paris). Nu ved vi at det var det franske politi, som arresterede jødiske familier i Paris, og at fædre blev sendt til udryddelse og at kvinder og børn blev samlet i lejre lige ved Paris og så skete det grufulde, at børnene blev revet fra deres mødre så mødrene blev sendt til udryddelse medens børnene blev i koncentrationslejren ved Paris bevogtet af fransk politi. Senere blev de udryddet.
Læs Tatiana de Rosnay: Sarahs nøgle om 1942 i Paris. Citat: Juli 1942: Sarah, en 10-årig jødisk pige, gemmer sin yngre bror i garderobeskabet, lige inden familien brutalt bliver hentet af det franske politi i den berygtede massearrestation af jødiske familier, Vel d´Hiv. Hun låser skabet og kommer nøglen i lommen, overbevist om, at hun vil komme tilbage om nogle timer og låse ham ud. Men der venter en anden skæbne for dem begge. Maj 2002: På 60-års dagen for Vel d´Hiv bliver Julia Jarmond bedt om at skrive en artikel om denne sorte dag i Frankrigs historie. Under sin research snubler hun over Sarahs fortiede hemmelighed. Julia føler sig kaldet til at skrive om pigens skæbne, og undervejs i sin efterforskning af det fortrængte og fortiede begynder hun at sætte spørgsmålstegn ved sit eget liv. "Mesterlig og fængslende. Det her er ikke noget, som læserne glemmer lige med det samme. Anbefales på det varmeste"- Library Journal.
Da jeg læste pladen ved mindepladsen spurgte jeg vagten om hun vidste at det var det franske politi som havde gennemført arrestationerne, men hun afviste mig totalt og sagde at det kendte hun ikke noget til.
Selve mindestedet var stilfuldt lavet og bevægende.
George Pompidou museet
Efter en tur på den venstre bred i kulde og regn købte vi et par varme trøjer og gik til Pompidou Museet. Det blev turens højdepunkt. Jeg kan ikke beskrive, hvor dejligt det var at se kunst fra omkring 1905- frem til vore dage. Ophængningen var meget illustrativ og vi opdagede sent at vi måtte fotografere, så det er kun mig, der har billeder fra den ”forbudte ” periode. Her så vi den største Picasso samling vi har set inklusiv Picasso museet i Barcelona, Spanien. Der var en særlig afdeling med Matisse og mange andre. Vi vil ikke trætte jer med alle vore indtryk, de sidder på nethinden endnu, men stort var det. Arkitekturen er et helt særligt kapitel. Byggeriet er tegnet af arkitekterne Renzo Piano og Richard Rogers, og stod færdigt i 1977. Arkitekterne ville bryde radikalt med det indelukkede præg som traditionelle kunstinstitutioner ofte har. De løste opgaven ved at sløjfe facadeklædning og lægge bærende konstruktioner og tekniske installationer åbent udenpå facaden. Ventilationsanlægget er malet blåt, vandrør er grønne, elevatorer er røde og elektriske kabler gule.
Byggeriet vakte stærke reaktioner da det blev rejst – nogle karakteriserede det som «et olieraffinaderi midt i centrum«– men i årenes løb er kritikken stilnet af.
Vi var der i 6 timer og det var ikke længe!
27.04.13 Rodin museet
Det var et must for mig at Else skulle se Rodin museet . Else var i forvejen meget optaget af hans elskerinde Camille Claudel og jeg har skulpturer af Ejler Madsen og han er stærkt påvirket af den store franske billedhugger August Rodin (1840-1917).
Vi havde god tid til at fordybe os i ”Grubleren”og ”Borgerne fra Calais” og ”Helvedes porten”. Historien bag den store skulptur ”Borgerne fra Calais” er, at Edward 3. af England indledte hundredeårskrigen 1337 ved at vende sig mod Frankrig. Kanalbyen Calais blev belejret i et år og til sidst 1447 tilbød 6 af byens gamle fine mænd, at de ville lade sig henrette, hvis byen blev skånet. Så overgav de nøglerne til englænderne. Det er det mindesmærke Rodin har fuldført i 1888 efter uhyre grundige studier. Han modelerede de 6 figurer nøgne og bagefter gav han dem tøj på. Hver person har sit helt specielle udtryk af fortvivlelse og opgivelse og af stolthed, da de afleverer byens nøgler. På vores billeder kan man godt få et indtryk af dette storværk, som findes i kopier rundt omkring i hele verden, også i Glyptoteket, hvor vi så det for 1 måned siden. De 6 mænd blev skånet, og byen blev også skånet, men overgivet til englænderne. Krigen fik siden Jeanne d’Arc til at træde frem i 1429 og endte i 1453, deraf navnet 100 års krigen.
Helvedes porten
1880 fik Rodin en opgave at lave en portal til et nyt kunstmuseum i Paris. Han arbejdede hele sit liv på opgaven, hvor han fandt inspiration fra Dantes: Guddommelige Komedie skrevet omkring 1300, og kaldte det for ”Helvedes port”.
Dante tager læseren med på en rejse gennem egne, som strækker sig hinsides livet og virkeligheden. Fortællingen om hans rejse foregår i året1300, hvor han gennemrejser de 3 dødsriger ved hjælp af tre guider: den romerske digter Vergil, Dantes elskede Beatrice og den religiøse reformator Skt. Bernhard af Clairvaux.
Bogen er inddelt i 3 dele: Helvede (Inferno), Skærsilden (Purgatorio: renselsessted) og Paradiset (Paradiso). Dante finder til sidst vejen gennem dødsriget op til Guds åsyn.
Foroven sidder grubleren og nedenunder er der talrige figurer, som er på vej til helvede. Museet blev aldrig til noget, og Rodin beholdt skulpturen selv og arbejdede på den hele livet. Detaljer fra den er ”kysset” og ”Ugolino”. Dantes komedie er verdens første jeg roman, eller digt. Dante bevæger sig gennem 3 helveder for at komme til himmelen. Undervejs bliver han vejledt af romertidens forfatter Vergil. Han møder først alle paverne, som er i helvede og siden en masse andre personligheder. De dømte skal gennemgå forskellige straffe og Ugolino bliver tvunget til at æde sine egne børn for at overleve. Det er et af Rodins motiver i den detaljerede helvedes port. Men der er også andre: elskende som i det yderste øjeblik viser hinanden ømhed, som i kysset, før de forsvinder i dybet. Øverst har Rodin placeret 3 skikkelser. Det er skygger og netop her viser Rodin sin banebrydende nye måde at vise mennesker på. Deres hoveder er bøjet så unaturligt at hovederne ses vandret.
Rundt omkring i haven om museet stod der studier af figurer, som senere var en del af større værker. Inde i museet var der enkelte værker af Camille Claudel, som var Rodins elskerinde og samarbejdspartner gennem livet og desuden levede Rodin sammen med Rose Beuret, som han giftede sig med lige inden sin død 1917. En anden afdeling indeholdt marmor arbejder. F. eks. Stormen, hvor man ser et hoved dukke op af marmoret med åben blæsende mund.
Længe kæmpede Rodin uden resultat for at få et museum. Til sidst foreslog han at skænke hele sin samling til den franske nation med ret til at reproducere og støbe i bronze. Derfor står der nu Rodin skulpturer over hele verden til inspiration for publikum og kunstnere.
Camille Claudel (født 1864) er en historie helt for sig selv. Som 19 årig kom hun 1884 som elev hos Rodin (født 1840). Han blev dybt betaget af hende, og hun blev hans model, elskerinde og muse selvom han havde Rose Beuret med hvem han havde børn. Hun udviklede sig til en stor billedhugger og man kan næsten forstå at det var ved at blive Rodin for meget. Bruddet mellem dem kom 1994 og de følgende år blev hun vurderet til at være skizofren og kom på en institution, hvor hun dog kunne fortsætte sit kunstneriske virke. Hun havde et fortvivlet forhold til sin mor, som vist aldrig besøgte hende til morens død 1929, hvor Camille end ikke fik lov til at komme til hendes begravelse. Hendes bror Paul Claudel født 1868 altså 4 år efter Camille holdt hende på sindsygehospitalet selv om flere skrevne kilder viser, at lægerne mange gange opfordrede familien til at tage hende ud. Hun døde 1943 efter 40 år i institution. Hun var en meget betydelig kunstner og et eksempel jeg har læst er, at på en auktion i Paris 2009 blev en skulptur solgt for 180.000 USD medens en sammenlignelig skulptur af Rodin blev solgt for 75.000 USD. På museet var der et rum, hvor der stod enkelte af hendes skulpturer, men til trods for at hun i raseri ødelagde års arbejder og tegninger er der 80 skulpturer og en del tegninger fra hendes hånd.
Napoleons grav
Slut med Rodin. Turen videre gik til Napoleons grav i Paris’s domkirke, som oprindelig var lavet som et gravkapel over Ludvig den 14 af arkitekten Jules Harduin Mansart 1676 og senere af kong Ludvig-Filip gjort til gravkapel for Frankrigs store mænd. Napoleon Bonaparte som kronede sig selv til kejser 1804 og led sit afgørende nederlag 1814 da han flygtede til Elba lå oprindelig på St Helena, hvor han var fange til sin død 1821. Han kendes for 2 ting. At hele hans regeringstid var opfyldt af krige, både mod England og Tyskland og mod Rusland. Ja han tog endda Moskva, men russerne afbrændte selv byen, så hans hær ikke kunne få forsyninger og kun 25.000 af de oprindelige 500.000 franskmænd kom hjem. Jeg synes han kan betragtes som en stor krigsforbryder, og aldeles ikke nogen helt. Det andet han er kendt for, er opbygningen af triumfbuen og flere andre store bygninger i Paris. Der er naturligvis meget mere at sige om ham, men summa summarum, denne ”Helt” blev lagt i 6 kister og begravet 1841 i Domkirken i Paris. Jeg forestiller mig, at han blev skåret i 6 stykker så han kunne fordeles i 6 kister, men Else mener at det er 6 kister inden i hinanden. Hun har set graven så hun har nok ret. Jeg ville ikke betale 9,5€ for at se den forbryders grav, så hun gik alene derind.
Eiffeltårnet
Vi vandrede under Eiffeltårnets 319 m til den øverste antenne fra 1889 og undrede os over, at folk står ved de 2 af elevatorerne i lange lange rækker. Der er altid ventetid på mindst 2 timer for at komme op, så vi blev nede og gik under tårnet og over Seinen til palæet på den anden side til Trocadero pladsen. Fra tårnet er der sket mange stunts. 1912 sprang den østrigske skrædder Franz Reisfeldt ud med en speciel syet kappe med vinger fra brystværnet og døde for øjnene af tusinder.
Derfra tog vi bus 30 til Funikulaen (sejl-banen) til Sacre Coer kirken på toppen. Det var lidt diset så udsigten var begrænset, men stilheden i kirken var velgørende. Vi beså også Place du Tertre, hvor mange kunstnerne sidder og laver portrætter af turisterne eller sælger deres malerier. Der stod en flot mand ved et billede og jeg synes det var et fantastisk motiv at fotografere. Men så vendte han sig om og skældte mig ud og spurgte, hvorfor jeg ville tage det billede, for han var ikke sådan en, der lod sig fotografere af en turist. Jeg blev lidt flov, og talte med ham, men han var ikke til at snakke med. Andre steder var de glade for at blive fotograferet sammen med deres billeder.
Sidste aften i Paris
I vores bog af Louise Sandager havde vi havde fundet en anbefalet restaurant, hvor man sad ved langborde, men den var lukket og der var henvist til en anden restaurant som også var lukket. Vi endte i en hyggelig lokal bistro La Palette i latinerkvarteret ved Boulevard St. Germain, med livlig snak og mange unge og fik et en osteplatte som var rigtig dejlig og spændende.
Turen hjem foregik problemløst med bus og tog og næste dag den 28.4 kørte vi de 1066 km til Harreslev i et stræk med et par pauser. Hjemme kl. 21:05 hvor vi fik dejlig aftensmad hos Martin og Birthe. Tusind tak for den varme velkomst.
Her slutter vores tur ca 3.500 km. Tak for følgeskab
Kærlig hilsen Else og Niels Ebbe